Lige nu har jeg det godt – del 21

Jeg skriver for tiden uddrag her i bloggen fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst.

Lige nu har jeg det godt – del 20

Lørdag 2. oktober

Det er lørdag aften, Catrine er hos en veninde, og det er rart at være alene. Vi har været på en dejlig tur til Sverige og spadseret en lang tur på stranden ved Falsterbo. Bernt har inviteret mig ud på en stille drink, og det er fristende, men mine ben er stadig ømme og overtrænede, og jeg nyder at være hjemme og skulle skrive lidt på romanen. Lige før jeg skal til at skrive, kommer tyngden. Jeg forberedte mig ellers til en aften med gyseren med en god eftermiddagslur, men så var der lige to fodboldkampe og lidt nyheder i tv, og nu er det mørkt, og er det ikke blevet lidt for sent?

Tyngden var der også natten til i dag. Bekymringer om økonomi, fremtid, forhold og mine talenter som forfatter. Det hamrede løs, og jeg kunne hverken forsvare mig eller holde det væk. Heller ikke lige før da jeg skulle til at skrive. Men så letter det at skrive her i dagbogen og at ryge en halv cigaret. Bernt efterlod en pakke smøger, da vi forleden så FCK banke Panathinaikos i Champions League. Jeg åbner et par vinduer, så her ikke bliver røget. Jeg bliver svimmel. Godt, at jeg ikke ryger længere. Jeg tænder et par stearinlys, sætter musik på og slukker smøgen. Om lidt lukker jeg også vinduerne. Jeg tror, jeg er parat til thrilleren.

Fredag 8. oktober

Jeg burde skrive dagbog hver dag, for det letter. I går var jeg muggen fra morgenstunden i totalt gråvejr med regn. Både Catrine og jeg er småsyge og hoster. Jeg går og raser indvendigt over vores økonomi. Jeg knokler som en spasser for at holde os på banen. Jeg må fokusere på det positive. At hun for eksempel er utroligt glad, tager ansvar for alt muligt andet i vores liv og er kærlig over for børnene. At hun køber ind i det omfang, hun har penge til overs.

Jeg har en voldsom trang til at råbe mine frustrationer ud, men lader være, fordi jeg er bange for, at hun vil føle sig bebrejdet. Jeg kunne også sælge min dyre andelsbolig og købe en mindre og billigere, så vi ikke skulle betale en formue hver måned, men jeg elsker jo dette sted, hvor jeg både kan bo og arbejde, og der både er plads til os og mine tre børn. Burde jeg ikke strutte af stolthed over, at jeg får det hele til at hænge sammen? Hund og hest og børn og bil og firma og forlovelse.

Det letter at skrive. Styrken og lysten til at hænge i kommer tilbage. Det nytter ikke at blive irriteret. Hvis jeg savner noget, må jeg bede om det eller fokusere på mig selv og mit liv. Jeg slipper ikke for kriser i mit liv, og det er bedst at bruge frustrationen kreativt ved for eksempel at skrive endnu mere.

Søndag 10. oktober

Enormt raseri i min krop. Det har luret hele morgenen og er sikkert sorg. Jeg var til fødselsdagsfest hos Peter i går, og måske har alkoholen rystet noget løs. Udenfor er det fuldkommen tåget. Jeg har siddet på altanen i støvler og skijakke og lukket øjnene og mediteret til lydene fra fuglene i gården. Det var dejligt, men koldt for fingrene, selv om der ingen vind er i dag.

Hvorfor raseri og sorg? Er det thrilleren? Er det Catrine, Peter og hans fest eller mine drenge? Hvad er der galt? Drengene savner jeg som sædvanligt så meget, at jeg bliver handlingslammet, når de endelig er her i nogle få dage. Jeg har svært ved bare at være mig selv. Jeg får hvad-skal-vi-lave panikanfald og er bange for, at de keder sig. At deres barndoms besøg hos deres far ender som en erindring om, at der ikke skete en skidt, men at de sad og hang foran tv eller computer.

Hvad angår Peter, husker jeg dengang, han og jeg var chefredaktører på det meget anerkendte og nu lukkede Månedsbladet Press. Jeg husker særligt en sommerreception i H.C. Ørstedsparken, hvor jeg oplevede ham som et populært og naturligt midtpunkt og mig selv som hans hjælper. Jeg misundte ham hans naturlige lederevner, og jeg var flov over min misundelse.

I går havde jeg igen følelsen af at være hægtet af, selv om det var hans fødselsdag, og jeg bare burde glæde mig uforbeholdent på hans vegne. Han er på vej til sin næste bogsucces og har en flok venner og samarbejdspartnere omkring sig. Jeg misunder ham stadig hans evne til at samle folk omkring sig. Han opfordrede mig enddag til at være med i det ny projekt, men jeg afslog, fordi jeg er allergisk over for samarbejde. Jeg vil selv.

Jeg føler mig mindre værd end ham. Hvor åndssvagt. Jeg har jo mine egne kvaliteter. Det er ikke til glæde for nogen, at jeg føler mig mindre.

Alt går i stå for mig lige nu. Jeg vil gerne kæmpe imod, men må overgive mig til naturkræfterne. De negative tanker hamrer mod mit sølle skrog. Jeg er et skib med motorstop i en storm. Berøvet motorkraften kan jeg ikke dreje op mod vinden, og bølger og dønninger vælter ind fra siden og truer med at vippe skibet rundt. Jeg må ud af lejligheden.

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *