Det kan du gøre bedre!

søndag 2. december

Vågner klokken 6.00. Kan ikke sove. Har sjovt nok ikke nogen negative tanker, som jeg ellers plejer, hvis jeg vågner, når det er mørkt og stille. Det kan godt være, at der er nogle bekymringer, men de bider ikke for alvor på mit humør. Jeg er sværere at skyde igennem, end jeg plejer. Og hvor er det dejligt.

Jeg er sikker på, at det er bogen. Jeg har spærret alle mine dårligdomme inde på 300 sider, og nu kan de brænde i helvede. Nej, nu er de bundet dér i bogen, og jeg behøver ikke bære rundt på dem. Jeg er lettet. Jeg har skrevet det ud.

Jeg ved jo godt, at de sikkert kommer tilbage på et eller andet tidspunkt, når tiden er inde. Men jeg glæder mig usigeligt over, at det med sådan en manøvre er muligt at lægge afstand til dem. Eller at have dem i nærheden uden at de tynger. Der er mange måder at beskrive det på. Kun dem, der selv er hjemsøgt, ved præcis, hvad jeg taler om.

Forleden lagde jeg det første indlæg fra denne ny streng i bloggen ud på facebook i det lønlige håb, at nogen ville synes, at det var sindssygt spændende. Det gjorde de muligvis også, men der kom ikke ét eneste fucking like.

Nu er det dertil, jeg er kommet. Jeg er nødt til at have et like og gerne flere på facebook for at få mit liv til at hænge sammen og give mening. Ha-ha. Det gav uanede mængder af likes, da jeg havde fotograferet to ænder, der på samme tid stak røven op af og hovedet ned i Peblingesøen. Det er med andre ord mere populært med sjove dyr end med melankoli. Og helt ærligt … jeg kan ikke fortænke nogen i at synes sådan.

Jeg tager mig selv i at sidde og håbe, at masser har siddet og læst i smug uden at like mit link til bloggen. Jeg tænker også, at jeg ikke skulle have lagt det på facebook lige før midnat, men hellere en morgen eller formiddag. Og at jeg måske har haft lyst til både at gøre opmærksom på mig selv og beskytte mig selv mod for megen opmærksomhed på samme tid.

Muligvis vil jeg nu blive oversvømmet af wackos på grund af denne blog-kategori om det “blå” i os alle. Måske vil jeg blive stalket af tosser efter at have udgivet denne bog. Der var en enkelt person, som reagerede på, at jeg spurgte, hvilken af to titler på min ny bog, man synes, jeg skal vælge. Denne turbo-tosse ringede, mens Catrine og jeg sad og fik fredags-gløgg og julebryg på “Gavlen” i Ryesgade og sagde, at vedkommende hverken brød sig om den ene eller den anden titel, men at “Det kan du gøre bedre!” Jeg var så paf, at jeg måtte bede personen gentage, og denne gang brystede vedkommende med at sige: “Ja, jeg er sådan en, der siger, hvad jeg mener”.

“Tak”, svarede jeg og lagde røret på, eller hvad man skal kalde det i disse dage, hvor man fører fingeren hen over skærmen for at afslutte opkaldet. Personen havde hemmeligt nummer, så helt uvidende om folks manglende interesse i vedkommendes ærlige mening kunne personen vel ikke være.

Heldigvis opdagede jeg så også, at der var en, der havde svaret her i bloggen. Positivt endda. Pyha, så er der stadig behjertede ligesindede lige i nærheden.