4 måneder i himlen og 5 i helvede

En dagbogsroman om at opleve vild, lidenskabelig og kompliceret kærlighed og miste den igen efter alt for kort tid – med voldsom smerte og selvransagelse til følge.
En bog om det, der ikke må ske – at man mister partneren i ens liv.
Bogen udkom efteråret 2000 på forlaget Lindhardt og Ringhof.


Anmeldelse af 4 måneder i himlen og 5 i helvede

Martin Østergaard er journalist, psykoterapeut og ivrig debattør om mandepsyke og manderoller. Senest i 1999 den glimrende Vejen til mandens hjerte. Nu debut som romanforfatter med en hudløs, følsom og til tider knugende kærlighedshistorie fra det virkelige mandeliv.
 
Det er historien om at møde sit livs Emma. KVINDEN i dit liv, der kan få dig til at gennemleve parforholdets himmel og helvede, som er det på en gang den første, eneste og sidste gang. Her den følelsesmæssige og kropslige kontakt, når den slår gnist og står i lys lue, den grænseløse men svære sjælekontakt mellem mand og kvinde i modspil og medspil, og så den bundløse og voldsomme deroute, når alt det man troede på skulle være evigt viser sig som blot en illusion.
 
Hvor gør det godt at komme på kærlighedens top om end en stakket stund, og hvor gør det ondt at falde tilbage på bar virkeligheds grund. Og l-a-n-g-s-o-m-t komme til live igen som en anden og ny mand.
 
Det er en meget vellykket romandebut med et både stærkt og sårbart portræt af en moderne mands kærlighedsliv. Det må uvægerlig gibbe og gyse genkendende i enhver mandlig læsers hjerte. Og kvindelige læsere kan måske lære nyt fra en vis mand om mænd. Stor, bred målgruppe.

Carsten Nørby Sørensen 
lektør hos IBC, bibliotekernes centrale indkøbstjeneste

Martin Østergaards præsentation af 4 måneder i himlen og 5 i helvede

En personlig beretning om at miste ens livs kærlighed  

  • Om at opleve stor kærlighed og miste den igen på kort tid
  • Om at møde  ens livs kærlighed og føle sig vanvittig af glæde og gal af passion
  • Om at være to tæt forbundne hjerter der synger i takt mod himlen og sprænger grænser for følelsesmæssig tæthed og seksualitet
  • Om at føle sig så stærk, levende og fri som aldrig før og dog ekstremt sårbar, angst og afhængig
  • Om at brænde kærligheden op på rekordtid
  • Om at blive mistroisk, jaloux og rasende vred
  • Om at såre hinanden ubodeligt
  • Om at føle stadig større afsavn og afstand
  • Om at afspille telefonbåndoptageren 47 gange på en dag
  • Om at undersøge hendes trusser for sæd, hendes lommer for små, håndskrevne sedler og hendes mobiltelefon for fatale beskeder
  • Om at bryde ud af forholdet og falde ned i helvedes flammer og brænde op i et skrigende og eksploderende bål
  • Om dage, uger og måneder i stærk smerte
  • Om at rejse sig af asken og blive parat til at elske igen – endnu dybere

Uddrag fra 4 måneder i himlen og 5 i helvede

1. juni
Vi har været sammen siden i går klokken 12. Nu er klokken 19. Roen og trygheden har indfundet sig. Det er dejligt, dejligt, dejligt. Vi har spist. deep pan pizza. Nu taler hun med sin far.

Jeg er gået ud i køkkenet for at skrive. Det har været et par hyggelige dage. Vi har begge grædt meget. Hun fortalte om det brev, hun har fået fra sin far. Jeg blev irriteret over, at hun ikke nævnte noget om det brev, jeg har sendt hende. Jeg spurgte, om hun havde fået mit brev. Det havde hun. Hun mente også, at hun havde sagt det, da hun lagde en besked på min telefonsvarer om, at hun elskede mig og glædede sig til, at jeg skulle komme.

Jeg fortæller om min utryghed. At jeg ønsker, at hun flytter sammen med mig. Hun siger, at det ikke er, fordi hun ikke vil, men hun føler sig ikke tryg nok til at gøre det. Jeg græder og fortæller, at det er svært for mig, at vi er på så stor afstand og hinanden. At jeg har været meget ked af det, fordi hun har så travlt, at vi ikke har tid til at tale sammen bare 10 minutter hver dag.

Hun giver mig ret i, at hun har trukket sig væk fra mig. Hun er meget ulykkelig og synes, at det er svært mellem os. At hun bliver så angst, fordi hun nogle gange er helt ude af stand til at mærke, hvad hun føler og har brug for. At det minder hende om en periode, hvor hun var meget trist. At det var en frygtelig tid, fordi hun var ligeglad med det hele.

I morges havde jeg lyst til at tage hende. Jeg stak pikken op i hende bagfra, men så blev den helt slap. Det var hårdt. Jeg begyndte at græde. Sagde, at det var hårdt for mig i så lang tid at føle mig afvist af hende. Hun begyndte også at græde. Sagde at hun ikke ønskede at gøre mig ked af det. Sagde at hun følte sig dum og uduelig. At hun var en dårlig kæreste, der ikke kunne give mig noget af det, jeg gerne ville have.

Da jeg var på vej ud af døren for at hente en avis og noget morgenmad, sagde hun til mig, at jeg var sådan en flot mand. Jeg sagde tak og spurgte, hvad hun mente med det. Hun sagde, at jeg var høj og smuk. Jeg gik fuldkommen i koma. Begyndte at græde igen. Satte mig på sengekanten.

Hun fortalte, at da jeg kom ind ad døren i går, havde hun tænkt: "Nej, hvor er han flot. Er det virkelig min kæreste?" Jeg græd meget. Sagde at jeg var glad for, at hun fortalte mig det.

Køb "4 måneder i himlen og 5 i helvede" her

Og som E-bog her

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *