torsdag 29. november

Jeg vågnede i nat og havde drømt, at jeg var alene i London og gik i retning af et kvarter, som lå på en bakke med en park bagved. Da jeg nåede op til toppen, var der nogle lejligheder, som var bygget i fire etager  i organiske, bløde former og brune farver inspireret af Tolkiens Hobbitten og husene fra Herredet, hvor hobitterne bor.

Jeg syntes, at byggeriet var meget smukt. Men jeg syntes også, at det var ensomt at være i London alene, og den følelse vågnede jeg med i mørket. Til alt held lå min hustru lige der ved siden af mig i sengen.

Jeg ved ikke, hvorfor byggeriet lignede hobitternes huse i Herredet. Måske fordi jeg for nylig lavede en test på nettet, hvor man kan se, hvilken af figurerne fra Tolkiens univers man er. Testen viste, at jeg er en hobbit. Jeg husker ikke længere, hvad der karakteriserer en hobbit, men det er vel noget med at være et hjemmemenneske, der holder af tryghed og helst ikke rejser langt væk, men alligevel bærer på en ubændig nysgerrighed.

I går var jeg til møde med en forlægger, der gerne vil udgive min bog “Lige nu har jeg det godt”, og en redaktør, som har læst bogen og skal arbejde sammen med mig om at lægge sidste hånd på bogen. Det var et meget positivt møde. Jeg er i gode hænder. Og det er skønt. Bagefter var jeg en smule rystet og undrede mig over det. Det var jo et super møde, og jeg var helt mig selv og professionel og afslappet undervejs.

Jeg tror, at det handler om, at det har været en lang og ensom proces at skrive så tæt om mine følelser. Og endda de svære af slagsen. Og nu er der så nogen, der har læst min bog og faktisk synes om både bogen og mit mod og siger det to my face. Jeg er ikke længere alene med det.

Da jeg skulle cykle hjem igen, kunne jeg ikke komme op på cyklen. Jeg måtte simpelthen gå den første kilometer, før jeg var helt 100 på min evne til at balancere.

Dejligt at være så påvirket – af alle de rigtige grunde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.