Det kan du gøre bedre!

søndag 2. december

Vågner klokken 6.00. Kan ikke sove. Har sjovt nok ikke nogen negative tanker, som jeg ellers plejer, hvis jeg vågner, når det er mørkt og stille. Det kan godt være, at der er nogle bekymringer, men de bider ikke for alvor på mit humør. Jeg er sværere at skyde igennem, end jeg plejer. Og hvor er det dejligt.

Jeg er sikker på, at det er bogen. Jeg har spærret alle mine dårligdomme inde på 300 sider, og nu kan de brænde i helvede. Nej, nu er de bundet dér i bogen, og jeg behøver ikke bære rundt på dem. Jeg er lettet. Jeg har skrevet det ud.

Jeg ved jo godt, at de sikkert kommer tilbage på et eller andet tidspunkt, når tiden er inde. Men jeg glæder mig usigeligt over, at det med sådan en manøvre er muligt at lægge afstand til dem. Eller at have dem i nærheden uden at de tynger. Der er mange måder at beskrive det på. Kun dem, der selv er hjemsøgt, ved præcis, hvad jeg taler om.

Forleden lagde jeg det første indlæg fra denne ny streng i bloggen ud på facebook i det lønlige håb, at nogen ville synes, at det var sindssygt spændende. Det gjorde de muligvis også, men der kom ikke ét eneste fucking like.

Nu er det dertil, jeg er kommet. Jeg er nødt til at have et like og gerne flere på facebook for at få mit liv til at hænge sammen og give mening. Ha-ha. Det gav uanede mængder af likes, da jeg havde fotograferet to ænder, der på samme tid stak røven op af og hovedet ned i Peblingesøen. Det er med andre ord mere populært med sjove dyr end med melankoli. Og helt ærligt … jeg kan ikke fortænke nogen i at synes sådan.

Jeg tager mig selv i at sidde og håbe, at masser har siddet og læst i smug uden at like mit link til bloggen. Jeg tænker også, at jeg ikke skulle have lagt det på facebook lige før midnat, men hellere en morgen eller formiddag. Og at jeg måske har haft lyst til både at gøre opmærksom på mig selv og beskytte mig selv mod for megen opmærksomhed på samme tid.

Muligvis vil jeg nu blive oversvømmet af wackos på grund af denne blog-kategori om det “blå” i os alle. Måske vil jeg blive stalket af tosser efter at have udgivet denne bog. Der var en enkelt person, som reagerede på, at jeg spurgte, hvilken af to titler på min ny bog, man synes, jeg skal vælge. Denne turbo-tosse ringede, mens Catrine og jeg sad og fik fredags-gløgg og julebryg på “Gavlen” i Ryesgade og sagde, at vedkommende hverken brød sig om den ene eller den anden titel, men at “Det kan du gøre bedre!” Jeg var så paf, at jeg måtte bede personen gentage, og denne gang brystede vedkommende med at sige: “Ja, jeg er sådan en, der siger, hvad jeg mener”.

“Tak”, svarede jeg og lagde røret på, eller hvad man skal kalde det i disse dage, hvor man fører fingeren hen over skærmen for at afslutte opkaldet. Personen havde hemmeligt nummer, så helt uvidende om folks manglende interesse i vedkommendes ærlige mening kunne personen vel ikke være.

Heldigvis opdagede jeg så også, at der var en, der havde svaret her i bloggen. Positivt endda. Pyha, så er der stadig behjertede ligesindede lige i nærheden.

2 thoughts on “Det kan du gøre bedre!

  1. ¨Åh kære kære Martin Østergaard. Nu må jeg simpelthen skrive til dig, for jeg kan sagtens følge din “bekymring” og tankemylderet der kan begynde når man pludselig føler sig overset – og dette vil jeg på ingen måde at du skal ud i.
    Jeg læste den da du kun skrev en gang om måneden, og i starten gik jeg ind her hver dag og tjekkede om der mon kunne være kommet et nyt indlæg. Men nej, der var intet. Efterhånden gik jeg ind hver anden dag, og så kun et par gange om ugen, og til sidst fandt jeg ud af at omkring én gang om måneden kom der nyt indlæg. Og nu er du pludselig begyndt at skrive næsten hver dag (jeg tænker det måske er fordi du ikke længere skriver det ned i bogen?).

    Jeg ‘liker’ din blog og det at du tør være så hamrende åben, sårbar og ærlig, enormt meget! Men jeg liker den ikke med en fysisk markering på Facebook. Jeg har ikke liket noget på facebook, for jeg følger dig faktisk kun her på bloggen. Facebook holder jeg til de mere spontane ting, og de “hurtige fix” – men at sidde og fordybe mig i en, endda en terapeut, der ligesom jeg kan have tankespind, melankoli-tendens osv., dét vil jeg langt hellere gøre i et forum uden alle de forstyrrelser som Facebook bringer med sig. Måske der er andre der har det som mig og det kan være én af grundene til de manglende likes?

    Men jeg må også indrømme – jeg læste dit indlæg forleden, jeg så dit spørgsmål om titlen, jeg reflekterede over det, og jeg tænkte faktisk også at den “forkerte” titel var bedst. Men jeg gjorde ikke mere. Jeg kommenterede ikke på det. Selv ikke her i et mere lukket forum. Og hvorfor?
    Jeg ved det ikke, måske er det bare lidt svært og måske også grænseoverskridende at bryde min position som “passiv læser” – en anonym, der kan sidde her godt gemt bag skærmen og bare læse en andens tanker? Nyde at man et øjeblik ikke behøver at engagere sig, deltage eller på anden vis “være på”, men at man faktisk bare kan betragte? Måske der er flere der har det som mig?

    Jeg siger ikke dette som en kritik over din opfordring til reaktion fra læserne, på ingen måde! Jeg siger det blot for at sætte lidt ord på og give dig en håndsrækning til at forstå hvorfor der måske ikke kommer så meget respons? Men samtidig forstå at det på ingen måde behøver betyde at folk ikke læser de ærlige tanker du deler, eller at folk ikke synes melankoli er interessant. Måske der er flere, der bare nyder at smugkigge. Og der er sikkert også mange andre, der ligesom jeg føler en enorm befrielse over at opleve en der beskriver så mange ting man selv kender til – og den endnu større befrielse det er, at opleve at DU, en terapeut der hjælper andre – også selv har dit at kæmpe med. Det synes jeg faktisk gør dig om muligt, endnu mere kompetent. For så ved du jo lige præcis hvordan man kan have det! Du har bare haft flere redskaber og mere tid (langt flere år i mit tilfælde, da jeg er 24) til at prøve det af. Og den viden er du så rigtig god til at formidle videre – og du gør det på en fantastisk måde – ærligt, ligefrem og umiddelbart.

    Nu blev det en lang smøre – jeg ville bare lige skynde mig at sige at du roligt kan regne med at folk læser dine indlæg også selvom de ikke reagerer.
    Og for mig gør du et dybt indtryk, og en meget positiv forskel i min egen proces.
    Jeg glæder mig til at følge med videre herinde – måske jeg endda kommenterer en gang imellem i ny og næ, nu jeg alligevel har trukket gardinerne lidt til side, lagt avisen med kighullet ned, og “afsløret mig selv”.
    De bedste hilsner
    – en pige der er i fuld gang med en livsvigtig (og måske livsvarig?) proces.

    1. Wow, et skønt svar. Tusind tak. Det kribler helt i tårekanalerne. Dejligt.

      Du er så hjerteligt velkommen til at følge med lidt i det anonyme og stille. Det har jeg stor forståelse for. Og jeg tror, at du har ret i, at det er rart for mange bare at følge med og læne sig lidt op af det og finde lidt inspiration, trøst og støtte i en andens proces.

      Jeg har faktisk fra starten haft lyst til at skrive meget mere regelmæssigt, men der har været så meget arbejde på bogen, at det er blevet til lejlighedsvise indlæg om kvinder og mænd og samliv. De vil selvfølgelig blive ved at komme. Men jeg kunne godt tænke mig bare at fortsætte med også at skrive mere frit fra leveren om personlig proces, følelser, tanker og oplevelser.

      Det glæder mig, at du er der og følger med!

      Med venlig hilsen
      Martin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.