Uskadt midt i det smadrede

Hvordan får man arbejde, privatliv, krop og sjæl til at balancere, når barnet for tredje gang på to måneder er syg og holder dig vågen det halve af natten med hjerteskærende hoste

Har du små og lidt større børn, planlægger dit hoved sikkert lige nu dagen i morgen, dagene derefter og flere af ferierne til næste år. Har du været dejligt længe på barsel, er du muligvis ved at gå op i limningen over at savne at slippe væk hjemmefra og løbe hen på arbejde, selv om du på nogle områder ikke savner dit job. Hvis du er i arbejde, læner du dig måske til tider op af en arbejdsrelateret stress, fordi du skal have så meget fra hånden, inden din samvittighed kan rulle sig sammen og gå til ro.

Du er på mange måder vildt taknemmelig for dit liv og børnene, men synes ikke altid, du har dig selv helt med. Din kæreste ’ser’ dig ofte ikke som den, du er, men vil hellere have, du er lidt mere, som han godt kunne tænke sig. Du synes, det ville være dejligt, at han blev bedre til at sige pyt, når du en gang imellem er for streng, for du bærer jo ofte over med, at han er irriteret.

Sex har du lyst til at have lyst til, men der er bare ikke overskud. Slet ikke til at han er fornærmet over dit manglende initiativ og længe selv har undladt at tage initiativ.

For at finde balancen i dit liv og hele din sjæl er du begyndt at meditere som supplement til den yoga, du dyrker for at genfinde dig selv og din krop. Din hjerne kan bare ikke koncentrere sig om at meditere, men begynder at planlægge, så snart du ser gennem det tredje øje og prøver at tænke på ingenting.

Når du kommer hjem med yoga-måtten under armen, ligner din mand en mellemting mellem en sulten ulv og en pryglet hund, og du kommer til at tænke på, hvor lidt du tænder på pligt- og medlidenhedssex. Hvis bare stemningen i hjemmet var mere kærlig og varm, ville alt i dig blomstre bedre.

Så er der bedre energi at hente hos ham din søde kollega på jobbet, som tydeligvis nyder dit selskab og jeres samtaler. Måske savner han også noget hjemme hos sin hustru. Selv om du er tilhænger af troskab, er det skønt at mærke hjertet banke, når han driller uden at være bange for dig. Det giver faktisk lidt ro i sjælen og en luksuriøs følelse af overskud.

Jeg kender dig, for vi sidder ofte over for hinanden i min praksis. Du vil vide, om der ikke er en knap, du kan trykke på, så al den dårlige stemning hjemme letter. Og så griner du og siger, at du godt ved, at der ikke er nogen knap. Du har fat i den lange ende, men du har brug for dialog for at aktivere din slumrende viden.

Vil du have balance, må du omfavne ubalancen, foreslår jeg. Vil du slippe din stress, må du overgive dig til uroen. Vil du genfinde dig selv, må du holder op med at kæmpe mod dig selv og frustrationerne. Det her handler ikke om dig, men lige nu er det bare din tur til at gå igennem stormen. Hvis du tager uvejret personligt og bliver vred på dig selv, din kæreste eller den manglende hjælp fra oven, misser du pointen. Så er du blind for den ro, der lige nu hviler trygt i kernen på din uro. Så ser du ikke, hvor uskadt du er midt i alt det smadrede.

Og lyder det langhåret, så lad mig gøre det mere konkret: Når jeg spørge dig, hvem du har brug for at række ud efter for at få det, du savner, så kan du altid svare. Når jeg spørger dig, hvad der gør dig glad og giver energi, så begynder du tit at smile, før du svarer. Og når jeg spørger, hvordan du dæmmer op for alt det bullshit, der oversvømmer din hverdag, ser du efter få sekunder helt tørskoet ud. For du har svar. Du plejer endda at have rigtig mange gode svar. Og det overrasker dig altid.

Og dine klare svar gør det mærkbart nemmere for dig at gå igennem børnenes vuggestuepest og natlige hosteanfald. Du bliver også både mere kærlig over for din kæreste og upåvirket af hans korte lunte, nu hvor han samtidig stiger til tops på jobbet, får meget mere ansvar og er mere væk. Selv om det ikke altid føles sådan, og han langtfra altid forstår dig, så har det vigtigste for ham ALTID været at gøre dig glad!

Det er rockerhårdt at gennemleve denne lange fase i familielivet, og gudskelov for de gode og fantastiske stunder, hvor alt giver mening. Hvor du kan mærke din egen og børnenes kærlighed så stærkt i de søvnige minutter i sengen, hvor du læser den samme godnathistorie som 100 gange før og synger den samme sang, og tåren i din øjekrog triller, når du kommer til: sov tyst lille Jumbo, dit lille myr/din nuttede lille rødbede/du bad mig fortælle et eventyr/nu sover du sødt allerede.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *