Lige nu har jeg det godt – del 16

Lige nu har jeg det godt – del 16

Jeg skriver for tiden uddrag her i bloggen fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 16

Søndag 5. september (2010)

Klokken er lidt over seks, og månen er en tynd, afklippet negl på en lyseblå himmel. Bag de fjerneste huse i baggåden er himlen gullig og vidner om, at det bliver solskin i dag. Jeg vågnede for lidt siden fuld af sorte tanker lige under overfladen, men de popper ikke op på grund af det indøvede forsvar. Jeg inviterer dem lidt tættere på ved at spørge, hvem de er. En af tankerne handler om, at jeg for en time siden vågnede alen i sengen og følte mig forladt og gik på toilettet og sagde hej til Catrine, som lå i sofaen i stuen og læste og lige havde lagt sig og ville komme tilbage i sengen “lige om lidt”. Da jeg vågnede en time senere, var hun ikke kommet tilbage. Jeg lukkede døren til stuen, så hun ikke skulle blive forstyrret af, at jeg stod op og lavede kaffe. Måske også for at skubbe hende lidt væk i skuffelse over, at hun kom i seng. Men hvorfor tager jeg det så personligt?

Det var bare én af de negative tanker. Jeg ligger i sengen og har det godt med at beredskabet fungerer, og at jeg kan slækkke lidt på det for at få en status over, hvordan listen med negative hits ser ud:

1) Min kæreste er på vej væk. 2) Min kæreste synes, jeg er kedelig. 3) Jeg synes selv, jeg er kedelig. 4 Mit hår er ved at at falde af. 5) Mine rynker ligner min afdøde farmors. 6) Jeg bliver aldrig færdig med den thriller. 7) Jeg kan kun finde ud af at skrive starten på thrilleren om og om igen. 8) Jeg kan hverken skabe spænding eller plot. 9) Jeg vil tjene penge og være berømt, fordi intet andet spiller for mig. 10) Jeg er ensom. Og ugens bobler: Jeg gemmer mig for livet, mens jeg skriver.

I forgårs var der et indlæg om ensomhed i min brevkasse på nettet, og jeg svarede, at jeg genkendte følelsen og følte mig ikke-ensom, mens jeg læste vedkommendes beskrivelse af ensomhed. Så kom et indlæg fra en bruger, som nærmeste var chokeret og vred over emnet ensomhed og skrev, at det er en frygtelig følelse, som handler om, at man er blevet udsat for svigt. Jeg blev irriteret og fik lyst til at gå i rette med personen, men gjorde det ikke og tænkte, at en anden måtte gøre det. Heldigvis var der en, som skrev, at han havde læst det første indlæg og var helt vild med beskrivelsen af ensomhed.

I går var vi i Gilleleje for at gå på stranden og for at spise frokost. Bagefter kørte vi til Heather Hill ved Rågeleje og gik en tur på stranden dér. Jeg badede, og vandet var overraskende lunt, selv om badesæsonen er slut. Jeg tog en god svømmetur frem og tilbage og var lutter smil og glæde, da jeg kom op af vandet.

På turen hjem kørte jeg for langt i en rundkørsel og måtte køre en ekstra omgang. Da jeg kom til den rigtige frakørsel, kom jeg igen til at køre for langt, og Catrine sagde: “Nu gjorde du det igen,” hvortil jeg svarede: “Det er, fordi du er med.” Catrine spurgte spydigt, og det var hendes skyld, at jeg kørte forkert, og jeg svarede, at det ikke havde noget med hende personligt at gøre. Hun holdt fast og sagde: “Det må da have noget med mig at gøre, når du siger, at det er fordi, jeg er med.” Så hævede jeg stemmen og sagde, at det ikke havde noget med hende at gøre, og hvis hun ville kende årsagen, var hun velkommen til at spørge. Det gjorde hun ikke, og jeg var forbandet over, at jeg ikke straks sagde, at det irriterer mig, at hun påtalte, at jeg kørte forkert.

Sagen er, at jeg ofte i selskab med andre forsvinder ind i mig selv. Det sker umærkeligt, og pludselig opdager jeg, at jeg føler, jeg bare er til for den anden, som hverken lytter eller ser mig og mine behov. Derefter trækker jeg mig skuffet længere væk og bliver uopmærksom på, hvor jeg for eksempel kører, fordi den anden jo ‘bestemmer’. Det har intet med Catrine at gøre, ud over at jeg ofte spiller spillet med hende og ender med at blive irritabel og offeragtig.

Så sad vi i en let anspændt stemning på resten af turen. Da vi kom hjem og skulle parkere, bankede Catrine på vinduet med fingeren og sagde: “Der!” Fordi hun fik øje på en plads. Jeg blev irriteret over at føle mig kommanderet med, og da jeg satte bilen i bakgear for at parallelparkere, kunne jeg ikke lade være at sige: “Kan du ikke banke på ruden igen, når vi er ved at være der?” Reaktionen kom straks: “Brød du dig ikke om, at jeg bankede på ruden?” Jeg løj og sagde: “Nej, det var da lige meget.”

Da vi tidligere på dagen sad udenfor i solen på en restaurant i Gilleleje og spiste frokost, hviskede Catrine: “Jeg håber aldrig, vi ender sådan,” og nikkede mod bordet bag mig, hvor der sad et par med en datter på omkring fire og et spædbarn i barnevogn. Da parret ankom, havde Catrine bemærket, at kvinden lidt kontant sagde: “Her sætter jeg mig,” i stedet for at spørge ham, om det var okay. Vi var enige om, at den hårde tone handlede om, at de var helt smadrede af at have et spædbarn, og at hun beskyttede sig selv ved at overtage styringen. Jeg synes, at Catrines banken på ruden var udtryk for præcis den samme tendens til styring.

Jeg kommer i tanke om flere negative hits: 11) Jeg savner mine børn. 12) Hvorfor er jeg ikke bedre til at holde sammen på min familie? 13) Mine børn gider mig ikke. 14) Mine børn kan bedre lidt deres mødre. 15) Jeg elsker mig selv højere end mine børn. 16) Jeg fortæller kun om mine børn for at pudse min glorie. 17) Jeg er en dårlig far. 18) Røvkedelige stodder. 19) Kan jeg ikke finde på noget bedre end at sidde og skrive? 20) Hvorfor tjener jeg ikke en masse penge, så jeg kan købe en stor bil?

Tirsdag 7. september

Morgenen minder om solopgang over en amerikansk prærie. Højt på himlen står store, stillestående skyer i mange kulører. I nat havde jeg mareridt. Catrine og jeg var ude et sted, hvor en mand skulle fortælle om et landskab. Han flirtede med hende og kiggede vildt på hendes nakke og hals. Det begyndte at regne, og jeg løb i forvejen tilbage til bilen, mens de slentrede, talte og grinede. Jeg glødede af jalousi, kom til at sætte bilen i bakgear og kørte gennem en hæk ned i en lille, nedlagt og indhegnet køkkenhave. Catrine hvinede: “Arj, Martin, det var ikke særligt maskulint.” Så sad vi der og kunne ikke komme ud uden at smadre bilens snude og undervogn ved at køre op over den høje kant. Jeg var spærret inde i raseri over den dobbelte ydmygelse – min fejl og hendes hån.

Da jeg vågnede, kom sorte tanker drivende. Jeg undersøgte dem og sendte dem væk igen. På et tidspunkt kom også en tristhed, som jeg blidt skubbede væk. Det var overraskende let. Jeg skubbede bare, og så et indre billede af en lille, gulgrå sky, der blev til en hvid.

Det er småkoldt. Solen står stradigt senere op, men jeg sidder også og trækker tiden ud, så jeg ikke skal ind at skrive på thrilleren, som hverken er spændende eller uhyggelig, men bare et skalkeskjul for at skrive om mig selv. Og denne dagbog er opstået, fordi jeg kan regne ud, at der ikke er plads til mig selv i en thriller, folk gider læse. Folk vil underholdes. Jeg vil selv underholdes. Ingen gider høre om mine personlige anfægtelser, og de aner i øvrigt ikke, hvad ‘anfægtelser’ betyder. Det er bare sådan et fisefornemt ord, jeg kan joglere med, mens folk tænker: Hvorherrebevares. Han kan ikke lide sig selv, og alligevel sidder han og blærer sig.

Da jeg var i tyverne, sagde en kæreste, at jeg var sådan en, der kunne finde på at begå selvmord. Det ramte hårdt, og det passer jo ikke, for jeg er alt for selvoptaget til ikke at ville have det hele med. Også selv om jeg skal brokke mig, til jeg kradser af. Solen kommer om lidt. Jeg glemmer helt at nyde nuet og den fantastiske himmel. Tre fly er på vingerne højt oppe. De har været tidligt oppe, dem der sidder i maskinerne. Ofte forestiller jg mig, at et fly eksploderer, mens jeg ser det. Leder jeg efter noget at spejle min indre følelse af katastrofe i?

Min trøje bliver ramt af genskin fra nogle vinduer. Solen står op, forsvinder i en sky og kommer igen. Jeg skriver et kapitel på thrilleren færdigt. Solens stråler rammer mig i hovedet. Jeg glæder mig, til strålerne kommer ned til mine kolde hænder. Kirkeklokken slår otte slag og begynder at bimle løs sammen med en anden kirke. En hveps prøver at flyve ind under et stykke stribet dug, der hænger hen over en sammenklappet stol. Hvorfor? Er der marmelade på ryglænet? Dugen? Kirkeklokken stopper, jeg nyser to gange og vifter hvepsen væk med håndryggen. Jeg har en irriterende følelse af, at Catrine skylder mig noget, og at jeg med god ret kan være både fortørnet og reserveret. Måske er det meget menneskeligt at synes, at man har noget til gode, men det står jo i vejen for det personlige ansvar for at bede om det, man savner. Og ikke mindst tage det selv.

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *