Lige nu har jeg det godt – del 9

Hver dag (næsten) skriver jeg her i bloggen lidt fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 9

Søndag 22. august

Klokken er syv, og jeg sidder på altanen efter at have spist morgenmad. Her er stille og overskyet. Jeg er hverken glad eller ked af det, men svagt bekymret for at blive ked af det eller trist. I går aftes gik Catrine i seng klokken ti og spurgte, om hun var kedelig, når hun allerede gik i seng. Jeg sagde: ‘Nej,’ og mente det, og hun spurgte, hvad jeg tænkte. Jeg sagde, at det var en hemmelighed, men, hvad jeg tænkte, var, at jeg er bange for, at hun går tidligt i seng, fordi jeg er kedelig.

Mens jeg spiste morgenmad, tænkte jeg, at jeg muligvis oplever det triste mere tydeligt, fordi jeg elsker Catrine så højt, at det i højere grad udfordrer mit selvværd. Jo større kærlighed, jo mere hul igennem til at mærke præcis, hvor lavt selvværdet er.

Det er ikke mange år siden, jeg havde travlt med at blive voksen og opnå alle de fordele, jeg var sikker på, det ville omfatte. At blive voksen var en slags lottogevinst, der ville få alt til at falde på plads. Men alt falder ikke på plads. Der kommer måske lidt mere ro og afklaring, men også en angst for, at det hele er forbi, inden det for alvor er startet.

Temperaturen og vinden ændrer sig lige nu til det køligere, og der kommer et par dråber på altanens gelænder. Jeg prøver at komme i tanke om noget, jeg tænkte tidligere på morgenen om, at jeg er hård ved mig selv og de to bøger, jeg skriver på. Jeg burde tilbede bøgerne og min kamp med stoffet. Jeg burde være stolt. Nu vælter regnen ned, og naboerne kommer ud i trusser og underbukser for at redde hynderne i altanmøblerne ind. Jeg tager blomsterkasserne af og sætter dem i læ, inden de bliver oversvømmede.

Klokken halv ti begynder jeg at bekymre mig om, hvorvidt læseren af denne bog vil komme til at savne et udviklingsforløb, en komposition med en dramatisk kurve, der topper lige der, hvor jeg for altid slipper mine negative tanker og starter mit ny liv som en lykkelig mand. Jeg ved godt, at det ikke skal bekymre mig. Læseren finder det, læseren kommer efter. Eller noget helt andet og uforudset. læserens projekt er et andet end mit. Bogen er læserens bil, og det afgørende er ikke bilen, men hvor man vil hen, og hvad der sker undervejs. Jeg håber, at det bliver et skelsættende og populært køretøj, en Fiat 500, en Citroën DS, en VW Golf.

Er det kedeligt at læse om mental gåen i ring og et års morgenrutine med at skrive og tænke? Hvem ved? Måske vil netop gentagelsen være en åbenbaring for mange. Måske har andre også et liv, der går i rundkreds uden spændingskurve som en Holywood-film.

 

Mandag 23. august

Dugen på altanbordet er ny og skyr vandet, så nattens regn ligger i store, hvælvede dråber og ligner kviksølv. Jeg kan ikke sætte kaffekoppen, uden at den bliver våd, og jeg vil ikke tømme dugen for vand ud over kanten på altanen eller ned på gulvet, for det vil larme og bryde stilheden. Luften er kølig, og tynde bånd af næsten ubevægelige skyer ligger højt på en klar, blå himmel. Mod øst er der langstrakte, blågrå skyer med omrids af lyserødt og orange fra den lave sol. Skraldemænd torner let med containerne på Fælledvej. Jeg trækker vejret dybt.

Catrines seng er tom, da jeg vågner klokken seks, og det sætter som sædvanlig tnaker om afstand og brud i gang. Hun har ikke kunnet sove og har lagt sig ind i stuen for at læse og sove videre, og jeg vælger ikke at brodere videre på min uro, men i stedet tage det som en påmindelse om ikke at tage hende for givet.

I går sagde hun, at hun var løbet tør for penge i denne måend. Jeg fik dårlig samvittighed over ikke at tilbyde at rette op på det, men det er tidligere endt med, at jeg selv fik underskud, og lige nu sparer jeg op til at tage Asta med til Berlin om et par måneder. Jeg får dårlig samvittighed over at prioritere egne behov.

I aftens konstaterede Catrine, at vi ikke havde været meget sammen i går. Jeg sagde: “Dejligt,” i et forsøg på at være drilsk og ovenpå i situationen, men det kom til at lyde fjendsk. Catrine valgte at overhøre det og forsatte med at fortælle, at hun havde savnet mig. Vi kyssede og krammede. Jeg skal være bedre til at gå mine egne veje og ikke rende rundt i røven på hende.

I går læste jeg lidt i Slip bekymringerne, der indtil nu har været saglig og videnskabelig. Budskabet er: “Tænk poisitvt i stedet for negativt, for undersøgelser viser, at det har gavnlig effekt.” Men så kommer et afsnit, hvor man nærmest bliver truet med at blive syg og dø, hvis man ikke straks kaster sig ud i mindful meditation og tænker positivt. Det er helt forfriskende, at bogen et kort øjeblik bliver småreligiøst manipulerende. Det giver mig en tryg fornemmelse af, at de mennesker, der ønsker at hjælpe mig, i deres forsøg på at række ud er lige så smældende småtossede som mig. At forfatteren ufrivilligt afslører sig selv, er lige så helbredende for mig som hendes råd om, hvad jeg skal gøre.

Nu kravler solen over taget overfor, og himlen er blevet endnu mere blå. Et svagt vemod over afstanden til Catrine sidder i mig, men er der nogen afstand? Og har vi i virkeligheden ikke et et forhold, der er godt ud over det sævanlige? Er afstanden ikke bare noget inde i mig?

Min genbo kommer ud på sin altan og læser. Jeg har lånt ham min ny Stephen King-bog, og han har lånt mig en pose af sine Stephen King-bøger. Folk er ved at vågne, og dagen er ikke længere min alene. Jeg elsker at stå tidligt op og bilde mig ind, at verden er min.

Jeg går i stå. Jeg har skrevet roen frem. Det er ret fedt. Jeg kniber øjnene sammen mod solen. Lysende pletter danser på papiret.

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong> <span style="">