Vejen til mandens hjerte -15 år efter

Det er 15 år siden, min bog “Vejen til mandens hjerte” udkom. Den blev en øjeblikkelig bestseller, og min redaktør ringede dagen efter udgivelsen og sagde, at bogen var udsolgt og umulig at få fat på i alle boghandler, indtil der kom et nyt oplag en uge senere.

Jeg vidste ikke dengang i 1999, at bogen ville ændre mit liv. Jeg var freelance-journalist og havde taget en uddannelse som terapeut for at blive en bedre til at lave nærgående portræt-interviews. Jeg anede intet om, at jeg i løbet af et par år ville blive fuldtids-terapeut.

I dag kan bogen ikke længere købes i handlen (dog som e-bog), men jeg har købt restoplaget af papirbøgerne og sælger dem via min hjemmeside. Det går stille og roligt med et par hundrede bøger om året. Men forleden fik jeg pludselig seks bestillinger på to dage, og jeg tænkte: Hvad sker der? Og så tænkte jeg, at det kunne være sjovt at læse bogen igen – og ikke mindst skrive om oplevelsen.

Jeg har ikke læst bogen, siden jeg læste korrektur på den for sidste gang for femten år siden. Her til aften har jeg så til en start læst forordet. Det bringer masser af minder frem. Det overrasker mig allermest, at det egentlig lyder som noget, jeg kunne have skrevet i går. Og at det ikke er pinligt.

I forordet fortæller jeg, at jeg har fået en række mennesker til at læse bogen. Ti mænd og kvinder. For at lade mig inspirere af, hvad de har at sige om den. Og så rører det mig, at der står følgende:

“En fortalte, at hun havde været meget længe om at læse bogen, fordi hun ofte tog sig selv i at sidde og stirre ud af vinduet i lang tid. En anden fortalte, at hun var kommet til at græde over at blive mindet om, hvad hun savnede i sit eget parforhold.”

Og så slutter forordet også på en dejlig og sød måde. Med en tak til min dengang fire-årige datter: “Tak til min datter, Asta, som har lært mig kærligheden at kende på en ny måde.”

En tur ned af memory lane og Vejen til mandens hjerte.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Han savner sex – hun har dårlig samvittighed

Parforholdet 2014/ Følgende er en artikel fra ALT for damerne, 12. juni 2014

 

Han savner sex

– hun har dårlig samvittighed

 

Synes du, at I har rigelig sex, men mærker du også, at din mand bliver irriteret over at blive afvist?

Så er I ikke alene, viser Megafons undersøgelse for ALT for damerne. Men I kan nærme jer hinanden igen. 

Af Marie-Louise Truelsen

Der er ingen tvivl om, at der i dag stadig er en vis slagside i vores parforhold med hensyn til mit kontra min mands hehov for sex. Jeg vil vurdere, at han i gennemsnit godt kunne bruge fem gange så meget tid på sex som mig – eller mere!

Sådan siger Caroline, som i denne artikel også meget ærligt fortæller, at hendes mindre sexlyst giver anledning til dårlig samvittighed, og at hun godt kan finde på at give sin mand sex, fordi hun føler, at hun "skylder". 

Caroline er ikke en om at have det sådan. I ALT for damernes Megafon-undersøgelse siger 48 procent af de adspurgte kvinder, at de tit oplever dårlig samvittighed over for deres partner, fordi de ikke har sex ofte nok. 

– Ja, mange kvinder er godt klar over, at manden gerne vil have mere sex og får dårlig samvittighed, fordi de har forståelse for, at det er ubehageligt ikke at få mødt sine behov og følelser, siger parterapeut Martin Østergaard. 

– Men det er også et dilemma for kvinden, for hun får ikke mere lyst af den dårlige samvittighed og kravet til sig selv om at have mere lyst. Nogle gange skal kvinder også bare stå ved, at de ikke har lyst lige nu. Og så sige til manden: "Men du er velkommen til at vække mig i morgen tidlig, så vi kan nå at knalde."

Hvad tror du, mændene vil sige, hvis de vidste, at kvinderne har så dårlig samvittighed?

– Manden vil ikke for alvor tro på det, for så snart kvinden har sagt, at hun har dårlig samvittighed, siger hun også, at han da må acceptere, at hun ikke har overskuddet og føler sig alene med meget af ansvaret. Han hører kun, at hun angriber ham. Ikke at hun undskylder og forklarer om sin dårlige samvittighed. Jeg anbefaler ofte kvinder, som har små børn og husholdning op til halsen at sige til manden: "Det gør mig ondt, at jeg ikke har så meget lyst for tiden og længe har haft det såadn. Jeg har virkelig lyst til at have lyst." Mange kvinder mister lysten til sex i længere perioder, hvor de må være der meget for børnene, familien og arbejdet. Men kvinden skal også selv regulere det ved at sige mere fra hele raden rundt, så hun ikke mister sig selv så meget. Når man mister sig selv, mister man også lysten til at have sex. Først når man atter begynder at indhente sig selv og være sig selv, sniger lysten sig tilbage. Det er megahårdt for mænd, at der nogle gange går to, tre, fire eller flere år med små børn og med kvinden på udflugt i sexørkenen. Men kvinden har det heller ikke for sjovt med at opleve sig selv og sin egen krop uden for rækkevidde. 

Undersøgelsen viser også, at mens kvinden får dårlig samvittighed, hvis sexlivet ikke sprudler, så bliver mænd irriterede over det. Hele 51 procent af de mænd, som er i et parforhold med børn, bliver tit irriterede på partneren over, at de ikke har sex nok. Tallet for mænd uden børn er kun 26 procent. Martin Østergaard er ikke overrasket:

– Mange mænd bliver kede af det og føler sig svigtede, og det ender med frustration, vrede, tilbagetrukkethed og ja – utroskab. Mænd skal nok øve sig på i højere grad at tage ansvaret for deres større sexdrive og forføre kvinden noget oftere. Og også presse hende lidt. Naturligvis ikke overskride en tydelig grænse, men omvendt vil mange kvinder faktisk gerne have, at manden presser på og viser, at han vil have hende. Det er jo en del af parringslegen med modstand og overgivelse. 

36 procent af de adspurgte mænd lægger vægt på, at deres partner en en god sexpartner. Det gælder kun for 19 procent af kvinderne. Martin Østergaard mener, at mænds tanker generelt kredser mere om sex i hverdagen.

– Og gennem sex kommer manden tættere på kvinden og blotter flere af sine følelser for hende. Mange mænd er mere åbne og i kontakt seksuelt end verbalt, og derfor er sex et fristed, hvor manden kan være i kontakt med sine følelser og i højere grad gøre, hvad han gerne vil og udforske sig selv og sin personlighed.  

Og hvad skal der så til, for at manden kan få kvinden lidt op i gear? Ja, 25 procent af kvinderne i undersøgelsen siger, at de får mere lyst til sex, hvis manden yder en ekstra indsats i det huslige arbejde. Det er der faktisk hele 18 procent af mændene, der er har luret, for de svarer ja til, at de nogle gange yder en ekstra indsats i hjemmet for at få mere sex. Det, der for alvor rykker ved kvindernes lyst – og mændenes for den sags skyld – er dog opvartning og komplimenter. 57 procent af kvinderne får mere lyst til sex, hvis manden siger søde ord og måske laver en kop te, og det gælder for 50 procent af mændene. 

– Mange kvinder føler sig meget alene med både alt det praktiske og følelsesmæssige efter en tid og er afhængige af mænds nærvær og tilstedeværelse for at kunne holde følelserne varme. Så hvis han bruger meget af sin tid hjemme med hovedet i iPad'en eller mobilen, får det ikke safterne til at stige hos hende. Kærlighed  er som bekendt at give kæresten, hvad kæresten vil have, og kvinden kun så omvendt få en mere tilfreds mand ved at forføre ham lidt oftere. 

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Når far og mor bytter kønsroller

Følgende er fra brevkassen i denne måneds udgave af magasinet Vores Børn:

 

Kære Martin 

Min mand og jeg har byttet lidt rundt på kønsrollerne. Årsagen er egentlig ganske naturlig. Min mand er arbejdsløs og leder efter nyt job, men inden for hans felt er der ikke meget arbejde at få for tiden. Jeg tager derfor den store tørn på arbejdsmarkedet. 

Jeg er familiens forsøger og er også gået i gang med en efteruddannelse, som optager min tid to aftner om ugen, hvor jeg er til undervisning. Det er egentlig ikke noget problem, for min mand klarer ærterne derhjemme, og han gør det virkelig godt. Han har ikke noget imod huslige opgaer, og han nyder al den tid, han har med vores datter på halvandet. Det tid havde jeg under barslen, og jeg under dem virkelig at udvikle et tæt far-datter-forhold. 

Min mand er imidlertid bekymret for, om der sker noget med vores forhold, nu hvor han er hjemmegående. Han er bange for at virke mindre maskulin på mig. Jeg kan godt føle, at jeg har mistet en smule af min kvindelighed, nu hvor han har overtaget ansvaret for hjemmet. Måske handler det også om min dårlige samvittighed, fordi jeg pludselig er meget væk fra min datter og famlien i det hele taget. Men jeg synes, min efteruddannelse er spændende, og jeg vil det virkelig gerne. Jeg afslutter den om et års tid. 

Hvordan bevarer vi en god balance i vores forhold indtil da? Og vil vores datter blive mærket af, at vi har byttet rundt på kønsrollerne i familien? 

Venlig hilsen Ditte

 

Hej Ditte

Din beskrivelse af jeres liv begynder som en succeshistorie, hvor et moderne par elegant løber storslalom mellem familiens udfordringer. Mens jeg læser, sender jeg en venlig tanke til kvindesagen, der i forrige årtusinde gjorde opmærksom på, at kvinder ikke er skabt til at lave mad i skåneærmer med børn i skørterne, men derimod også til at udvikle sig fagligt og som mennsker. Og mænd behøver ikke at knokle, til de segner, men kan også søge indad i familien og sig selv og mærke lykken ved at smelte sammen med et eller flere børn. 

Alligevel sniger bekymringen sig ind. Gør vi det på den rigtige måde? Er jeg nok mand? Kan min hustru begære mig, når jeg lægger så meget vasketøj sammen? Er jeg nok kvinde? Er det feminint at tænde så meget på at dygtiggøre mig? Går det ikke galt?

Svaret er både ja og nej. Jo, en kvinde kan sagtens føle mindre lyst, hvis manden pludselig bliver alt for usikker på sig selv. Og hun kan også blive sur og nedladende på grund af dårlig samvittighe over ikke at være tæt på børnene og rette misundelse mod farmand. 

Men egentlig mener jeg mest nej. For der er ikke nogen sandheder om, hvordan vi skal leve vores liv. Facitlisten findes indeni. Føles det godt, er det nok sandt. Desværre har vores følelser det med at skifte, som vinden blæser. Begejstringen kommer nogle gange kun i gllimt i småbørnsfamilier og er ikke stabil. Og selv om bekymringen ofte er fast følgesvend, ved den kun halvt, hvad den snakker om og forudser sjældent de problemer, som faktisk opstår. 

Jeres bekymring er et advarselsskilt, og det er godt, at I begge ser skiltet. Det betyder, at I hver især og sammen arbejder på at undgå den ulykke, det vil være at glide fra hinanden. Prøv på skift at nævne alt det gode, der er at sige om jeres måde at være familie på. I vil med garanti komme til at grine undervejs. Og prøv at se, hvad det gør ved bekymringen. 

Venlig hilsen Martin Østergaard

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Hvorfor løb vi … vi ku være gået hele vejen

For et par år siden blev Peter Sommer skilt, og det omsatte han direkte i sange, som af og til popper op i radioen. Forleden var det nummeret "Hvorfor løb vi", og jeg bed mærke i de første tre linier:

Skil det hele ad

Og gør det mens det virker

Og saml det så igen

Peter Sommer 2013 "Hvorfor løb vi"  

Jeg går ikke ud fra, at Peter Sommer tænkte på parterapi, da han skrev sangen, men de linier beskriver med forbilledligt få ord, hvorfor det er en god idé at kigge forholdet efter i sømmene. Og gøre det mens tid er. 

Desværre  venter alt for mange, til kærligheden er så slidt, at det er langt sværere at lytte uden på forhånd at have besluttet sig for, hvad den anden vil sige. Sværere at strække sig og komme kæresten i møde. Sværere at finde ro og få kontakt i en samtale i stedet for at vælge at slå først eller at slå igen. Sværere at mærke sig selv og dermed sine kærlige følelser for den anden. 

Mange par siger: "Det her er sidste chance", og de er naturligvis lige så velkomne som alle andre, for jeg elsker at gå ind i et brændende hus og redde hele familien ud. Men hvorfor ikke stoppe ilden, inden den har fået fat? 

Skil hellere forholdet ad, mens det virker. Det er meget nemmere at arbejde med forholdet, når kærligheden stadig er stærk, varm og levende. Og her tænker jeg ikke på mit arbejde, men det arbejde som parterne skal gøre med hinanden. 

Ofte vil indvendingen hos den ene af parterne være: Man går kun i parterapi, hvis forholdet er dårligt. Og intet er mere forkert. Et forhold behøver ikke være dårligt for at have brug for støtte, udfordring og udvikling. Men at sige sådan er en effektiv måde at give kæresten dårlig samvittighed på. Dårlig samvittighed over at foreslå parterapi.

Hvis den ene har brug for hjælp er det mere end nok god grund til at få hjælp. 

Så kan man også nøjes med at gå i parterapi og slippe for at løbe hele vejen efter kæresten for at få hende eller ham til at komme tilbage igen, når de står helt af. 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Flyd med følelserne så du ikke drukner

Vandhund ved Vesterhavet

I min brevkasse kæmper en kvinde lige for tiden en hård kamp for at holde sig på afstand af en ekskæreste og deres dårlige forhold. Det er som alkoholikerens kamp med at holde sig fra den både lokkende og dræbende sprut.

I dag skriver hun, at hun savner ham heeelt vildt og føler, at en ekstra voldsom understrøm af følelser er ved at tage fodfæstet fra hende i den vilde strøm af følelser, hun i forvejen står midt i.

Billedet med den stærke strøm af følelser får mig til at tænke tilbage på en badeoplevelse. Jeg er en glad vandhund, men for et par somre siden kom jeg lidt for langt ud i Vesterhavet og oplevede en strøm på tværs af stranden, som betød, at jeg ikke kunne svømme ind til land igen. Først svømmede jeg af alle kræfter, fordi det da for faen ikke kunne passe, at jeg ikke kunne komme ind, som jeg plejede trods lidt strøm og høje bølger. Men jeg blev bare revet længere og længere mod nord langs stranden uden at komme tættere på. Jeg gik fysisk fuldkommen kold af anstrengelse og blev grebet af panik, fordi jeg godt kunne svømme, men ikke kom nogen vegne og derfor begyndte at frygte, at jeg ville drukne.

Så sagde en stemme, at jeg bare skulle flyde med, og det gjorde jeg. Ikke rigtig som et bevidst valg, men som et accepteret valg, fordi jeg ikke kunne gøre andet. Jeg havde ikke kræfter til at kæmpe imod.

Jeg husker ikke præcis, hvordan jeg kom i land, men på et tidspunkt må strømmen være blevet mindre stærk, og jeg må have samlet nok kræfter til stille og roligt at kæmpe mig i land.

Og hvad er pointen så? Forbindelsen mellem Vesterhavet og følelseshavet? 

Pointen er: Flyd med følelserne. Kæmp ikke for meget imod. Acceptér det, der er – og vid at en del af dig altid er fuldkommen uskadt, hel og upåvirket af angsten, som brøler igennem dig.

Med venlig hilsen Martin

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Må man skændes foran børnene?

I det seneste nummer af magasinet “Vores Børn”, har jeg i min egenskab af familieterapeut svaret på følgende spørgsmål.

Kære Martin,

Min mand og jeg har nogle udfordringer i parforholdet, som især er opstået, efter vi er blevet forældre. Vi har kendt hinanden i ni år, har været gift i seks år og har to børn på tre og halvandet år. Ja, de er kommet ret hurtigt, og det er sikkert det evige søvnunderskud, der tærer på vores forhold. Vi bliver hurtigt irritable og skændes højlydt over de mindste ting. Min mand er for eksempel efter mig, hvis ikke jeg stiller min taske ind i soveværelset, når jeg kommer hjem. Han vil også have, at køkkenbordet, skal være helt ryddet, når vi har spist. Hvis jeg glemmer at rydde alt væk, kan han finde på at snerre eller råbe ad mig foran børnene.

Forleden sagde han ’Jeg rydder altid op efter dig’. Og han sagde det i en rigtig vred tone. Jeg havde bare fået nok af hans evige irettesættelser og bad ham om at lade mig være og gik ud af køkkenet. Så råbte han til mig, at jeg opfører mig som en dronning, og at de andre i familien jo også skal være her. Jeg råbte tilbage, at han skulle holde mund. Meget højt og vredt bad han mig komme ud i køkkenet igen, fordi ’denne samtale ikke var færdig’. Så begyndte vores datter på tre at græde og sige ’stop, stop’. Det gjorde mig bare så ked af det. Det gjorde os begge kede af det.

Vi vil gerne stoppe skænderierne. Men det er som om, det bare er blevet vores måde at tale på, og det sker flere gange om ugen. Jeg kan også finde på at snerre af ham, og det kan handle om alt muligt, men jeg prøver at vente, til børnene er kommet i seng, eller til de er i et andet rum i huset. Det lykkes ikke altid. Er det måden at komme af med vrede på, eller hvordan skændes man bedst?

Med venlig hilsen
Nicole

Hej Nicole

I første omgang synes jeg, at det med at skændes foran børnene er mindre vigtigt end at finde ud af, hvorfor I skændes. Jeg tror nemlig ikke, at det kun handler om børn og søvnunderskud. Men muligvis mere om at den intime kontakt – og her taler jeg ikke om sex – mellem jer er gået fløjten undervejs i det med at være forældre.

Hvis din mand siger de ting, du refererer, lyder det, som om han savner dig som kæreste og ikke kan finde ud af positivt og konkret at skabe et ’kæresterum’ med dig. Bag bitching omkring det praktiske gemmer sig altid noget andet og dybere. Han føler sig sikkert ikke forbundet med dig, men derimod fravalgt, afvist og domineret. Og du kan sikkert skrive under på nogenlunde det samme.

Og så kunne man tro, at familieterapeuten ville anbefale en tur eller ti i høet eller kroferie i Skåne eller Møgeltønder. Nja, når du har sådan en moderne mand, der har det med at bitche, skal du ikke regne med, at han er nem at komme tæt på igen. Du skal muligvis tåle at blive afvist nogle gange, før han bløder op. Og her er det godt at hanke op i sin selvrespekt og kunne møde ham med: ”Jeg sidder sgu lige her og er kærlig både i ord, handling og med min uimodståelige krop, og så er du bare pissesur ovre placeringen af min taske. Send en sms, når du er færdig med at være offer, drama queen.”

Du fjerner ikke nødvendigvis konflikter ved at lægge dig fladt ned. Og først når kontakten mellem jer er genskabt, slapper børnene af. De mærker nemlig ikke kun ubalancen, når I skændes. Ingen har lyst til at skændes foran deres børn, men lejlighedsvise og ophedede skænderierne tager de ikke skade af. Tværtimod lærer de, at man også kan beskytte sig selv i en rask og højrøstet tvist. Derimod tager de skade af at vokse op i lidt for lange perioder med køligt klima mellem to forældre, de aldrig ser kysse, kramme eller forenes i kærlig og varm kontakt.

Med venlig hilsen Martin

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Nogle gange er det bedre ikke at tale om tingene

Skal vi tale om det eller lade solen synke over vores konflikt?

Skal vi tale om det eller lade solen synke over vores konflikt?


Jeg ved det godt. Man skulle tro, at det var løgn, at en parterapeut kunne finde på at anbefale folk med smerte i hjertet og forholdet at lade være med at tale om tingene. Men det kan hurtigt blive en rigtig god idé og investering i kærligheden at holde kæft med alt det, man føler, synes og tror.


Sagen er den enkle, at der i mange forhold er en person, som er bedre end den anden til at fortælle, hvad vedkommende har af ønsker, og selv om det jo er en dyd og kvalitet at være åben og i "kontakt", så kan denne følelsesmæssige overmagt nogle gange komme til at føles som et pres, et krav og en til sidst kronisk kritisk pegefinger rettet i retning af den anden i forholdet. Og personen der udsættes for dette pres, lukker ned og i. Og bliver helt på tværs hvis vedkommende udfordres yderligere. 

Begge ønsker kontakten, og hverken den, der forsøger at åbne dialogen eller den, der dropper ud af dialogen gør det i ondskab eller ønske om at skade den anden. Det kommer de bare til. De to måder at beskytte sig selv på slider på den andens kærlighed. 

Jamen, skal man nu ikke længere have lov til at fortælle, hvad man føler, vil nogle indvende? Skal man virkelig lukke af for at kunne være i et forhold?


Tja, vil jeg svare. Nogle gange skal man bare pakke sammen og søge at få tilfredsstillet sit behov for kontakt ad andre kanaler. For bliver man ved med nok så velformuleret, pædagogisk, klogt og indsigtsfuldt at massere den anden, så udvikler det ikke andet end … hudløshed.


Og hvor skal man så gå hen med sit behov for at kunne tale om tingene, få lavet nogle aftaler, blive kælet, kysset, knaldet og holdt noget mere om? Eller hvad det nu handler om. 


Mit svar er "Hvorsomhelst". Det handler om at finde nogen, som forstår, hvordan det er at have det præcis, som du har det. For kun de forstår – for alvor – hvad det vil sige at lide og længes. Og først i deres nærhed vil du kunne føle fred. Eller også skal du lave noget helt andet, der gør dig glad og får dig til at glemme, at du savner noget. 


Og denne strategi handler ikke så meget om, at man skal holde sig væk fra sin partner for at få sin partner til at blomstre mere og komme mere på banen med netop det, du savner. Det vil muligvis ske i et vist omfang. Og nogle gange i større omfang, fordi det er så uvant, at du ikke kører på med dine pointer og behov. Men … endnu vigtigere end at satse på at ændre kæresten gennem strategi … er det at ændre dit eget humør, din egen følelse af at være dig selv, være tilfreds, leve et rigt og givende liv. Når du selv bliver mere tilfreds med dit liv og din kontakt med din omverden – og ikke længere forventer for meget i forhold til, hvad din kæreste kan levere – så vil du være mere positiv over for kæresten og kæresten – bingo – det samme over for dig.

Og bare rolig. Det er ikke nemt at gå andre veje end dem, du ønsker at gå og som du føler dig bremset i af din kæreste. Du vil blive ved med at ønske at slå hovedet ind i muren netop det sted, hvor der ikke er nogen dør, og hvor muren på forunderlig vis lader til at blive stadig tykkere. 

Det kan også være, at du undervejs finder ud af, at du slet ikke gider din kæreste, når det for alvor kommer til stykket. Det løser også – omend på en lidt anden måde – dit problem.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Til minde om Erik og Stefan

World AIDS Day logo_630x360

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som 18-årig, nybagt student fik jeg sommerferiejob i turistinformationen på den første rasteplads på motorvejen fra Tyskland ind i Danmark. En af de andre ansatte var Erik. Han var et par år ældre end mig og gik på Tandlægehøjskolen i København. Og så var han bøsse. Uden at lægge skjul på det. Og det var skønt, for jeg var selv sådan en atypisk, ung mand, der elskede at tale om følelser, kærlighed og romantik. Og det kunne jeg med Erik.

Når vi ikke var på arbejde, boede vi til leje hos hver sin parcelhusfamilie i Padborg. I løbet af sommeren fik Erik besøg af sin kæreste, Stefan. De gav den gas seksuelt i gæsteværelset og blev smidt ud af Eriks parcelhusfamilie. Efter sommerferien flyttede jeg hjemmefra og til København, og som helt ny i byen blev jeg tit inviteret hjem til Erik og Stefan. Først på Vesterbro og siden i Møllegade lige rundt om hjørnet i forhold til, hvor vi bor i dag. 

Jeg kom på Journalisthøjskolen, og Erik og jeg gled lidt fra hinanden, men vi sås stadig fra tid til anden. Da jeg kom tilbage til København, havde Erik fundet en ny kæreste, Hans. Og på ny blev jeg inviteret indenfor til masser af hjertevarme. Denne gang i Westend på Vesterbro. Men Erik var blevet syg af en ny sygdom, som alle talte om. Og man kunne ikke helbredes.

På forunderlig vis gjorde sygdommen Erik mere livsglad. Før var han positiv og kæk med tendens til at være skarp over for stort og småt. Nu var alle forbehold blæst væk, og hans vibrerende glæde løftede mit humør. Stefan var desværre også blevet syg. Og efter få år døde både Stefan og Erik. De første mænd, der bød mig varmt velkommen i den by, jeg stort set har boet i lige siden. Jeg savner stadig den åbenhed, vi delte. Og ærgrer mig over, at jeg ikke kunne finde ud af at besøge Erik i hans sidste måneder.

Jeg vil gerne mindes Erik og Stefan, og det gør jeg ved at sætte mig selv og et af mine foredrag ”Den lille forskel” til salg på en auktion på lauritz.com i anledning af World AIDS Day. Pengene går til at støtte AIDS-Fondets mange aktiviteter – fx patientstøtte. Du kan læse mere om World AIDS Day her

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Min mand vil ikke have flere børn!

voresbrn-12-2013
 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som "Familieterapeuten" i Magasinet Vores Børn svarer jeg i denne måned på et spørgsmål om, hvad man kan gøre, når man gerne vil have flere børn med sin mand.

Her kommer både spørgsmål og svar:

Spørgsmål

Jeg er en kvinde på 39 år, og mit indre ur er begyndt at tikke igen. Vi har tre vidunderlige drenge på 3, 5 og 7 år. Jeg har snakket meget med min mand om, at jeg gerne ville have en til, og vi har joket med, at hvis vi vinder en million, så gør vi det. Nu begynder det at gøre ondt, når jeg ser andre gravide og mødre med barnevogn. Min mand ville ikke have flere, efter vi fik den sidste, da vi ikke har plads og råd, siger han, men han vil heller ikke steriliseres. For mig lyder det jo lidt, som om han ikke er sikker!
Oven i det hele er vi først lige begyndt at have et sexliv sammen, da jeg havde mistet lysten, men har genfundet den igen. Derfor er jeg bange for, at overskuddet i sengen forsvinder igen, hvis vi skulle blive forældre igen.
Mit problem er, at jeg ikke føler mig parat til, at der ikke skal komme flere børn, selv om jeg er så glad for, hvordan det er nu: Drengene kan alt selv, og vi har det så godt. Til gengæld kan jeg mærke, at jeg har mere af mig selv at give af. Hvad vil du råde os til? Jeg glæder mig til at læse dit svar.

Med venlig hilsen Vivi

 

Svar

Hej Vivi

Hvis en mand siger, at han ikke vil have flere børn, fordi der ikke er plads og råd, så er det, fordi han lyst til at nyde de børn og det liv, I allerede har. Jeg tror ikke, han har lyst til at lægge sig ekstra i trækdyrs-selen og være mere væk fra hjemmet for at hive flere penge ind til ny bolig og et nyt bjerg af bleer.

 At han ikke vil steriliseres, tror jeg ikke handler om, at han er i tvivl. Det er nok mere sådan noget med forfængelighed og at være bange for at komme til at føle sig som mindre mand. Det er jo lidt fjollet, men mænds selvfølelse omkring vores ædlere dele er ofte lidt skrøbelig, og hvis han for alvor ikke ønsker flere børn, så kan du jo sagtens sige, at så ønsker du heller ikke at fylde dig med p-piller.   

 Men har du spurgt ham igen, om han vil have et fjerde barn? Nu er der jo gået lidt tid, og jeres sexliv er kommet i gang igen, og situationen er muligvis en lidt anden, end da han første gang sagde nej.

 Du skal være tro mod dit ønske om endnu et barn ved at spørge ham. Når du har lyst til barn nummer fire, skal du ikke lade dig feje af med hverken hans eller andres ord om, at tre små børn er mere end nok. For hvem skal vurdere det? Det er muligt, at du er bange for endnu et nej og derfor tier. Men du risikerer at opbygge en frustration, som du ikke får udtrykt, og den kan skabe en spænding, som gør ham mindre imødekommende over for dine ønsker.

 Jeg synes, at du skal bede om lidt taletid og fortælle om din lyst til endnu et barn. En ordentlig mand som din vil naturligvis lytte og være med til voksent at debattere fordele og ulemper.

 At lukke og slukke børnefesten er svært, når man kan mærke, at der er plads til mere liv og glade dage. Derfor skal du efter min mening respektere dig selv ved at tale højt om det og give din mand plads til det samme. Det er den bedste måde at beskytte jeres kærlighed og familie på. Jeres kærlighed er mere væsentlig, end hvad I ender med at beslutte jer for.   

Med venlig hilsen Martin Østergaard

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Savner kærestetid

54-DSC05359Hey… jeg synes sgu, at jeg gør det godt i brevkassen på magasinet Vores Børn, hvor jeg som 'Familieterapeuten' svarer på følgende spørgsmål:

Hej Martin

Det slår mig, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har talt med min kæreste om et emne, der vikelig interesserer mig. Den tid, vi har sammen, går med planlægning, planlægning, planlægning! Og jeg er ved at blive skør af det. 

Vi har en dreng på to et halvt år og to børn på vej. Lige nu kan jeg slet ikke se, hvordan vi skal bevare vores kæresteskab, når vores familie går fra tre til fem. Meget af vores tid går allerede med aflevering og afhentning i institution, indkøb, madlavning og rengøring – og familiearrangementer i weekenderne.

Det er, som om at der aldrig er tid til at bygge nærværet op mellem os, før det bliver mandag morgen igen. Sex har vi, men det er samtalerne, jeg savner. Før vi fik børn, åbnede vi tit en flaske vin og sad og snakkede til sent. Jeg har prøvet at snakke med min kæreste om det, men han er mere optaget af sit arbejde og at få alt på plads før familieforøgelsen. Har du et råd?

 

Hej Line

Jeg oplever i min praksis alt for mange, der venter og håber på, at omsorgen fra partneren kommer. Det gør den ikke, selv om man måske prøver at give beskeden på mange forskellige måder, og kæresten endda har sagt "Det skal jeg nok". Mange – især mænd – føler sig bebrejdet og trækker sig ubevidst længere væk, hvilket yderligere svækker sammenhængskraften. Prøv som en strategi at lade være med at nævne dit savn igen, og insistér i stedet på i handling at score det samvær og de gode snakke og stunder, I med garanti begge savner. 

Jeg forstår dit behov til fulde, men jeg hører også en kvinde, der har en ikke urimelig, men alligevel lidt for høj forventning til, at kæresten tager sansvar og gør noget ved situaitonen. Vi har jo alle indeni et lille barn, som gerne vil tages ved hånden af og til og drages omsorg for. Det har din kæreste også, og måske savner han noget andet, som han har svært ved at blive ved med at sige eller signalere, uden at du reagerer. Sådan fungerer samliv. Hen ad vejen bliver vores forventninger lidt skuffede. Og vi trækker os lidt. Så er det ekstra vigtigt ikke at blive for meget offer, men at blive ved at tage initiativet. Især når der er små børn, der kræver, at de voksne i ekstra omfang kan sætte deres eget indre barn på standy. 

Samtale og nærvær er livsvigtigt for dig og din følelse af kunne være "dig" midt i en travl hverdag. Din kærste er desværre ikke helt skarp til at se dig og disse behov. Derfor synes jeg, at selv om det kunne være skønt, hvis I havde fælles bevidsthed om problemet, så er det dig, der skal tage lederskab på dette område. Og ikke bare det. Du skal gøre det igen og igen. Du har behovet og indsigten. Derfor har du også ansvaret. Tag initiativet spontant, jævnligt og positivt. Sig "Uh, jeg vil gerne have dig med ud på altanen i ti minutter med et glas rødvin". Tag, hvad du vil have. Og bliv ved. Han vil nyde det. 

Med venlig hilsen

Martin Østergaard

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit