Lige nu har jeg det godt – del 4

Hver dag (næsten) skriver jeg her i bloggen lidt fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 4

Lørdag 7. august (2010)

Jeg sidder på altanen meget tidligt med en kop kaffe og har det godt. Solen skinner svagt gennem et tåget skylag, her er fugtigt og køligt, og tre måger sidder i det fjerne på hver sin skorsten. Mågerne skreg for tredive sekunder siden, men er stille lige nu. I det hele taget er her så stille, at udsugningen på taget kan høres. En fjerde måge lander på tagryggen mellem de tre andre, og sammen siger de yak-yak-yak-yak-yak. Jeg er lidt anspændt over at have det godt og scanner for at mærke, om der er noget, der bekymrer mig. Der må da være noget.

Måske er jeg for meget alene. Har jeg været sammen med nogen, er jeg ikke bekymret. Borset fra de seneste gange med Peter og Bernt. Jeg er bekymret for at være en social krøbling, der ikke kan række ud efter andre. Bekymret for at ende lige så alene som min mor og far. Heldigvis vil bekymringen ikke rigtig hænge ved i dag. Jeg kigger ud over den stille gård og drikker lidt mere kaffe, mens nogle glas et sted i et køkken bliver taget ned fra en hylde og skilt ad.

Jeg vil gerne nyde roen endnu mere og lægger kuglepennen i nogle minutter, så det hele trænger bedre ind. Trækker vejret helt ned i maven og ser en lille blomsterbi suge honning i altankassens blomster. Dejer hovedet mod højret og venstre, så det knækker og knaser i nakken. Måske skal jeg prøve en hel dag at være væk fra mit hjem, min comfort zone. Jeg forsvinder ind i en tilstand af ikke at tænke noget. Dukker op til overfladen igen og tænker tre ting. At jeg skal på toilettet, at jeg skal lave lidt regnskab i firmaet, og at jeg skal ud af hytten indtil klokken fem i eftermiddag.

Tirsdag 10. august

Jeg ved ikke, hvor de sorte tanker kommer fra, men pludselig er de her. Den ene tanke føder den anden, og i næste øjeblik er jeg tynget i knæ. Jeg taler lidt med Catrine om det, og hun kalder det automatiske, negative tanker og siger, at hun høre om fænomenet, da hun gik på pædagogseminariet. Jeg bliver irriteret over at se min unikke, personlige oplevelse reduceret til noget, der undervises i.

Falder min hjerne ufrivilligt i sorte huller? Kører den med vilje ind i blindgyder? Går den bevidst i tomgang og slider på mig med bebrejdelser? Hvorfor foregår selvkritikken lavmælt? Trives selvdestruktion bedst i skjul? Jeg havde forestillet mig mere drama.

I går kom Catrine hjem fra ferien hos sine forældre, og det var skønt, selv om vi skal bruge en dag på at finde hinanden, når vi har været adskilt. Til aftensmaden drak vi en flaske rødvin, og jeg tænkte, at nu ville jeg få problemer med potensen. Sådan noget skal man ikke tænke. Bagefter følte jeg mig som en dårlig elsker og prøvede at skjule det ved at lade være med at tale omm det. Den strategi duede ikke, for jeg blev vækket klokken et i nat af en angst, der fortalte mig, at jeg er Catrine underlegen, og at hun sover med ryggen til mig, fordi hun ikke får noget ud af samværet, når jeg er trist og defensiv. Angsten sagde, at de indre tilstande får mig til at rulle mig sammen og stikke som et pindsvin. Og at jeg bliver enten distanceret eller anstrengt positiv for at skjule min sorg og usikkerhed.

Mens hun var på ferie, glemte jeg helt, hvor hårdt det kan være at være sammen, når jeg slås med noget, der kører af sig selv i mit hoved. Tænk at være så udfordret af stor kærlighed. Det er til at tude over, men jeg må se positivt på det. Se, at det er med til at udvikle mig. At jeg for alvor får lejlighed til at kigge på den mere sårbare del af min person. Jeg kan næsten ikke vente på at danne sårskorpe og ny hud, så jeg kan føle mig mere stærk.

Jeg sidder på altanen med en kop kaffe efter morgenmaden. Himlen er stort set skyfri, og solen er lige stået op over baguset. Jeg tager sweatshirten af, og min forfængelighed nyder et kort øjeblik, at jeg er veltrænet og solbrændt i min ærmeløse, hvide t-shirt, men så slår den indre dommer til og bemærker, at jeg har utjekkede uldsokker på og vildt morgenhår. Jeg skubber dommeren væk, trækker vejret og nyder nuet med lukkede øjne og rolig vejrtrækning.

I nat tænkte jeg på, at jeg skal over til drengene i Jylland og ligge i bivuak med dem og resten af deres skole her i weekenden. Jeg skal leve mig ind i drengenes verden og se deres kammerater og forældre. Jeg frygter at møde reserverthed og at føle mig alene, men hvad regner jeg med? At de falder på maven og siger: “Hej københavner, vi ser dig ikke så tit, men du er virkelig velkommen. Kom herover og sid med os og lav snobrød, så skal vi rigtig være venner.”

Jeg ender nok med at føle mig alene og smile for bredt til mennesker, jeg ikke kender. Og af og til må jeg gå ned på stranden og sukke og kigge ud over vandet. På en hjemmeside om depression kan jeg læse, at negative tanker omkring aktuelle eller fremtidige relationer karakteriserer den deprimerede. Er jeg deprimeret? Har jeg en depression? Eller er det bare sådan at være dansker og nedsænket i mørke halvdelen af året?

Det bliver helt sikkert hyggeligt at bygge bivuak og bo i den. Jeg skal bare ikke have for høje forventninger til, at alting falder i hak. Verden er ikke skabt med det formål at gøre mig glad. Det er mit eget ansvar.

Telefonen ringer. Det er Rasmus, der har hørt, at jeg vil ringe til ham på første skoledag i tredje klasse. Simon snakker jeg også med. Han har første dag i første klasse. Nogle gange ved jeg ikke helt, hvad jeg skal tale med min sønner om, men jeg vil vildt gerne tale med dem. Jeg frygter det øjeblik, hvor jeg ikke længere ved, hvad jeg skal sige og bliver tavs, og de så siger: “Nå, men farvel.” Når det sker, føler jeg mig som verdens mest ubehjælpelige person, der ikke kan finde ud af at holde en samtale kørende. Men vi er jo drenge alle tre, så det er vel ikke så underligt, at der af og til mangler ord, selv om der ikke er mangel på stor, gensidig kærlighed.

Slap af, luk øjnene, træk vejret roligt ned i maven og ånd langsomt ud. Åh, det virker. Slap af i hele ansigtet og kæben, mens du trækker vejret, lukker øjnene og tømmer sindet for tanker. Ah, det virker. Huden i ansigtet slapper af og slipper det anspændte og furede. Nu er jeg godt tilpas og tilfreds. Jeg må huske at skrive dagbog hver dag og få hold på de sorte tanker, så de ikke står i vejen for den guddommelige mening med mit liv. Måske er kampen i sig selv det guddommelige.

Midt i at sidde og rode med at finde nøglen til det hele, får jeg dårlig samvittighed over for min thriller, fordi det er langt sjovere at skrive det, jeg skriver lige nu. Det er sjovt nok både lettere og mere lystfyldt at skrive om mine negative tanker. Jeg går ind og kysser Catrine, som sover længe, og jeg bliver bekymret for, om hun hellere vil være tilbage i Nordjylland, køre til stranden og gå i vandet end at være sammen med mig. Noget vredt i mig springer op og råber: “Hold nu op med al den bekymring og selvnedvurdering. Måske bliver hun engang om hundrede år træt af dig, men stop det klynkeri. Træk du bare vejret dybt og roligt og hold det, til du kradser af, hvis du virkelig mener, at livet er så surt.”

Nu er blomsterfluen der igen. Den suger nektar i blomsterne i altankassen. Der er noget, jeg ikke forstår. Når jeg elsker min kæreste vildt, hvorfor bliver jeg så irriteret på hende? Er det fordi, jeg synes, at jeg har brug for hende, mens hun godt kan undvære mig? Er det angsten for at miste hende? Gør min usikkerhed mig irriteret? Er det, fordi hun er let, og jeg er tung? Er det, fordi jeg føler afstand? Jeg forstår godt, at hun lægger afstand, når hun bliver mødt med irritation fra den, hun elsker. Er det, fordi hun har venner og familie, og jeg har meget lidt af begge dele? Er det, fordi jeg har været en forkælet møgunge, som fik lov til at bestemme for meget over min mor? Og prøver jeg nu at få samme magt over Catrine? Er min irritation et barnligt ønske om at få hende ti at makke ret og tage sig af mig? Skal jeg være taknemmelig for, at det ikke lykkes? Er min irritation og nedtrykthed modstand mod at åbne øjnene og se livet, som det er?

Måske prøver jeg at lave symbiose, fordi det var sådan, jeg levede med min mor. Måske prøver jeg, selv om symbiose ikke er sundt for mig. Og mens jeg øver mig i at være både forbundet med og adskilt fra Catrine, smerter hendes selvstændighed mig, fordi den spejler en del af mig, som trænger til at udvikle sig og være mere voksen, både når vi er sammen og hver for sig.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *