Lige nu har jeg det godt – del 17

Jeg skriver for tiden uddrag her i bloggen fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 17

Onsdag 8. september

Ah, varme efterårssol, endelig står du op. Forrevne totter af sky hopper hurtigt hen over hustagene, mens gennemsigtige, brede penselstrøg af sky står næsten ubevægeligt højt oppe. Vindstød kaster planterne i altankasserne, persillen og mit pandehår frem og tilbage. Så er der stille nogle sekunder, og så blæser det igen. Altandørene svinger, og gardinerne blafrer inde i lejligheden.

Jeg har det godt. I går var jeg med Bernt til landskamp i Parken og ude at spise, drikke kaffe og øl fire forskellige steder på Sankt Hans Torv som optakt til kampen. Han glæder sig over, at jeg har optur. Selv er han underdrejet med kæresten og deres forsøg på at finde sammen eller forlade hinanden for alvor.

Jeg fortalte ham, hvordan mit humørniveau er hævet, fordi jeg hver dag skriver om, hvordan jeg har det, og løbende holder øje med de sorte tanker. Han fortæller en del om situationen med kæresten, og jeg er bedre, end jeg plejer, til ikke at gå for meget ind i det, men at lade ham have det, som han har det. Jeg deltager lidt, men bliver i mig selv.

Selv om jeg har det godt, kan den tunge stemning springe på mig når som helst. Jeg skal ind at kaste mig over thrilleren om lidt, og jeg tænker, at det er en kedelig og lidt sur pligt. Den tanke skal ændres, men der er lige tre-fire andre ting, jeg skal nå først. For eksempel at lægge kuglepennen fra mig og at praktisere fravær af tanker og følelser i et par mniutter.

Jeg har skrevet et svar i min brevkasse til en kvinde, som ikke længere tror, at mænd ønsker et varigt forhold til hende. Hun ved ikke, hvordan hun får håbet tilbage. Mit svar til hende kunne jeg have skrevet til mig selv.

“Du stopper det selv. Du er den eneste, der kan, selv om du frygter, at du ikke kan. Det er kun dig, der kan vende den negative formodning til noget positivt. Du er dybest set alene om at insistere på, at du kan, vil og tør. Det er rart med støtte fra venner, men det går ikke længere at lægge ansvaret uden for dig selv i et formodet tusmørke, du ikke tror, du kan kaste lys over. Ingen kan spå eller forudse deres skæbne – ud over dem, der har opgivet at flytte sig, og ikke engang de kan vide sig sikre.

Hvis du vil lykkes, skal det nok lykkes. Dag for dag at tro på heldet og mærke glæden over, at du tør tro på dig selv og dermed bliver et levende håb og en hån over for de indre stemmer, der beder dig give op over for overmagten og dine manglende evner.

Du må begynde at leve livet i stedet for at spørge, hvornår det starter. Livet har været i gang længe, og alt for mange af dine tanker omkring livet er med til at få livet til at skrumpe ind og blive til ikke-liv, ikke-leven.

Du er nødt til at tage ansvar for dit liv på en ny måde. Vedkende dig besværet, uroen, frygten og længslen. Og gøre noget ved det, du kan ændre. Og lade være med at forløfte dig på det, du ikke kan rykke rundt med. Og øve dig i at se forskel på det, du har indflydelse på, og det du må flyde udenom eller igennem for ikke at gå på grund.

Du må begynde at klamre dig til håbet og troen og lyset i stedet for at blive ved med at satse på bekymringen og de sorte forvarsler om en skæbne, der ender ilde.

Du må tro på, at livet rummer noget godt og varigt for dig hver eneste dag i stedet for at accpetere den løbende hjernevask, der hvisker dig løgne i øret om din kroniske fiasko og snarlige undergang.

Din bekymring får alle og alting til at visne og blive til aske i nærheden af dig. Du kan vælge at tro på, at du kan ædre dit liv og dine muligheder til noget bedre. eller du kan vælge at blive ved at junke dig med livsløgnen om, at alting er tabt.

Jeg synes, at du skal vælge livet. Og selv om du indimellem føler, at du er ved at dø, og at det kan stå på i flere timer eller dage ad gangen, betyder det ikke, at du ikke har valgt livet.”

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *