Jalousi er altid berettiget

Hvordan håndterer man jalousi på en måde, så det ikke ender med konflikt?

Jalousi forpester virkelig mange forhold. Men det er ikke jalousien i sig selv, der er det største problem. Det er vores manglende viden om jalousi, der komplicerer sagen. Og det er de konflikter, der opstår på grund af misforståelser fra begge sider omkring jalousien, der tager kvælertag på kærligheden.

Jalousi er sjovt nok altid begrundet og berettiget. Inde i en selv er der altid en god forklaring på, at man bliver jaloux.

Men det er derimod aldrig sikkert, at ens partner eller resten af verden forstår, hvorfor man bliver jaloux. Eller synes at jalousien er begrundet. Og det er ikke ligefrem med til at få en til at føle sig bedre tilpas. Og så har vi balladen.

Jalousi er i mange tilfælde fuldkommen løsrevet fra kæresten, men ender alligevel med at gå ud over kæresten. Jalousi handler ofte meget mere om en selv, ens indre verden, selvværd, selvsikkerhed og mangel på samme. Uro, angst, usikkerhed. Og dette kombineret med et kærlighedsforhold er en sprængfarlig cocktail.

Og så hjælper det naturligvis ikke på sagen at have en kæreste, hvis adfærd kan gøre selv den allermest jalousi-forladte til en rasende hævner i blodrus. Men at beskylde vedkommende for at være løs på tråden gør ikke noget godt for forholdet.

Her kommer i første omgang et eksempel på en dialog omkring jalousi, som går helt galt på den klassiske måde, som de fleste af os kender til enten i rollen som den ene eller anden part. Ja, nogle har erfaringer nok til at huske sig selv i begge roller.

 

DEN DÅRLIGE DIALOG OM JALOUSI

“Jeg er lidt jaloux”

“Jamen, skat, det har du overhovedet ingen grund til at være”

“Det, der lige skete, gjorde mig jaloux”

“Men det var jo ingenting”

“Nej, men jeg blev alligevel jaloux”

“Det er jo åndssvagt”

“Det hjælper mig ikke ligefrem, at du bliver vred”

“Hallo, jeg er ikke vred. Det er dig, der er jaloux. Fuldkommen uden grund”

“Det er ligemeget. Du fatter ikke en skid”

“Jo, du er jaloux, og du giver mig skylden”

“Næh, jeg prøvede sådan set bare at fortælle, at jeg blev jaloux. Jeg har ikke sagt, at det var din skyld”

“Men det var jo på grund af noget, jeg gjorde”

“Ja, men derfor er det jo ikke nødvendigvis din skyld”

“Du får det da til at lyde sådan”

“Jeg har bare brug for, at du forstår, at jeg er jaloux”

“Yes, det har jeg forstået. Men jeg synes stadig, at det er fuldkommen ubegrundet”

 

I langt de fleste tilfælde vil jalousien blive mindre og dø ud, hvis man føler, at partneren lytter på, hvad man har at sige om, hvorfor man er jaloux og så vidt muligt prøver ikke at tage strømmen af følelser som et personligt angreb. Det kan være vanskeligt at være rummelig og give plads, fordi man gensidigt ofte har det med at blive lidt spydig, aggressiv og konfrontationslysten, når man er jaloux = ked af det. Eller føler sig anklaget for at have udløst jalousien.

Det er svært at håndtere jalousi, når begge har både æren og følelserne i klemme og hurtigt føler sig angrebet eller misforstået eller begge dele. Men hey, så kan man ringe til parterapeuten, som siger, at den gode nyhed er, at det kan lade sig gøre. Det kan lade sig gøre at håndtere jalousien på en mere intelligent måde. Det kræver bare lidt øvelse.

 

DEN GODE DIALOG OM JALOUSI

”Jeg er lidt jaloux”

”Øv, det lyder ikke rart”

”Nej, jeg har det også ad helvede til”

”Hvad handler det om?”

”Det, der lige skete, gjorde mig jaloux”

”Jeg er ked af det, hvis det var noget, jeg satte gang i”

”Ja-jo-nej, du gjorde sådan set ikke noget, men jeg savnede lidt, at du så, at jeg var ked af det”

”Okay, jeg er ked af, at jeg ikke var opmærksom på det”

”Du behøver ikke undskylde”

”Nej, men jeg er heller ikke knust og nedbøjet, men jeg er da ked af, at du blev ked af det … og vel stadig er det”

”Ja, tak. Arj, for helvede, jeg er også åndssvag, og nu sidder jeg og flæber”

”Det er okay. Jeg kender det jo godt”

”Tak”

”Er der noget, jeg kunne have gjort anderledes i situationen?”

”Næh, det er nok nærmere mig, det skulle være gået hen til dig og have holdt om dig”

”Okay. Må jeg holde om dig nu?”

”Ja, selvfølgelig må du det. Det var da et dumt spørgsmål”

”Lige så dumt som din jalousi?”

”Okay, point taken. Hold om mig, jeg er lidt dum lige nu. Arj, sig mig lige, mener du virkelig, at min jalousi er dum?”

“Nej, det er jo bare dig, og du er ikke dum”

 

Få mere inspiration på www.martinøstergaard.dk eller bestil en tid hos parterapeuten samme sted.

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *