Alle mænd har problemer med nærhed

Alle mænd har problemer med nærhed, men nogle har flere udfordringer end andre.

En kvinde skriver i min brevkasse (16-02-2013) at hendes kæreste har det med at lave forsvindingsnumre og blive væk et helt døgn. Det er sket to-tre gange i deres forhold. Han har oplevet en del svigt i sin barndom og har derfor svært ved at tro på mennesker, der kommer tæt på ham. Nu er hun gravid efter fælles ønske, men det kommende forældreskab gør kæresten usikker. Han er bange for ikke at være en god nok far, og at han vil miste kæresten og barnet, fordi hun ville fyre ham, fordi han ikke er en god nok kæreste og far. Hvilket hun er helt uenig i – fordi hun netop synes, at han er meget omsorgsfuld.

For 14 dage siden lavede han sit forsvindingsnummer igen, og denne gang varede det i længere tid. Kvinden skriver:

“Da jeg kom hjem til den tomme lejlighed, forsøgte jeg at ringe til ham, men efter 2 timer opgav jeg. Jeg hørte intet i 10 dage. Jeg var helt ødelagt og helt overbevist om, at jeg nu skulle stå som alenemor. Men efter 10 dage ringede han og spurgte, om han måtte komme forbi og fortælle mig nogle ting. Inden han kom forbi, var jeg overbevist om, at det var helt slut mellem os. Men han vil gerne finde sammen igen. Han er gået i psykologbehandling for at få styr på sig selv, så han ikke stikker af, når han bliver bange. Derudover vil han gerne gå i parrådgivning for at vi kan finde sammen igen.

Jeg elsker ham. Han var og er den mand, jeg gerne vil blive gammel med. Han gør mig en masse godt. Men samtidig er jeg SÅ bange for at komme til at gå og være urolig for, om han smutter igen. Jeg er bange for, at jeg ikke vil turde stole på ham igen. Hvornår ved man, om han virkelige er indstillet på at ændre sig og arbejde for det? Hvornår ved man, om det kan lade sig gøre at stole på hinanden igen? Jeg vil gerne kunne give mit kommende barn en tryg opvækst med en far der er tilstede, og en mor der er glad.”

Dette skrev kvinden, og herunder kommer det, jeg svarede hende:

“Du slipper ikke for at gå og være urolig for, om han smutter igen. Det er jo sket nogle gange, så derfor kan jeg ikke anbefale dig at arbejde på, at det atter kan lade sig gøre at stole på ham fuldt ud. Det vil det IKKE kunne.

Og det er heller ikke det væsentlige. Det væsentlige er, om du tør tro på, at han elsker dig og ikke ønsker at svigte dig og ønsker at være en god far.

DET er det væsentlige. Det er DET, du skal koncentrere dig om at turde stole på. Og det er slet ikke så svært som det andet. Som i øvrigt handler mere om at kontrollere din egen angst. Hvilket er meget, meget svært, når du er blevet så bange flere gange før. Og han vil opleve det som dit forsøg på at kontrollere ham, og det vil øge risikoen for, at hans sikring ryger, og han smutter ud af sit mentale fængsel igen. (Det handler nemlig ikke om at smutte fra dig!)

Han ER virkelig indstillet på at ændre sig og arbejde for det.
Man ved ALDRIG, om man kan stole på hinanden. (Han kan fx ikke stole på, at du fremover tør tro på ham og kan slappe af og ikke være skjult overopmærksom på ethvert lille signal på stress- og flugtimpulser fra ham.)

Du kan sagtens give dit barn en tryg opvækst. Det er ikke afhængigt af, om du er glad det meste eller tiden, eller at han er nærværende det meste af tiden. Man af om du er i stand til at indse, at vilkårene er, som de er, og at du ikke kan ændre dem radikalt, men at du kan blive meget mere tilfreds og støtte ham i at være langt mere til stede, hvis du tager tingene, som de kommer. Håber det bedste (med god grund) det meste af tiden. Og frygter det værste (af og til).

Og gemmer alle bekymringerne, angsten og adrenalinens pumpende drøm om at kunne kontrollere alt, til der bliver brug for det, når han næste gang tjekker ud for en kortere eller længere bemærkning.

Det kommer til at ske igen. Og det skal det have lov til. At arbejde for hårdt på at undgå det er at udsætte både dig selv og ham for tortur.

Der er meget mere brug for tilgivelse, når tingene spidser til og bliver ulidelige. Og at nyde tilværelsen og samværet, mens der er fred og ro.

Og det er ok for dig at tale om din angst, men du skal nok gøre det med andre. Og sammen med ham skal det foregå på en særlig måde, så du får lejlighed til at tale igennem om al din ulykke. Uden at han skal give garantier og love bod og bedring. Det skal foregå på en særlig måde, så der er plads til jer begge to i forholdet. For I har to forskellige former for angst, og lærer disse to former for angst ikke at give plads til hinanden, så dræber de ømheden, tilliden og håbet imellem jer.”