Lige nu har jeg det godt – del 3

Hver dag (næsten) skriver jeg her i bloggen lidt fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 3

Tirsdag 5. august (2010)

Jeg er ikke i dårligt humør i dag, skønt. Jeg ser på optagelsen fra Aftenshowet forleden og er overrasket over, hvor godt jeg ser ud i ny skjorte, afslappet, tilstedeværende og med den ene fod trukket op under mig i sofaen. Jeg husker en fem år gammel udsendelse, der blev sendt for nylig, hvor jeg var alt for kortklippet, havde kedelige briller på, og mit ansigt så underligt stift og hæmmet ud, mens munden derimod var overdrevet bevægelig, som stod en i kontakt med en sjæl, der gerne ville ud af kroppen. Godt jeg har forandret mig. Håber ikke, jeg virker frygteligt selvglad, når jeg går i detaljer omkring min tv-optræden. Var jeg frygteligt selvglad, ville meget have været væsentligt nemmere.

Himlen er overskyet, og temperaturen dalet. De andre har lukket vinduer og altandøre for at holde på varmen, så der er helt stille på vores altan med udsigt til den grønne gård. Nattens regn drypper stadig fra altanen over mig. Det er en nydelse at sidde og skrive og trække vejret helt ned i bunden af lungerne. Et stille fly passerer på himlen højt oppe og forsvinder ud over Øresund som en del af indflyvningen til Kastrup.

En regnbyge kommer snigende den modsatte vej. Dråberne falder med en stille hvisken og rammer krydderurterne i potterne. Ingen negative tanker. Hvor er det fantastisk. Og FCK vandt i går aftes i Parken.

Onsdag 6. august

Jeg starter dagen med dårlig samvittighed over, at jeg ikke får skrevet på thrilleren. De sædvanlige tanker om, at det er et nederlag og pinligt, at jeg ikke får skrevet, og at det er endnu dummere at gå og slås med mig selv en hel dag. Hvorfor ikke bruge tiden på noget andet? Hvorfor blive så trist? Hvorfor ikke bare gå i gang og skrive? Hvorfor al den angst og modstand? Er jeg mest bange for at lykkes eller ikke lykkes? Er det tryggere at være handlingslammet og trist end at kæmpe og lide nederlag? Er det pinligt at hævde mig selv og gå efter successen? Dovenskab er det i hvert fald ikke, for kampen med mig selv er så omfattende, at den fortjener en olympisk medalje.

Hvorfor stirrer jeg mig blind på de nærmestes succes? Peters kunstneriske og kommercielle succes, Catrines gode humør og Bernts succes med at købe, renovere og sælge huse. Hvorfor får jeg lyst til at give op? Hvorfor kommer følelsen af at være et dårligere menneske og en for tung byrde for andre? Hvorfor absolut skrive om alle mine fejl og mangler? Hvorfor ikke tie om mine udfordringer og skrive en frisk og positiv selvhjælpsbog med titlen “I godt humør på 10 minutter”?.

Svaret er enkelt. Jeg får det bedre af at være ærlig, og der er mere glæde i at skrive, hvor svært det er at hjælpe mig selv end at skrive, hvad andre skal gøre. Det må være en lettelse for mange at høre, hvor svært en af de såkaldte eksperter selv har ved at fokusere på det positive. Jeg vil prøve at skrive det negative ud af systemet med håbløs ærlighed og ved at forsøge at rulle mig selv lidt i sort humor og spas, så det ikke bliver for trist.

Og nu kommer den, kan jeg mærke, frygten. Den mentale brækfornemmelse jeg klynger mig til toiletkummen for at undgå, men som lever sit eget liv i kroppen. Min største frygt. Jeg ser i et vågent mareridt Catrine kigge udmattet på mig og græde, fordi hun har brugt de sidste gode og kærlige ressourcer på at leve med mit blå sind, og nu meget mod sin vilje må give op. Jeg er fuldkommen knust, men forstenet og vred for at undgå at krakelere. Jeg siger fattet, at nu må hun gå, fordi jeg elsker hende for højt til at kunne være i selskab med hende uden at eksplodere i bebrejdelser.

Himlen ser fanstastisk ud til morgen. Skyerne står gråblå og ubevægelige højt oppe med et omrids af brændende orange. Her er ikke så køligt som de andre morgener, men mere lunt og trykkende.

Hvem gider læse om min kampe med mig selv? Hvem har lyst til at læse om en mands smerte og besvær, men mindre det handler om ekstremsport eller klatring på Mount Everest?

Jeg kom ved en fejl til at tage nogle papirer med herud på altanen. Det er notater omkring royaltysatser på min seneste bog. Altså den procentdel af indtægten på bogen forfatteren skal have. Jeg havde lange forhandlinger med min redaktør, fordi jeg stillede store krav til procentsatsen, hvis bogsalget kom over tolv tusind eksemplarer. Jeg var klar over, at bogen måske slet ikke ville sælge så meget, men jeg håbede, åh, hvor jeg håbede. Og nu føles det flovt, at jeg var så stædig. Jeg er stolt af, at jeg troede på min chance, men bogen endte med at sælge måske to eller tre tusind eksemplarer i løbet af det første år, og jeg købte selv to tusind eksemplarer før udgivelsen for at … ja, mest for at imponere forlaget. Og fordi jeg håbede på en gentagelse af det vilde scenarie fra udgivelsen af bestselleren Vejen til mandens hjerte i 1999, hvor førsteoplaget var udsolgt første dag. Hvis det skulle ske igen, ville jeg være forberedt og kunne sælge bogen i de efterfølgende uger, indtil andet oplag var trykt.

