Ubønhørlig duft af Fanø

IMG_0979

 

Jeg går på skrivekursus. Det handler mest for mig om at komme i gang med et manuskript, jeg har haft liggende i tre år uden at skrive på det. Min tidligere redaktør, Suzette Larsen, fortalte mig, at Chalotte Heje Haase havde startet en række skrivekurser. Jeg meldte mig og har nydt hvert sekund. Jeg sidder nu hver dag og skriver i hånden i min notesbog for at mærke ordenes kraft og blive mig selv. Og har på kort tid fundet mit gamle manuskript frem og kastet mig over det med fornyet ildhu og glæde ved at skrive og redigere. En del af indholdet på kurset er korte skriveøvelser på syv minutter. Følgende tekst er syv minutters skriveøvelse under overskriften: Fortæl om en sommerdag, da du var barn.

 

Mit pis lugter af saltvand, når jeg kommer hjem. Vi er på Fanø med cykel, færge og lang vej hen over den lille ø. Jeg sidder på den glohede, grønne maling på dækket af færgen, der sejler i et stort U, så sejlrenden ikke sander for hurtigt til. Vi ligger på stranden med de andre damer. Jeg graver i sandet. Har frisbee med. Og en bold. Jeg bliver rigtig god til at svømme. En af de hurtigste i klassen måske bortset fra Tommy. Kim tæller ikke, for han er konkurrencesvømmer og har grønt hår. Dagen er lang på Fanø. Under en ubønhørlig sol. Jeg får for meget og bliver solskoldet et eller andet sted. Min mor er soldyrker, så jeg skal også. Det er godt at være brun overalt. Min bror og far dyrker også solen. I dag har jeg det blandet med solen. Sidder i den lige nu og nyder livet med sutsko på. Men dengang på Fanø grinede alle damerne engang. En herre kører på cykel for fuld skrue i strandkanten, mens han glor på de nøgne kvinder og har stådreng på i sadlen. Latteren breder sig som løbeild. Jeg svømmer som en fisk til anden revle. Frygtløs. Min mor lærer mig glæden ved stranden, vandet, solen og friheden på cykel hen over sandet og ud mellem klitterne. Hvor er dagen lang. Og flad. Indtil vi kører forbi det gamle badehotel. Enormt på sit hjørne med hvid facade og duft af ikke så fjern fortid.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *