Langt ude i skoven

Her står jeg. Langt ude i skoven. Imponerende høj og stærk og svag og omgivet af alle mine nærmeste grene og frugtbart grønt ud over det hele. Fuck, hvor er jeg flot og furet og har endda grene med grønne blade ud af røven. Jeg holder nogen oppe. Mig selv og noget andet. Jeg kan ikke se hvad eller hvem. Skidevære med det. Jeg er god til det, kan jeg se. Til at bære. Kaster jeg noget? Et kroget spyd, mit liv. Jeg holder det godt, det spyd. Stikker det bagud mere end fremad? Og hvad hvis det gør? Jeg sigter koncentreret. Skidegodt, Martin. Godt gået derude i skoven. Midt i alt det grønne. Jeg har set dig. Du er fundet. Du er helt okay, ja, mere end det. Og du ved det godt, men vil du tro det, og kan du mærke det? Hvad skal der til? Før du kan se dig selv for bare træer. På den lille pude lå en lille dreng. Aldrig så jeg så dejlig en dreng. Bjerget ligger langt ud’ i skoven.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *