At forvandle sorte tanker til kunst

mandag 26. november

Jeg tror, at denne del af min blog skal handle om, hvordan jeg har det.

Da jeg skrev på bogen, “Lige nu har jeg det godt”, skrev jeg om, hvordan jeg havde det næsten hver dag i et helt år. Og selv om det var hårdt, var det også fantastisk at opleve den magi, der opstår, når man tager sig selv og sine følelser alvorligt og skriver dem ned for at forsøge at rense sig for ubehaget og bearbejde udfordringerne.

Siden er det 600 sider lange manuskript kortet ned til under halvdelen igennem yderligere et års gentagen gennemlæsning og redigering.

Og nu sidder jeg her en sen aften og har abstinenser. Jeg vil i gang igen. Jeg vil blive ved med at skrive. Jeg er blevet afhængig af at skrive. Jeg bliver mig selv, når jeg skriver. Jeg heler mig selv og forstår mig selv. Jeg lever, når jeg skriver.

Jeg er lidt halvtræt efter en lang dag med mine dejlige sønner, som til daglig bor hos deres mor i Jylland. Og så har jeg været på arbejde. Mit dejlige arbejde med at rådgive.

Og nu bliver jeg en smule stille, for hvor meget skal jeg nu skrive om mig selv. I mine dagbogsskriverier til “Lige nu har jeg det godt” har jeg været ret privat og har kunnet tillade mig det, fordi det var vigtigt for mig at være så ærlig som muligt. Og fordi jeg vidste, at min hustru bagefter skulle læse det igennem og havde vetoret over, om det, der på en eller anden måde omtalte hende, skulle med i bogen eller ej. Men her i bloggen ryger det hele jo direkte ud over hustagene lige om lidt, så her skal jeg tage et ekstra hensyn.

“Det er helt i orden, du skriver om dig selv. Bare du ikke skriver om mig”, sagde min hustru, da jeg for et stykke tid siden nævnte, at jeg havde lyst til at fortsætte med at skrive dagbog i min blog. Og allerede det er måske for meget at skrive. For nu skriver jeg jo om hende. Så det må jeg hellere lade være med.

Jeg forstår godt, at hun helst er fri for at deltage. Alligevel ærgrer det mig lidt. Men man må acceptere andres grænser. Andre forfattere har undladt at orientere deres nærmeste om, at de skrev om dem. Karl Ove Knausgaard og Suzanne Brøgger er to, jeg lige kan komme i tanke om. Jeg har stor respekt for begge. Også for at de valgte kunsten frem for hensynet til de nærmeste. Men jeg vælger hensynet. Ikke fordi jeg er mere retskaffen eller hellig. Det er bare mit valg.

Mit ellers til tider dårlige humør har ikke været på besøg de seneste mange dage. Måske fordi jeg på onsdag skal til møde omkring udgivelsen min bog. Det gør mig vældig opstemt. Som er det lykkedes mig at presse en meget sjælden og besværlig drue og hælde den på flasker, og jeg nu står og føler mig meget heldig og priviligeret.

I flere år har jeg forfulgt mine egne sorte tanker i et lønligt håb om at kunne jage dem ad helvede til eller destillere dem, så de blev til kunst. På gode dage som denne synes jeg, at det er lykkedes.

Jeg har fået spærret ånden inde i flasken, og nu gælder det bare om at holde proppen på. Så kan andre flå proppen af min bog og se, om de også kan få deres største ønske opfyldt. At vågne op og være i forunderligt godt humør. Og opleve at følelsen strækker sig ud over hele dagen, uden at man behøver at kæmpe så hårdt for det.

Sov godt!