Parterapi

I min praksis møder jeg vidt forskellige problemstillinger, og hvert eneste par har brug for hjælp,
der imødekommer netop deres behov. Mange siger: ’Det her hører du sikkert tit’, og det gør jeg,
men det er alligevel altid anderledes, når et nyt par træder ind af døren.
Mange fortæller, at det er blevet svært at tale med hinanden uden at komme op at skændes.
Andre skændes meget sjældent, men har helt andre udfordringer. Nogle har lige mødt hinanden
eller kendt hinanden kort og ønsker at komme problemerne i forkøbet. Måske fordi der allerede er
dukket nogle ting op, som bekymrer dem. Andre har kendt hinanden længe og føler, at de sidder
fast i et mønster, ingen af dem føler sig hjemme i. Nogle har små børn og alt, hvad dertil hører af
hårdt arbejde. Nogle har teenagere og børn, der er flyttet hjemmefra. Og så er de stadig flere, der
lever i sammenbragte familier, hvor der kan opstå uenighed om tonen og stilen. Nogle slås med
følelsen af svigt i forbindelse med utroskab og har svært ved at genfinde tilliden.
Mit arbejde består i at hjælpe parrene med at få kontakt til den varme og nærhed, der oftest
findes bag udfordringerne. Lykkes det at få kontakten genetableret, træder problemerne for en tid
i baggrunden, og det er nemmere at lave aftaler om, hvordan man indretter hverdagen og
samlivet, så man passer bedst muligt på sig selv og hinanden.
Jeg hjælper også par med at gennemføre svære brud og skilsmisser så skånsomt som muligt for
alle parter – ikke mindst børnene. Og jeg hjælper tidligere kærester og nuværende deleforældre,
der gerne vil have et mindre konfliktfyldt forhold til hinanden. Jeg har af og til samtaler med folk,
der har firmaer sammen, fordi nogle af udfordringerne ved at have fælles ejerskab omkring en
forretning har mange ligheder med et samliv. Og så har jeg samtaler med voksne søskende eller
voksne børn og deres forældre eller svigerforældre, der gerne vil have et bedre forhold til
hinanden.
Jeg sætter som udgangspunkt 90 minutter af til parterapi, men man kan ved bestilling af tid
nævne, at man ønsker 45, 60 eller 75 minutter. Man skal ikke beslutte sig for et bestemt antal
minutter på forhånd. Vi stopper, når det føles naturligt, og man betaler for den tid, man har været
her. Der kan betales med kort, mobilepay eller kontanter.