Lige nu har jeg det godt – del 12

Jeg skriver for tiden uddrag her i bloggen fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 12

Lørdag 28. august (2010)

Jeg sidder med strithår og uldne strømper i morgensolen og skinner. Jeg ville have skrevet ’skriver’, men ’skinner’ er en god fortalelse. Jeg stod op med Rasmus og spiste morgenmad. Nu spiller han Playstation. Simon er lige stået op, har fået en knuser og siger, at han vil vente med at spise. Da jeg lå i sengen og skulle sove i går aftes, havde jeg en følelse af ro, selv om Catrine er i Sverige, og hendes fravær altid skaber et uroligt beredskab i mig. Men ikke nu. Her er bare ro.

Da drengene kom i går, var jeg lidt i ubalance, fordi jeg synes, at jeg skal gøre noget særligt eller være noget særligt for dem. Jeg tænkte: Hvad med bare at være dig selv i stedet for at skulle præstere noget? Også til morgen skal jeg gøre noget specielt for drengene, og det skaber en lammelse i mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg beslutter mig for ikke at ligge under for det. Jeg vil ud på altanen og skrive og være mig selv og ikke en elektrisk legeonkel, som drives rundt af indre dæmoner.

Jeg hjælper Simon med at komme på nettet, fordi Asta har hevet netledningen ud og glemt at sætte den i igen. Han skal spille en VM-fodboldsang for mig på YouTube. Jeg synes, jeg skal være sammen med drengene hele tiden, fordi de kun er her i ganske få dage hver anden weekend. Skyldes noget af min tristhed, at de flyttede til Jylland, og at vores liv sammen blev skåret ned til et minimum?

Der er et flot fænomen på himlen, hvor der på grund af tæt dis skabes to lysende prikker og tilhørende regnbuelignende streger til højre og venstre for solen. Det ser ud, som om der er tre sole.

Der er masser at klienter i min praksis, og det er atter lykkedes at tjene tilstrækkeligt til at udbetale løn til mig selv i denne måned. I januar, februar, marts og april slog finanskrisen til, og i den værste uge var der to eller tre aftaler. Jeg fik et chok og tænkte, at det var slut med at være terapeut, og at jeg måtte sælge lejligheden og flytte i noget mindre.

Chokket lammede mig i flere måneder, og jeg spekulerede som en gal over, hvordan jeg skulle komme ud af dødvandet. På et tidspunkt skrev jeg til nogle FOF-afdelinger, hvor jeg plejer at holde foredrag og foreslog et nyt foredrag, som hed Sådan kommer du ud af krisen. Det skulle handle om, hvorrdan man undgår krise i forholdet, selv om der er krise i økonomien. ingen ville købe foredraget, og jeg måtte finde på noget andet. Til sidst satte jeg mine priser på rådgivning ned og begyndte at være virkelig aktiv i min brevkasse.

Meget langsomt kom der lidt flere klienter for hver uge. Hver gang jeg lavede en ny aftale, fortalte jeg det til Catrine, og så jublede vi begge. Arbejdsglæden kom tilbage, og jeg holdt helt op med at være irriteret på klienterne, som jeg nogle gange blev det, da der var for mange af dem. Jeg var dybt taknemmelig, hver gang der bare kom én.

I går havde jeg besøg af en kvinde i dyb krise med en massiv følelse af, at hendes liv var domineret af tab og svigt. Hun beskrev sig selv i to mails, før hun kom, og jeg mærkede et stort ønske om at hjælpe hende, men også en bekymring for, om det ville lykkes. Hun kom og var i voldsom smerte, men vi stod det igennem sammen, og da hun skulle gå, kiggede hun direkte på mig og spurge: “Får du det også selv bedre af at høre folk fortælle om deres smerte?” “Ja,” svarede jeg og fortalte, at jeg af og til føler, at det er mig, der skylder klienter noget. Jeg sagde, at hun er den første, der nogensinde har spurgt om netop det, og at folk oftere spørger: “Bliver du aldrig træt af at høre på alt folks lort?” hvilket altid føles som mangel på respekt, selv om det er venligt ment. Bagefter var jeg rørt over hendes klarsyn. Midt i sin smerte kunne hun se, at hendes smerte lindrede min.

“Tak, fordi du er her,” sagde hun og gik.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *