Breaking Bad

torsdag 27. december

Jeg ved ikke helt, om det er en god idé at skrive så ærligt om mig selv her i bloggen. Flere klienter er begyndt at referere til bloggen, når de skriver til mig.  Hvad vil det betyde for min professionelle anseelse? Vil det holde folk fra at bestille en tid til rådgivning, at terapeuten skriver åbent om mig selv? 

Jeg troede på Søren Kirkegaards ord om, at hvis man virkelig har en hemmelighed, man gerne vil bevare, skal man bare råbe den ud over hustagene. Men der er åbenbart andre heroppe på tagene. Hvad havde jeg også forestillet mig? Jeg havde vel netop håbet på, at nogen ville høre mig og reagere. Så jeg slap for at føle mig alene. Måske kan vi danne et helt kor, råbe sammen og lave noget tagskæg.

De seneste dage har jeg tænkt på, hvad jeg gør med alt det, jeg ikke kan skrive her, fordi det bliver for privat. Måske skal jeg bare som andre skrive det i min helt egen dagbog, så der stadig er muligheden for at få det på skrift, når jeg har brug for at tømme mig selv. Uden at skulle vise det til andre. Denne blog kan så være en midtnormal, hvor jeg kan fortælle så meget, der er muligt uden at bringe hverken mig selv eller andre i fedtefadet.

Jeg forundres hver gang. Når jeg har skrevet en stund, er der pludselig sammenhæng mellem inde og ude. Mellem det, jeg bærer inden i, og det jeg siger højt.  Og så letter det i kroppen. Et jerngreb slappes, og jeg trækker vejret langt mere frit. Og glædes over det lette.

Jeg ved ikke, hvor fedt det er med mit selvvalgte eksil her i juledagene. Måske var det bare for en gangs skyld mit valg. At jeg fulgte mit eget hoved i stedet for at være andre tilpas, som jeg synes, at meget af mit liv handler om. At være der for andre. Og min insisteren på mig selv og det, jeg selv vil, kaster mig så ud i at være alene. Og temaet er endnu en gang følelsen af ikke at være forbundet med andre mennesker. Men måske er det bare mig selv, jeg ikke er forbundet med. Og derfor bliver jeg nødt til at gå lidt i hi for at mærke efter. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke regne den ud. Men når man holder op med at gå i røven på andre, så opstår der vel som det første en form for rådvildhed og angst for ikke at kunne finde vejen.

En af julens gode gaver til mig selv er den amerikanske tv-serie Breaking Bad, som handler om en gymnasielærer med speciale i kemi, der lige er fyldt 50 og får konstateret fremskreden lungekræft. Uden at orientere sin hustru og handicappede søn om sygdommen begynder han at fremstille metamfetamin for at skrabe nok penge samme til, at familien kan klare sig, når han er død. Breaking bad betyder at blive kriminel. Det er en virkelig fed og frit galopperende vanvidshistorie, hvor en hel almindelig mand, der synes, at han altid har gjort, hvad alle andre siger, pludselig træder i karakter over for alle mulige irriterende typer. En klassisk antihelt.

Nå, nu skal jeg vist have støvsuget og ryddet op her på kontoret og gjort badeværelset rent, så det er klart til dagens samtaler.

 

 

 

Dette og de andre blog-indlæg i Lige nu har jeg det godt-kategorien er skrevet i ren og skær begejstring for det at skrive dagbog om, hvordan man i en situation lige går og har det. Forskning viser, at det kan havde helbredende kraft at skrive om svære følelser.

10. april 2013 udkommer min bog med samme titel, Lige nu har jeg det godt. Bogen handler om en selvhjælpsbogsforfatter, der prøver at hjælpe sig selv af med sine negative tanker ved i et helt år at skrive dagbog for bedre at forstå sig selv og kunne gribe ud efter det lyse, lette og gode humør.