Lige nu har jeg det godt – del 14

Jeg skriver for tiden uddrag her i bloggen fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 14

Tirsdag 31. august (2010)

Himlen er knaldende blå, og den opstigende sol er endnu ikke fri af tagryggen på huset overfor, men dens stråler farver toppen af husfacaderne i Elmegade selvlysende orange. Ah, storhed. Jeg kan sige godmorgen til Catrine uden at føle mig i underskud. Jeg stikker hovedet inden for hos Asta og siger, at klokken er kvart i syv og spørger, hvornår hun skal op.

Jeg trækker vejret dybt og kigger tilfreds ud over gården. Jeg har fat i noget stort her, selv om jeg vågnede ved sekstiden af en drøm, jeg havde haft før. Jeg er i en skoleklasse, timen er slut, jeg er ikke blevet færdig med mine opgaver og har ikke styr på, hvor og hvornår vi har næste time. Jeg er ikke helt med i samtalerne og det sociale samvær, og det gør mig stresset og frusteret.

Nå, ved nærmere eftertanke har jeg alligevel ikke fat i noget stort. Jeg spørger Catrine til en ansøgning om praktiskplads, hun har været rundt at dele ud. Hun fortæller, at hun er slået ud af den negative respons, hun har fået af mange af dem, der skulle tage imod ansøgning. Derefter fortæller hun detaljeret om et møde med socialforvaltningen med det resutalt, at jeg får for meget, men ikke kan finde ud af at sige fra. Jeg bliver irriteret. Asta er stadig muggen fra dagen forinden og tager bare morgenmad og forsvinder ind på sit værelse. “Der var jo ikke nogen,” svarer hun, da jeg spørger, hvorfor hun sidder på sit værelse og spiser. Jeg siger, at vi sidder på altanen.

Catrine taler videre om en veninde, der gerne vil have hende med ud at rejse, og siger, at det har været svært at gøre det klart for veninden, at Catrine ikke har råd, selv om veninden har fundet en gratis lejlighed. Catrine siger, at hun har lyst til at rejse med mig, når hun får råd. Jeg får på fornemmelsen, at hun kun signalerer mådehold, fordi hun ved, at jeg er ved at koge over på grund af vores skrabede økonomi. Jeg er frustreret over, at det har stået på i flere år. Jeg prøver at styre mig. Det gavner ikke, at jeg flipper. Det bedste er at støtte hende, men indimellem får jeg lyst til at sprænge alt i luften.

Catrine fortæller om en anden veninde, der har købt en større bil til deres familie, en VW Touran. Hun synes, at bilen er super. Jeg har svært ved at høre det som andet end sådan-en-skal-vi-også-have, men koncenterer mig om, at hun har lov til at drømme om noget, vi ikke har råd til. Jeg kan ikke helt styre mig og siger, at jeg har prøvet at køre i en enkelt Touran, hvor der var vildt meget motorstøj i kabinen, og forudsigeligt nok siger hun, at det synes hun ikke, at der er.

En lidt for lang samtale om penge, forbrug og fremtid, og mit humør er på nulpunktet. Hvad er det egentlig, jeg skal til formiddag? Jeg burde sidde på altanen og slappe af og slikke sol i det fantastiske vejr. Jeg siger til Catrine, at jeg har svært ved at give mig selv lov til at slappe af. Hun er sød og siger, at jeg er så arbejdsom og fortjener at nyde at sidde i solen. Jeg har en konstant følelse af, at der er noget, jeg ikke har fået gjort. Som i drømmen. Hvorfor er der altid noget, jeg bør gøre? Er det min mor, jeg skal redde? Arbejdede jeg allerede som barn på en kur, der kunne gøre hende mere glad og hel, mens hun knoklede for at at gøre mig tryg?

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *