Almindeligt at være nørd

Tirsdag 5. februar

Jeg har været stille i nogle dage. Sikkert fordi jeg havde travlt med alt muligt andet og ikke mindst med at lave forside til min ny bog. Det krævede en del opmærksomhed, fordi billedet, der skulle bruges på forsiden, efter en rum tid med efterlysning og søgen vist sig at være gået tabt. Og så skulle der tages et nyt.

Nå, men det var slet ikke det, jeg ville fortælle. Forsiden er blevet flot og god og ikke mindst cool. Men det var noget helt andet, jeg lå og tænkte på for lidt siden under dynen.

Jeg tænkte, at jeg er lidt en særling, når jeg sidder her og betror mig til en blog og skriver en bog om, hvad der sker i mit hjerte og min sjæl. I stedet for at gøre det over for min nærmeste familie og mine nærmeste venner. Selvfølgelig er jeg mere intim og fortrolig med dem, end jeg er her og i min bog. Der er grænser for intimitet og ærlighed. Men alligevel er det jo ret omfattende mængder af tid, jeg bruger på at stå i forbindelse med vildt fremmede i den moderne form for dagbog, det er at skrive blog eller en bog om, hvad der foregår i mit indre.

Men måske er det ikke fremmede, man skriver til, når man skriver om sig selv og til sig selv. Måske skriver man sig ind i en fælles bevidsthed og et åndeligt slægtskab. Nogle står utvivlsomt helt af, men andre rykker meget tættere på.

Nogle gange tænker jeg, at jeg må have slået hovedet på et tidspunkt, siden det er blevet nemmere for mig at være i kontakt med det hvide papir end mennesker omkring mig. Men sådan er det måske at være forfatter. På et tidspunkt opdager man, at man har en særlig forbindelse til sig selv, når de skriver, og så bliver man ved sådan. Ligesom andre mennesker er særligt meget i kontakt med sig selv, når de læser, dyrker triatlon, arbejder i en Røde Kors butik eller spiller elektrisk guitar.

Og måske er det slet ikke så nørdet at gå særlige steder hen for at kunne være sig selv på særlige måder. Måske er det tværtimod meget almindeligt. Og jeg er jo ikke socialt handicappet eller ude af stand til at føre samtaler med andre mennesker. Jeg er en top-ydende professionel socialt set med mit arbejde, som handler om relationer og med min tagen del i den offentlige debat med medie-deltagelse og foredrag.

Dagens tekst er nok bare mit sædvanlige forsøg på at nedgøre mig selv lidt i ønsket om at få andre til at sige: ”Nej, du er da et dejligt, intelligent og velfungerende menneske”. Måske er alt mit skriveri bare et ønske om at blive set og anerkendt. Og måske er det bare det, alle mennesker gør på hver deres måde. Prøver at skaffe sig en plads i solen.

Jeg er bange for, at det kommer til at lyde for selvkritisk. Egentlig prøver jeg bare at finde årsagen til, at jeg gør, som jeg gør. Og det er da fint med eftertanke. Det er der ingen grund til at være flov over.

Jeg er pavestolt af min bog. Og jeg har lyst til at dele det med andre. Men jeg har svært ved at gøre det med de nærmeste, for bogen handler jo om dem. Og jeg er bange for at trætte dem med endnu en information: Nu har jeg fået lagt forsiden af min bog på min hjemmeside. Nu kan man købe den på forhånd og få den tilsendt op til udgivelsesdagen.

På den ene side er jeg stolt over at udgive noget, der er så personligt og ærligt og ligger så tæt på, hvad jeg går rundt og tænker til daglig. Ikke nogen forstillelse eller noget forsøg på at spille smart og vinde fordele med snyd og falskhed. Ærlighed frem for alt. Vise sit ansigt frem både for min egen skyld, men også for at give andre modet til at være sig selv – uden tilsætningssoffer.

På den anden side er jeg bekymret for reaktionerne. At blive
mødt med ligegyldighed, foragt eller kritik. At få den der kolde skulder, man nogle gange fornemmer, når man siger, hvad man tænker, og folk omkring en bliver tavse, fordi åbenheden er uvant eller underlig, og de ikke ønsker at blive skubbet ud af deres egen comfort zone. Andre er ikke nødvendigvis onde, når de ignorerer en. De har bare brug for at holde fast i sig selv på deres måder. Og de, som går til angreb på en, er som regel dem, der har noget i klemme og ønsker at dække over det. Med kritik. Det er deres måde at forsøge at få en plads i solen på.

Nå, skide være med det. Man kan ikke være venner med alle. Jeg må holde fast i at være den, jeg er og ikke gøre mig selv afhængig af reaktioner fra såvel nær som fjern.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.