Jeg tror, at jeg i et udslag af vanvittigt storsind ville holde forlaget skadefrit ved at købe så mange eksemplarer af min egen bog, at det overgik forlagets udgifter. Jeg ville ikke skylde nogen noget, og det kostede mig så 120.000 kroner. Det positive er, at jeg har nok eksemplarer de næste ti år.

Jeg er flov over den energi, forlaget lagde i lanceringen. Bogen blev promoveret på Facebook, hvilket var helt nyt dengang i 2008. Der blev lavet et spil på nettet og en konkurrence. Vinderen af konkurrencen kunne komme gratis i terapi hos mig. Jeg håbede på en gentagelse af mit livs store succes.

Jeg har været væk en times tid til træning og begynder at spekulere over, hvorfor Catrine ikke har sendt mig en kærlig sms, nu hvor hun holder ferie hos sin forældre i Nordjylland. Måske fordi det er min tur. Hun var den første til at skrive i går morges, så det er nok min tur i dag. Er vi så nøjeregnende? Jeg er tydeligvis. Hun kommer snart hjem, og så plejer hun at sende færre kærlige beskeder. Og det er jo ikke fordi, de ikke er kærlige. Jeg kan bare ikke få nok. De søde ord varmer i ti minutter, men så er min indre ost igen fuld af huller. Jeg er krævende, og det er svært at imødekomme.

Hvor mange skriverkarle har svælget i selvmedlidenhed før mig? Jeg burde skrive noget andet, noget sjovt og let. Jeg har lige været med i en tv-serie på seks udsendelser, hvor en masse hel- og halvkendte fædre fortæller om at være fædre. Jeg blev interviewet i flere timer og havde håbet, at jeg ville brede mig i de fleste af udsendelserne, men jeg var kun lidt med og primært, når jeg sagde noget sjovt. Så hvad er moralen? Hvis du skal tale om dine følelser, så gør det på en lidt stand-up-sjov måde.

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Lige nu har jeg det godt – del 2

Hver dag skriver jeg her i bloggen lidt fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 2

Tirsdag 3. august

Lige nu har jeg det godt. Jeg skal i fjernsynet i aften, og det gør mig åbenbart glad. En del af mig synes, at det er for selvoptaget at glæde sig over at skulle på tv. En anden del synes, at dagens lektie er at give mig selv lov til at være glad.

I går var jeg sammen med Asta, i dag skal jeg mødes med Peter, og Catrine og jeg skriver skønne sms-beskeder til hinanden, så der er godt grund til at være glad. Jeg har endda talt med både kommunen og min gamle mor om, hvorvidt hun har brug for kommunal hjælp til rengøring og madlavning eller ej. Jeg har været på gaden med tommestok for at se, om en ny seng til min mor kan være i bilen, så jeg selv kan hente den i stedet for at betale JYSK for at køre ud til hende. Jeg er kort sagt ovenpå, men med lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke skriver på thrilleren.

 

Onsdag 4. august

Vågner klokken halv syv og tænker på i går, da jeg var ud med Peter. Jeg synes, jeg var trist, tavs og dårligt selskab. Sådan har jeg det også, når jeg er sammen med Bernt for tiden. Er det fordi, de har flere penge end mig? Får det mig til at føle mig som en fiasko? Eller føler jeg mig i hemmelighed som et bedre menneske? Er jeg taget så meget til fange af mindreværd, at jeg må puste mig op i det skjulte? Bernt og Peter vil sikkert grine og sige, at det ikke er helt forkert at vurdere mig selv lavere end dem.

I går spurgte Peter til mit humør, og jeg fortalte, at jeg ofte vågner med en trist og blå tone, men hvis jeg siger: “Gå væk,” går tonen til min overraskelse væk. Nogle gange vender det blå hurtigt tilbage, men lige nu er det væk, og det er skønt.

Solen skinner fra en blå himmel. Efter en turbovarm sommer kommer der nogle dage med kølighed, og forandringen giver fred i sjælen. Jeg trækker vejret dybt og ånder ud. Solen falder ind ad soveværelsets altandør og rammer maleriet på væggen ved fodenden af sengen. Det er mit første maleri. På kort tid malede jeg ti billeder, og vores hvide vægge blev fyldt med store, abstrakte malerier. Jeg nåede endda at gå på malekursus.

Et af malerierne kaldte min amerikanske malelærer The Fight Against Depression, og det blev jeg irriteret over. Måske mest fordi han havde fat i noget. Jeg har nok altid haft en blå tone i mig, men jeg har også svært ved at stå ved det, fordi jeg frygter at blive som min mor, der altid har kæmpet hårdt med sig selv og sit sind. Forleden var min bror og jeg på besøg hos hende. Jeg havde lavet rosmarin- og lime-marineret kylling. Bagefter spurgte min bror, om jeg stadig føler lede ved min mor, som jeg gjorde engang, og jeg svarede, at irritationen er lettet, efterhånden som hun har opgivet sin omsorgsfulde belejring af mig. Hun har sluppet mig, og jeg har sluppet hende.

Jeg sætter mig ud på vores altan og misser mod det blændende papir. Her er ingen triste tanker. Mon de holder sig væk, fordi de ved, jeg skriver om dem? Solen varmer dejligt. Nogen er i bad i nabolejligheden. Nede i gården snakker tre håndværkere om, hvordan de starter en lift. Den sidste af mogenstundens måger skriger, letter og forsvinder, da liftens motor går i gang. Jeg ser i et glimt min barndoms åbne losseplads nede ved havet med gravende gummigeder fulgt af en sky af skrigende måger.

Uha, hvor poetisk. Måske jeg bare er i gang med blære mig med, hvor godt jeg skriver, men jeg er også påfaldende hård ved mig selv lige nu. Selvkritikken angriber vildt og uden varsel, mens jeg sidder i bare tæer på altanen ved siden af krydderurterne.

Forleden læste jeg et Nelson Mandela-citat, der handlede om, at vi alle er guddommelige og skal udleve vores guddommelige natur. Den er jeg med på. Jeg vil skrive mig ud af mit fængsel og ud i den guddommelige mening med mit liv. Straks tænker jeg, at al indsats for at få det bedre kun vil have kortvarig effekt, fordi de sorte tanker vil komme tilbage, men jeg skal give dem kortvarig, skal jeg. Jeg vil langvarigt holde øje med alt det negative, så det ikke sætter sig fast, og alene beslutningen om ikke at give op skal være min redning.

Jeg kigger på min mave, synes den er for ved og suger den ind, selv om sandheden er, at jeg ikke er alene er slank, men faktisk også både veltrænet og muskuløs. Ikke kun i forhold til jævnaldrende, men også i forhold til tyve år yngre mænd. Knap er de sorte tanker besejret på én flanke, før de angriber på en ny. For fjorten dage siden fik jeg holde i ryggen, da jeg skulle bukke mig dybt over min cykel og låse den fri af et meget lavt cykelstativ. Jeg kunne næsten ikke gå i to dage, og det smerter stadig.

“Nåhr, gamle mand,” siger noget i mig spydigt.

“Hold nu kæft, jeg er ikke gammel,” vrisser jeg tilbage.

Jeg var i Aftenshowet i går. Før jeg skulle i studiet, nåede jeg ude i sminken både at tale om, at jeg lige har været igennem økonomiske krise i mit firma, og at jeg er begyndt at lade håret gro langt, fordi jeg lige om lidt bliver skaldet. Det er min mor om igen. Jeg fremhæver det negative for at få opmærksomhed og omsorg, og de fleste reagerer meget sundt ved at blive lidt paf og tavse.

Jeg talte med Aftenshowets studievært, Nikolaj Koppel, som jeg i mit tidligere liv som journalist engang interviewede til magasinet Euroman. Han droppede ud af karrieren som koncertpianist et par dage efter, jeg havde interviewet ham, og sagde, at han ledte efter et nyt job. Jeg anbefalede ham til Euroman og omvendt, og han blev ansat. Jeg kunne rigtig godt lide ham og inviterede ham til min fødselsdag. Han kom ikke, og jeg forbandede min overfortoltning af den gode stemning mellem os og følte mig som en vraget forelsket. Han var cool, og jeg var til grin. Nu mange år efter synes jeg stadig, at han er en fin fyr, og det generer mig stadig, at jeg løb risikoen for at blive vraget. Normalt lader jeg andre vælge mig, fordi det at risikere at få et nej åbenbart gør for ondt.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Lige nu har jeg det godt – del 1

Hej du

Klokken er 20 minutter i 5 om morgenen, og jeg kan ikke sove. Vejret er skiftet fra frost til plusgrader, og jeg ligger og sveder under min sommerdyne, selv om vi er i november, og altandøren er en meter væk og står åben. Jeg steger som ind i helvede. I mit eget fedt. Jeg troede, at når man blev ældre, blev man mere vis og afbalanceret. Jeg troede, at man som terapeut med 20 års erfaring ville falde mere til ro og finde mere ind til sig selv og zen, men sorry to say it – jeg er stadig urolig og tænker alt for meget over tingene, føler mig ensom og forladt og er mig smerteligt bevidst, at den primære årsag til min følelse af ulykke midt i på mange måder lykkeligt liv er mig selv, og at ansvaret for at løfte mig væk fra dødvandet er mit eget.

Så derfor lå jeg og kom i tanke om, at jeg som en slags egenterapi ville lægge min bog ‘Lige nu har jeg det godt’ herind i bloggen. Dag for dag ’skrive’ et kapitel fra bogen om det år med start i august 2010, hvor jeg begyndte at skrive dagbog om at vende mine negative tanker til positive. for at se, om det ikke kunne løfte mig et nyt og bedre sted hen.

For mig hjælper det at skrive. At sige tingene som de er til det taknemmelige papir. Det giver et løft og en fornemmelse af, at det er mig, der ejer mit shit, og ikke mit shit, der owner mig.

Nå, men her kommer den så, min bog ‘Lige nu har jeg det godt’

Den starter med et par citater på den første side:

‘Mod er ikke fravær af frygt, men sejren over den’ (Nelson Mandela)

‘En ekspert er en, der har begået alle de fejl, der kan begås på et lille område’ (Niels Bohr)

Forord

Det startede med, at jeg sad til et kedeligt møde og dagdrømte om at skrive en krimi. En del af tankerne handlede om, at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle gøre, selv om jeg allerede havde skrevet syv bøger. Lettere blev det ikke af, at der inde i drømmen boede et ønske om at forstå, hvorfor jeg ofte var ked af det og vred på min kæreste, selv om jeg følte en stærk kærlighed og havde friet til hende.

Jeg kastede mig begejstret ud i at skrive på krimien og gik i løbet af et halvt år fuldkommen i baglås. Alt skulle være perfekt. Hver sætning skulle stå knivskarpt. Historien skulle være sindssygt spændende og samtidig give mig svaret på mine kærlighedssorger.

I et forsøg på ikke at forsvinde i sortsyn begyndte jeg at male. Det første lærred nærmede jeg mig med forsigtige penselstrøg, men modet voksede hurtigt, og med modet kom større pensler, vaskesvampe, opvaskebørster, viskestykker og karklude, som blev smurt rundt i maling og smækket på lærrederne. Det var en befrielse at male, og efter et halvt år var lejligheden så fyldt af lærreder på vægge og gulve, at jeg overvejede at sælge billederne for at få plads til flere.

I nogle situationer var min frustration over kærligheden så stor, at jeg ikke kunne male mig ud af den. Så hjalp det at skrive dagbog. Der var en vild og voldsom energi i at skrive, præcis hvordan jeg gik og havde det. Perfektionismen lettede foden fra bremsen, og jeg skrev direkte på angsten for at falde igennem både professionelt og privat. At skrive dagbog var så effektiv djævleuddrivelse, at jeg bagefter havde fred i sjælen og fik lyst til at skrive på krimien.

Så skrev jeg på to bøger. Krimien for at følge min drøm. Dagbogen for at være i en virkelighed med stor kærlighed og store humørsvingninger. At skrive dagbog var så fyldt af lyst, at den fortjente at blive en rigtig bog. I et år ville jeg notere alle sorte følelser og tanker og prøve at kaste lys over dem. Måske kunne det blive en bog, der også ville hjælpe andre.

Tirsdag 3. august 2010 startede jeg uden at vide, præcis hvor svært bare det at hjælpe mig selv ville blive. I starten gik det godt. Opmuntret at projektet med at registree alt negavist, blev jeg langt mere positiv og ønskede inderligt, at virkningen ville slå rod og springe ud i et sandt festfyrværkeri af positiv erkendelse og forandring. Men hverdagen og virkeligheden sneg sig gradvist ind på mig igen med øjeblikke, timer og hele dage, der var fulde af dårligt humør.

Denne dagbog er et kig ind i alt det mindre pæne, jeg personligt rummer og samtidig alt de guddommelige, der kan dukke op, når et menenske lægger arm med sig selv. Den er et kig ind i sårbarheden, som det ene øjeblik gerne vil beskyttes og holdes om, men det næste kan fare op som et urimeligt barn, hvis omsorgen ikke bliver givet på den helt rigtige måde i det rigtige omfang.

Dagbogen er skrevet med en ambition om at kravle ned i sindets minegange, grave en skjult skat frem og komme tilbage som et forandret menneske kulsort i hovedet, men med et stort, hvidt smil og en klump guld i hånden.

Tidligt fik jeg på fornemmelsen, at det største fund ikke ville blive en pludselig opdagelse, men nærmere processen i sig selv – de første, famlende og ubevidste skridt, det hårde slid på de sure dage, de eventyrlige øjeblikke med pludselig lykke og fred i sjælen og ikke mindst styrken til at fuldføre projektet.

Der var hele vejen åbenlyse fordele ved at smide dagbogen i skraldespanden, men helbredelsen der lå i at skrive, hvordan jeg havde det, drev mig videre. Noget af det værste og bedste ved at skrive dagbogen er at skulle læse den igen og se, hvordan jeg den ene dag kan have det godt, ja helt fantastisk, og den næste være helt i kulkælderen. Under de første gennemlæsninger vred jeg mig over, hvor meget jeg svingede, men efter at have læst det samme ti gange, begyndte jeg at se mig selv i øjnene uden at slå blikket ned.

Min kæreste hedder Catrine, og vi bor sammen i København. Mine børn hedder Asta, Rasmus og Simon, og det er lige nu 18, 12 og 9 år. Når børnene ikke er hos os, er Asta hos sin mor i Købehavn, og drengene er hos deres mor i Jylland. Herluf er vores hund. Peter, Peter A og Bernt er mine venner. Af hensyn til min egen og andres blufærdighed er ordet beep brugt til at dække over et andet ord.

Martin Østergaard

København 2013

Haha, og nu er det 2016, og Catrine og jeg er blevet gift, min datter flyttet hjemmefra og mine sønner blevet teenagere. Og jeg slås stadig med mig selv. Og jeg gir sgu ikke op :D

PS: Skulle man få en ubændig lyst til at læse resten af bogen med det samme, så kan den købes for kr. 159,- inkl. moms via dette link:http://martinoestergaard.dk/produkt-kategori/boger/

Næste afsnit i serien kommer i morgen

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Langt ude i skoven

Her står jeg. Langt ude i skoven. Imponerende høj og stærk og svag og omgivet af alle mine nærmeste grene og frugtbart grønt ud over det hele. Fuck, hvor er jeg flot og furet og har endda grene med grønne blade ud af røven. Jeg holder nogen oppe. Mig selv og noget andet. Jeg kan ikke se hvad eller hvem. Skidevære med det. Jeg er god til det, kan jeg se. Til at bære. Kaster jeg noget? Et kroget spyd, mit liv. Jeg holder det godt, det spyd. Stikker det bagud mere end fremad? Og hvad hvis det gør? Jeg sigter koncentreret. Skidegodt, Martin. Godt gået derude i skoven. Midt i alt det grønne. Jeg har set dig. Du er fundet. Du er helt okay, ja, mere end det. Og du ved det godt, men vil du tro det, og kan du mærke det? Hvad skal der til? Før du kan se dig selv for bare træer. På den lille pude lå en lille dreng. Aldrig så jeg så dejlig en dreng. Bjerget ligger langt ud’ i skoven.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Vejen til Kvindens hjerte

Vejen til kvindens hjerte kan IKKE købes som papir-bog, men som e-bog til kr. 85,- (ekskl. moms) via dette link

I videoen kan du høre Martin Østergaard fortælle om Vejen til kvindens hjerte.

 

 

Hvad er vejen til kvindens hjerte, hvis man skal fortælle det kort?

  • Vejen til kvindens hjerte går gennem mandens omsorg og forståelse
  • Gennem jævnlige og dybe samtaler om, hvordan vi vedligeholder kærligheden
  • Gennem mandens opmærksomhed – uden at kvinden selv skal bede om den
  • Gennem mandens daglige bekræftelser af kvindens udseende
  • Gennem mandens daglige spørgsmål til kvinden om, hvordan det går
  • Gennem mandens daglige undersøgelse af, hvad der får kvinden til at respektere og dermed begære ham

“Hvornår skriver du en bog, der hedder Vejen til kvindens hjerte?”

Sådan spurgte en kvinde blandt tilhørerne til et foredrag. Bestselleren, Vejen til mandens hjerte, var netop udgivet, og jeg svarede, at jeg syntes, Vejen til kvindens hjerte skulle skrives af en kvinde. At jeg som mand ikke kunne skrive en bog om, hvordan kvinder er og har det.

Til det næste foredrag stillede en anden kvinde samme spørgsmål i en tone, der venligt markerede, at hun syntes, at jeg skyldte kvinderne en bog, når jeg nu havde skrevet en bog om, hvad mange mænd går og savner. Igen afviste jeg opfordringen med forklaringen om, at en mand ikke kan skrive om kvindens hjerte.

Da spørgsmålet for tredje, fjerde og femte gang dukkede op til foredrag, begyndte jeg at spørge kvinderne, hvorfor de syntes, det var en god idé, at en mand skrev om at finde vejen til kvindens hjerte.

“Fordi mændene vil tage det mere alvorligt, når det er skrevet af en mand,” svarede en af kvinderne.
Det gjorde udslaget. Jeg begyndte at samle avisudklip og skrive oplevelser og idéer ned. Men jeg kunne stadig ikke se, hvordan jeg som mand skulle kunne skrive en bog om, hvordan kvinder er og har det.

“Det kan du heller ikke,” sagde en ven. “Men du kan skrive en bog til kvinderne om, hvordan de på en bedre måde kan fortælle en mand, hvordan han finder vejen til deres hjerter. Du er selv mand, og du har oplevet, hvor svært kvinder kan have ved at bede om tingene på en måde, så manden forstår. Og du kan skrive om mænds fejl over for kvinder, fordi du selv har begået så mange. Du har oplevet på din egen krop, hvor galt det kan gå. Og du har i din praksis som parterapeut set, hvor svært det er for kvinderne at bede om lige netop den form for kærlighed, de går og savner – uden at manden opfatter det som et angreb og en bebrejdelse.”

Og det er sandt. Jeg har set, hvor mange lidelser kvinder må gå igennem, fordi de ikke kan få manden til at gøre og sige det, kvinderne så inderligt savner. Og jeg har set, hvor vrede og ulykkelige mænd kan blive, når de gør deres bedste på en helt forkert måde og river sig til blods i forsøget på at nå en kvindes hjerte.

Vejen til kvindens hjerte er smal og snoet, og tornekrattet er tæt. Men belønningen, der venter, når man kommer frem, er det hele værd.

I Vejen til kvindens hjerte fortæller jeg, hvilke fejl jeg synes, mænd og kvinder begår med det resultat, at vejen til kvindens hjerte bliver blokeret. Og derefter kommer nogle forslag til, hvad kvinder og mænd kan gøre for at få ryddet forhindringerne af vejen og nå frem til et mere åbent, nært, givende og kærligt forhold.

Ofte skal der ikke meget til for at få det bedre sammen. At tale ud på skift uden den andens afbrydelser er godt. At sige undskyld er godt. At fortælle helt konkret, hvad man ønsker, er godt. Kompromisser er gode.

Men det kan være helt utroligt svært at få sagt undskyld, at fortælle helt konkret, hvad man savner eller at have tålmodighed til at høre ordentligt efter og lade være med at afbryde, når den anden siger sin mening. Vejen til kvindens hjerte går især igennem at lytte til, hvad kvinden har at sige. Og at lytte uden at forvente at kunne forstå alt, hvad hun siger. Eller være enig i alt, hvad hun siger. Vigtigere er det bare at lytte og tage informationerne til sig.

Køb “Vejen til kvindens hjerte” som E-bog her

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Tak til min indre kritiker

IMG_0022

Jeg er ikke kedelig. Det er dig, der er kedelig. Du kommer og læner dig over hækken og lader, som om du vil sige noget vigtigt. Du er misundelig og vil pisse på det, jeg laver. Jeg kender dig. Du dukker op, når festen begynder. Du dukker op, når jeg tvivler på, om festen er god og sjov nok. Du sidder og bitcher sammen med min tvivl, der er nabo til den anden side.

Helst af alt vil jeg være i bunden af haven, hvor det er svært at komme til. Der hvor vi smider alt, vi ikke bruger. Jeg elsker at rode i vildnisset. Den småsødt lugtende kompostbunke med det gulnede, mugne græs vil jeg gerne sprede, så haven bliver kultiveret af vores affald. Jeg nyder at svede, blive stukket, revet og blive væk i mørket mellem de høje planter, buske og træer.

Der ligger et smukt hus på den anden side. Nogle gange drømmer jeg om at bo der. Men når jeg står på grænsen til den fremmede have og kæmper med mit eget, er jeg ligeglad med den prægtige villa. Så er det mere end nok at være her.

Mens jeg skriver om at få kål på krattet, hører jeg hverken din eller den anden nabos stemmer. Jeg er alene, glad og overrasket over, hvor lidt det kom til at handle om dig, du indre kritiker, der taler mig ned. Jeg får ondt af dig og af, at du forsvandt ud af historien. På den anden side var det meningen.

Tak fordi du fik mig til at flytte fokus til det væsentlige. Tak fordi du var så irriterende, at jeg var nødt til at gå og lade mig opsluge af alt det frodige, grønne.

Med venlig hilsen Martin

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Ubønhørlig duft af Fanø

IMG_0979

 

Jeg går på skrivekursus. Det handler mest for mig om at komme i gang med et manuskript, jeg har haft liggende i tre år uden at skrive på det. Min tidligere redaktør, Suzette Larsen, fortalte mig, at Chalotte Heje Haase havde startet en række skrivekurser. Jeg meldte mig og har nydt hvert sekund. Jeg sidder nu hver dag og skriver i hånden i min notesbog for at mærke ordenes kraft og blive mig selv. Og har på kort tid fundet mit gamle manuskript frem og kastet mig over det med fornyet ildhu og glæde ved at skrive og redigere. En del af indholdet på kurset er korte skriveøvelser på syv minutter. Følgende tekst er syv minutters skriveøvelse under overskriften: Fortæl om en sommerdag, da du var barn.

 

Mit pis lugter af saltvand, når jeg kommer hjem. Vi er på Fanø med cykel, færge og lang vej hen over den lille ø. Jeg sidder på den glohede, grønne maling på dækket af færgen, der sejler i et stort U, så sejlrenden ikke sander for hurtigt til. Vi ligger på stranden med de andre damer. Jeg graver i sandet. Har frisbee med. Og en bold. Jeg bliver rigtig god til at svømme. En af de hurtigste i klassen måske bortset fra Tommy. Kim tæller ikke, for han er konkurrencesvømmer og har grønt hår. Dagen er lang på Fanø. Under en ubønhørlig sol. Jeg får for meget og bliver solskoldet et eller andet sted. Min mor er soldyrker, så jeg skal også. Det er godt at være brun overalt. Min bror og far dyrker også solen. I dag har jeg det blandet med solen. Sidder i den lige nu og nyder livet med sutsko på. Men dengang på Fanø grinede alle damerne engang. En herre kører på cykel for fuld skrue i strandkanten, mens han glor på de nøgne kvinder og har stådreng på i sadlen. Latteren breder sig som løbeild. Jeg svømmer som en fisk til anden revle. Frygtløs. Min mor lærer mig glæden ved stranden, vandet, solen og friheden på cykel hen over sandet og ud mellem klitterne. Hvor er dagen lang. Og flad. Indtil vi kører forbi det gamle badehotel. Enormt på sit hjørne med hvid facade og duft af ikke så fjern fortid.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Til dig som har sagt fra

Du har været i denne tilstand af fastlåsthed længe. Alt for længe. Nu er du endelig brudt ud. Har sagt fra. Grædt. Markeret dig. Fået din elskede til at blive stille og bange. Og du har skræmt dig selv med en beslutsomhed, du ikke har oplevet i årevis. Nu mærker du friheden. Et sus af at være dig, som du var engang. En forvirring. For nu troede du lige, at du var kommet et sted hen, hvor du skulle videre fra. Men du kan også mærke, at noget trækker dig tilbage, selv om du ikke orker. Men du skal jo. Eller skal du? Skal du tilbage? Du ved det ikke. Du er rundt på gulvet. Og bare rolig. Du er, hvor du skal være. Du har genopdaget dig selv. Er blevet genfødt. Til et meget lyksaligt og besværligt sted. Nyd udsigten. Træk vejret. Ikke love nogen noget. Ikke være på overarbejde med at skulle noget bestemt. Tag et dybere ansvar for dig selv ved at lægge ansvaret lidt væk. Giv lidt op. Nogle gange er der mere styrke og fremdrift i lidt opgivelse end i at kæmpe videre. Nyd øjeblikke af frihed. Tillad dig selv at blive forelsket i livet igen. I tilfældige fremmede, du ikke kender, men møder på din vej. Forelsket i dig selv igen. Mærk din stjålne glæde og begejstring. Der er ikke noget at være bange for. Det er bare dig. For første gang længe. Du lever. Og det tager lidt tid at vænne dig til det. Nyd det. Selv om det er svært at sidde stille og mærke, at du heler. Selv om du synes, at du er nødt til at træffe beslutninger og at have en plan. Du behøver ikke. Ikke endnu.

Med venlig hilsen Martin Østergaard

Nyd udsigten. Træk vejret. Der er ikke noget at være bange for. Det er dig selv, du mærker.

Nyd udsigten. Træk vejret. Der er ikke noget at være bange for. Det er dig selv, du mærker.

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Hvorfor falder kvinder for mænd der ikke kan tøjles?

Et magasin for kvinder skrev og spurgte, hvorfor kvinder føler sig tiltrukket af mænd, som ikke behandler dem specielt godt. Hvad er der så interessant ved en ‘bad boy’, som er uforudsigelig og svær at tøjle? Og hvorfor falder fornuftige, moderne og selvstændige kvinder for ham? Også selv om det medfører frustration og hjertesorg?

Mit svar lyder sådan her:

Kvinder føler sig tiltrukket af stærke mænd. Og en mand, der ikke ønsker at underlægge sig kvinden, er ofte meget mere tiltrækkende for kvinden end en mand, der er vild med hende og vil gøre alt for hende.

Kvinder er normalt de stærke i kærlighedsrelationen forstået på den måde, at hun efter måske et halvt eller helt år i stort omfang styrer forholdet. Det vil sige, at det er hende, der bestemmer, hvor meget de skal ses, hvornår de skal flytte sammen, og hvordan man taler om tingene. Selvfølgelig er der mange forhold, hvor det ikke er sådan, men jeg taler om, hvordan det generelt er. Og her skal så også tilføjes, at de færreste kvinder i hverdagen tænker over, at det er dem, der bestemmer. Og hvis man spørger dem, så er der mange ting, de ikke bestemmer. Men teknisk set er det kvinde, der har mest magt og indflydelse. Og kvinder er ofte også magtliderlige i de intime relationer. De føler selv, at det ikke handler om magt, men om at få og opleve tryghed. Men mænd føler det ofte som dominans. Og hvis han er vild med hende, er han langt hen ad vejen med på at blive bestemt over.

Mænd, der er optaget af noget andet end den kvinde, de er “sammen med” er vildt interessante for kvinden. Hun er topfrustreret over, at hans arbejde, hobby, ekskone og børn, venner og andet er mere vigtigt for ham. Han siger det ikke direkte, for han vil ikke gøre hende ked af det. Og nogle gange siger han det faktisk direkte, og det er endnu bedre for kvinden, for så er der endelig en mand, der siger fra og er tydelig. Men oftest bliver det jo til situationer, hvor kvinden mere og mere forsøger at få styr på, hvor manden er både fysisk og psykisk. Og jo mere hun prøver at få styr på ham, jo mere unddrager han sig.

Det ender så i det, der i min branche kalder en negativ binding. Og på dansk betyder det, at man bliver ved med at give kærlighed til en, der ikke gengælder den. Det skulle man synes, at man hurtigt ville opleve som en dårlig forretning, men sådan virker kærlighed og fascination ikke. Man er vred og naturligvis primært ked af det, men man hænger på krogen og bliver ved og ved og ved med at reinvestere i den dårlige forretning i håbet om at ende med overskud. Det sker så bare ikke.

Så er der naturligvis også de kvinder, der på mange måder er stærke og klart formulerede omkring, hvem de er, og hvad de vil og ikke vil, og så engagerer de sig alligevel i gifte mænd eller umulige mænd, fordi der ligger noget særligt intenst i at elske og blive afvist. At være ude af stand til at få det, man gerne vil have. Ofte er bonussen ved de umulige mænd, at man som kvinde kan forestille sig et eventyrland af perfekt kærlighed på den anden side af al umuligheden. Ens fornuft siger, at det er umuligt og urealistisk, men i ens følelser og fantasi oplever man en meget intens fantasi-kærlighed, som faktisk er mere intens, end nogen virkelighed og hverdag kan hamle op med.

Mændene, der er flyvske og svære at få hold på, har ofte ikke så meget kærlighed og overskud i sig, som kvinderne går og forestiller sig. Ofte er det mænd, der har en lang række udfordringer med evnen til nærhed og nærvær. De er måske gode til at forføre og til meget intens, indledende kæreste-kontakt med masser af sex og spænding. Men så snart, kvinden kommer tættere på, aktiveres mandens uro, usikkerhed og indre smertenspunkter, og så trækker han sig med den begrundelse, at “det er mig og ikke dig” og mere af samme skuffe. Det kan handle om, at han ikke er kommet over en eks, og det kan være alt muligt andet fra hans fortid og måske også barndom, som kommer i spil og gør ham træt og usikker, når hverdagen melder sig, og kvinden pludselig er virkelig med ønsker og behov og ikke længere en våd og villig fantasi, han han drømme sig væk i og heale sig selv og sine sår med.

Kvinder vil gerne have stærke mænd. Mænd, der modsiger kvinder, driller kvinder og gerne vil noget med kvinden, men ikke alt det, kvinden vil, er spændende. Fordi kvinden kan mærke, at jo mere stærk (svær at kontrollere) manden er, jo mere kvindelig og feminin føler hun sig. Det virker ekstremt stimulerende for kvinden at føle sig 150% kvindeagtig. Og så er hun hooked. Men når manden er FOR ukontrollabel, påfører det kvinden smerte, når det har stået på i fx et halvt års tid. Så er nyhedens interesse og det umiddelbare adrenalinsus af intensitet væk, og så gør det naller. Så vil han alligevel ikke flytte sammen med hende og hendes tre børn. Så vil han alligevel vente lidt med at få familie og børn. Og kvinden siger: “Jamen, det var da ikke mig, men dig selv, der talte om børn og ægteskab snart”.

Mændene forstår heller ikke altid sig selv. Eller de får i hvert fald dårlig samvittighed over, at de ikke vil det samme, som kvinderne gerne vil. Og kommer og spørger mig, om de er afsporede og afstumpede. Og så må jeg jo fortælle dem, at de nok bare er så meget mænd, at de ikke rigtig gider, at nogen skal bestemme over dem. Og så indrømmer de jo også, at der var det ene eller det andet med den kvinde, som de ikke var helt vilde med, men den slags kan man jo ikke sige, for så kommer der jo en verdenskrig ud af det. Og ofte har de mænd altså nogle andre mål og ønsker og kan ikke forpligte sig. De vil måske gerne falde lidt ned og leve familieliv, men reelt har de nok i deres arbejde, børn, samvær med mandlige venner og lidt flirt og lir via et eller andet datingsite, når behovet for det melder sig.

Det var, hvad jeg skrev til magasinet for kvinder. Men jeg synes, der mangler lidt.

For at slutte i det mørke, kan man lidt dystert sige, at mænd og kvinder ikke har så meget at give hinanden, når det kommer til stykket. Og derfor er mænd, der er tydelige med at være sig selv og ikke så optaget af kvindens interesser og mål så vanvittigt spændende for kvinden at få med på holdet. For han vil jo ikke. Og det forstår hun godt. Hun genkender sig selv i denne mand. Hun genkender sin manglende lyst til at lade andre bestemme over sig. Og hun fascineres af, at en mand ikke rigtig gider det, hun vil. Det får hende til at føle sig mindre end ham, og hvis man er en stærk kvinde, der hurtigt får de fleste kærester til at føle sig små, så er det superfrækt med en mand, der er større. Det spænder kvindens intellekt, hjerte og seksualitet helt op – for en tid.

I den bedste af alle verdener skaber sådan en spænding et meget givende forhold også ud over de første måneder. I virkeligheden giver det ofte hjertesorg, fordi mænd, der tiltrækker kvinder for tiltrækningens skyld, ender med at knuse kvinden med sin manglende interesse i at gå videre.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Hvorfor går så mange parforhold itu?

Et populært tv-program sendte mig forleden følgende rundspørge:

"Kom med dit bud på, hvorfor så mange par går fra hinanden. Nævn de tre hyppigste årsager i en prioriteret rækkefølge efterfulgt af en kort kommentar."

Her er, hvad jeg svarede.

1. Vi kan ikke tale sammen uden at komme op at skændes

Parrene har mistet kontakten til hinanden og siger, at de ikke kan kommunikere. Det kommunikerer sådan set fint nok, men det foregår bare på en fjendtlig måde, som dækker over år med stigende følelse af ikke at blive forstået, "set", draget omsorg for og behandlet ordentligt. Misforståelserne står i kø og accepten af den forskellighed, der er i de fleste par, kan ligge på et meget lille sted.

 

2. Min mand vil skilles/min kone vil skilles

Den ene af parterne har besluttet sig for eller er allerede flyttet for sig selv. Vedkommende "kan ikke mere" og den anden er enten vred eller tryglende eller uforstående eller alle tre ting på skift og insisterer på parterapi for at give det en sidste chance. Ofte viser det sig, at årsagen til beslutningen om seperation eller skilsmisse har spøgt længe, men er blevet udløst af en forelskelse i eller fascination af en tredie person.

 

3. Sammenbragte familier med særbørn og fællesbørn

I de seneste år er antallet af "nye" familier eksploderet. Og der er hverken hos parrene eller parterapeuterne for den sags skyld særlig stor erfaring med at leve med børn, der ikke er ens egne. Og rådgive omkring det. Og det er MEGET svært med andre-folks-børn. Og det er meget forbudt at have negative følelser omkring den andens børn. Disse familier kan have store problemer og er ikke klar over, at det tager måske 5-6 år at vænne sig til at være sådan en "ny" familie. Og helt let bliver det aldrig. Der er mange slags sammenbragte familier. Her er tre slags: a) Parret bringer hver især et eller flere børn ind i familien. b) Den ene har et eller flere børn. c) De har et fælles barn og hver deres "særbørn".

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit