Andre folks børn er skide irriterende

Andre folks børn er skide irriterende, med mindre de synes, det er sjovt at lege med mine egne englebasser.

 

Jeg ved godt, at andre mennesker har det anderledes og elsker både deres egne og andres børn. Og jeg overdriver utvivlsomt også mit eget hadske forhold til andres børn. Reelt er jeg nok i virkeligheden ret god til børn og søger også gerne børns selskab, fordi det ligesom er mere ok i min bog, at mennesker på otte år hele tiden snakker om sig selv, end at voksne på 28, 38 eller 48 stadig gør det. Hvilket de ofte gør… men det er en helt anden historie.

 

I dag skriver jeg om ”Dine, mine og vores børn”, for det er en udfordring, der især i de seneste 20 år er vokset. At vi ikke bare skal være sammen med vores egne børn, men at vi skal være sammen med andres, fordi deres forældre også er blevet skilt. Og vi vil gerne have det hele til at svinge lidt i takt.

 

Og at få det hele til at svinge i takt er – helt ærligt – stort set umuligt. Alene af den nævnte grund, at man ikke holder så meget af andres børn, som man holder af sine egne. Men igen… det kan være, det bare er mig, der har det sådan. Men jeg ser det jo også ofte i parterapien og i min rådgivning i brevkasser og privat og anonymt på mail. At der er SÅ mange følelser i klemme på kryds og tværs i forhold til børn, der ikke er ens egne.

 

På et tidspunkt var der en, der sagde til mig, at det tager 5-6 år at vokse sammen med en ny familie. Det passer meget godt til min egen erfaring. I mit eget tilfælde har jeg tre børn med to forskellige og er gift med Catrine, som jeg ikke har børn med. Og vi har de samme udfordringer som alle andre. Selvfølgelig er vi fantaaaastiske til at håndtere udfordringerne. Men det har da taget mange år at vænne sig til at være en ny familie. Og det er til stadighed en udfordring.

 

Og jeg taler med mange mænd, der synes, at deres kærester er for søde, eftergivende og hønemor-agtige over for deres både store og små børn. Og kvinder der omvendt synes, at disse mænd taler for hårdt til børnene og ikke vil erkende, at der af og til er jalousi med i spillet. Og at mændene skal øve sig i at være mere lydhøre over for barnet, der ikke er deres eget.

Og jeg taler med kvinder, som synes, at papdatteren styrer alt i familien med sit drama og sin snoen sin far rundt om fingeren og bevidste bekrigelse af hendes papmor.

Og både mænd og kvinder er ved at gå i knæ over ekser, som stadig mange år efter skilsmissen fylder alt for meget og styrer alt for meget og opdrager børnene uden tilstrækkeligt med hverken grænser eller omsorg med det resultat, at forsøget på at give omsorg til børnene i midten skaber eksplosive dramaer imellem den biologiske forælder og papforælderen, fordi man griber opgaven an på forskellige måder. Og har svært ved at give plads til forskellighederne.

 

Kort sagt… der er masser af udfordringer. Familiedramaerne kunne tidligere være mere skjulte, fordi de foregik indenfor hjemmets fire vægge og handlede om, at min mor elsker min storebror mere end mig og min lillebror, men det bliver aldrig sagt højt. I dag er der ikke så meget at miste, fordi man ikke er direkte i familie, og krigen foregår ofte mere åbent på godt og ondt.

 

Nå, men der var faktisk en, som spurgte mig, om jeg kunne svare på følgende spørgsmål indenfor emnet:

 

Hvilke forventninger kan man egentlig have til en ny kæreste, når det handler om børn?
Umiddelbart synes jeg, at man kan have alle de forventninger, man har lyst til. Men at det er MEGET vigtigt med forventninger, at man løbende justerer dem. Og vel at mærke nedjusterer dem. For noget af det allermest dræbende i forhold er, at man bilder sig ind, at kæresten efter endt forelskelse stadig vil imødekomme alle ens forventninger. Det kommer bare ikke til at ske.

Er det okay som kæreste uden børn ikke at have en voldsom interesse i kærestens børn?
Ja, det er vel okay og meget ærligt, hvis man får en sådan udmelding fra en kæreste, men så kan det jo også være, at forholdet bliver meget kort. Altså at det aldrig hæver sig fra at være sådan et sex-sjov-og-ballade-forhold, og at man derfor dropper kæresten, når vedkommende ikke vil være kæreste for alvor. For det kræver jo et vist engagement i børnene. Men hvis man har en forventning om, at kæresten er voldsomt interesseret i ens børn, så bliver man hurtigt skuffet. Den slags overdreven interesse, som er for god til at være sand, handler vist mest om at score partneren ved at ramme hende eller ham, hvor han eller hun er mest blød… på børnene.
Er det rimelig, at en kæreste, der har fået børn, ikke ønsker at få børn med en ny – barnløs – kæreste?

Ja, det kan jeg ikke se noget forkert i. Men selvfølgelig vil det være snyd, hvis han eller hun i starten taler meget om at få børn for at imødekomme et behov hos partneren for derefter igen at trække sin udmelding tilbage. Men jeg synes da, at det er rimeligt nok, hvis man har fået nogle børn, at man ikke ligefrem er vild med tanken om flere. Omvendt ville det – igen – være ondskabsfuldt at blive kæreste med en kvinde, der får brystspændinger, hver gang hun ser en barnevogn, hvis man ikke vil have børn med hende.

Hvordan tackler man som kæreste uden børn følelsen af jalousi overfor den eks, som kæresten gerne ville have børn med – og måske også overfor barnet/børnene som er en konstant reminder om fortiden?
Ja, det vil jeg nok sige, at man vil gøre med skiftende held. Jalousi er en besværlig herre. Det er da klart, at hvis man gerne selv vil have børn og ikke rigtig kan blive enig med kæresten om det, så vil man fokusere meget på, hvad det er ved eksen, der fik ham/hende til at ville have børn med vedkommende frem for en selv. Det er jo en vanvittig logik at sætte tingene sådan op, men hjertet er jo netop både dumt og klogt på samme tid. Og det er da også meget naturligt at være jaloux på børnene af samme årsag. Det kaldes at være retrospekt jaloux. Kvinder er det oftest på mandens eks og børnene som beskrevet ovenfor, mens manden har den samme jalousi, fordi kvinden rent faktisk seksuelt har været sammen med andre mænd end ham. Han ville helst, at hun havde været jomfru, da de mødtes. En seksuelt meget erfaren en af slagsen vel at mærke.
Ja, beskriv gerne i det hele taget problematikkerne i de såkaldt sammenbragte familier som efterhånden er ret almindelige.

 

Jeps, jeg har nævnt noget om dette ovenfor, men vil gerne slutte af med at fortælle om en af de ting, der har været en stor udfordring for mig selv gennem årene som deleforælder. For mig har det ganske ofte været svært at være den, som alle er relateret til, mens deres relationer indbyrdes ikke nødvendigvis er af samme karakter. Jeg har mange gange haft sådan en fornemmelse af, at jeg skulle holde lidt igen over for mine børn for ikke at forfordele min kæreste, nu hustru, mens jeg også skulle huske at lave noget med børnene for ikke at sidde for meget og voksensnakke, når drengene nu endelig var her og ville spille fodbold. Eller når min teenagedatter havde brug for en rummelig far, der ikke flippede over, at han 117 gange skulle minde hende om at bære glas, kopper, tallerkner, æbleskrog og andre madrester fra stenalderen ud fra hendes værelse.

Jeg har nogle gange haft på fornemmelsen, at jeg skulle være der for alle andre og ikke rigtig havde plads til mig selv. Men igen… der påhviler jo også en et personligt ansvar for at råbe op og beskrive den problematik, man sidder med. Der findes ingen ofre… kun mangel på gode idéer og input.

 

Skriv gerne med dine erfaringer på området. Skriv gerne spørgsmål til mig. Eller til hinanden.