Lige nu har jeg det godt – del 19

IMG_1754

“Det er godt med en mur, man kan græde over ikke at kunne komme igennem. Man kan støtte sig til den, inden man får kræfter til at slå hul i den.”

 

Jeg skriver for tiden uddrag her i bloggen fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2017 og på vej ud af den mørke del af året, og jeg mærker stadig min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved så tit som muligt at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 19

Torsdag 16. september

De negative tanker bider sig ikke fast, og det overrasker mig stadig, at jeg kan have dem, uden at de tynger. At jeg kan betragte tankerne som noget, der piler rundt uden for min indflydelse, og at jeg ikke behøver at tage mig af dem. Ud over naturligvis at holde lidt afstand. Til morgen har jeg især kæmpet med at holde afstand til tanker om, at jeg aldrig bliver færdig med thrilleren. Jeg mødte en kvinde i går, som jeg ikke har set i tre år, og hun spurgte, hvordan det gik med min krimi. Er jeg ud over at være en snegl også en selvbedrager med et evighedsprojekt?

“Det kan for helvede ikke være meningen, at jeg skal skrive den bog, når der er så megen modstand på,” sprutter pessimisten.

“Det gør alt andet lettere og lysere, at noget er svært og tung,” svarer optimisten og fortsætter: “Det er godt med en mur, man kan græde over ikke at kunne komme igennem. Man kan støtte sig til den, inden man får kræfter til at slå hul i den.”

Fagfolk kalder det ruminationer. Tanker, man ikke kan slippe og hele tiden går og ruger over. Jeg tænker på den afstand, jeg ofte føler til Catrine. Tanken om afstand kører endeløst gennem hjernen som en bedekæde i en rynket hånd. Og det er mig selv, der skaber afstanden, for Catrine gør ikke andet end at komme mig i møde. Jo, selvføgelig trækker hun sig, når jeg bliver for meget, eller når hun har behov. Jeg prøver at bryde disse evindelige tanker om, at jeg ikke får, hvad jeg fortjener. Ofte trækker jeg mig væk fra hende for at se, om hun søger mig. Hvis det ikke sker, er det ifølge min logik en bekræftelse af, at hun er træt af mig og snart forlader mig.

“Tænk positivt om jeres kærlighed,” siger optimisten. “Hun vil dig jo gerne og elsker dig højt. Tager du ikke imod?”

“Det trænger ikke rigtigt ind,” siger pessimismen. “Der går et øjeblik, og så vil mere have mere.”

 

Fredag 17. september

Juhu, jeg skriver på thrilleren og har været i gang i en halv time. Jeg skulle bare lige herud på altanen med en kop kaffe og se på himlen og mærke solen. I går fløj tiden af sted, mens jeg flyttede rundt på kapitler i thrilleren. Det var ikke så tungt.

Jeg skal snart til Berlin med Asta, og min første tanke er, at vi styrter ned med flyet. Vil jeg skrige og protestere hele vejen ned? Vil jeg være rolig og fattet? Vil Asta overleve? Vil jeg? Vil jeg være et forvredet brandsår resten af mit liv?

Det er aften, jeg lufter hunden og ser stearinlys i vinduerne rundt omkring. Er vi romantiske nok, Catrine og jeg? Er jeg røvkedelig, når jeg ikke skal til fest på en fredag? Da jeg var ung, gik jeg forbi caféerne og tænkte, at jeg som ældre ville være mere selvstikker og turde gå ind og sætte mig, falde i snak med folk og leve livet. Nu kigger jeg ind i caféerne og tænker, at hvis jeg var yngre, ville jeg have mod til at gå ind og sætte mig, falde i snak med folk og leve livet.

Da jeg kommer tilbage til lejligheden, tænker jeg, at vi burde have mere vild, uhæmmet, rolig, varm og kærlig beep, og at vi lever som bedstefar og bedstemor og går tidligt i seng med hunden. Jeg synes, at jeg er kedelig, når jeg ikke brænder af initiativ og vild og ubændig trang til at forføre. Men hvordan kan jeg føle mig kedelig, når Catrine tidligere på aftenen har fortalt mig, at jeg er verdens dejligste kæreste?

 

 

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *