Tænder du på en afvisning?

Et spørgsmål i min brevkasse lyder sådan her:
“Hvordan kan det give en nærmest kriseagtig uro, når nogen forsvinder? Uanset om vedkommende var interessant eller ej? Jeg synes sgu, det er usundt. Jeg bliver nærmest forelsket af, at den anden ikke er det længere”.

Mit svar lyder:
“Tja, psykoterapeuten her tænker jo straks, at den aktuelle smerte ved forsvindingen aktiverer en ældre smerte, som handler om at blive forladt eller at føle sig forladt og have svært ved at forstå, hvordan den eller de personer, forladthedsfølelsen er koblet til, kan finde på at afvise en.

For at komme igennem smerten eller for at forstå den bedre, har man brug for kontakt til personen og en forklaring, der vil sætte en fri, så man kan komme videre. Enten med eller uden personen. Men i hvert fald med et mere afklaret forhold.

Fænomenet er beslægtet med det velkendte mønster med at “tænde på en afvisning”. Altså at man bliver mere stimuleret, skarp og føler mere intensitet, når der bliver brudt med en eller i krisetider, end når man “bare” bliver elsket. Ja, faktisk kan det at være elsket føles lidt kedeligt og ligegyldigt sammenlignet med at blive fyret eller opleve drama i forholdet. Først da vågner man op.

Og ja, det er sgu ikke helt sundt.

Meeeen, ikke desto mindre meget almindeligt.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Kærlighedens bog

Håndværkerens eget hus er faldefærdigt, pædagogen behandler sine børn dårligt, lægen er kronisk syg, og psykologen er seriøst fucked up.

Yes, der er nogen om snakken. Med jævne mellemrum går det op for mig, at jeg, der hver dag hjælper andre med smerte og sorg, har været i smerte og sorg det meste af mit liv. Heldigvis synes jeg, at smerten er med til at gøre mig til en bedre terapeut. Smerten kræver blot at blive draget omsorg for en gang imellem, hvis den ikke skal kvæle sin vært.

Min metode er ikke dødsdruk og headbanging til Rammstein-koncerter, men mere den vemodige og stilfærdige af slagsen. Musik og film åbner for mine sluser, og så græder jeg. Tårerne renser og beroliger, og jeg føler mig mere som mig selv bagefter.

For tiden går jeg på You Tube og finder “The Book of Love” i Peter Gabriels version… med tekster. Jeg skruer lidt op for lyden, så jeg ikke kan høre min egen stemme, og så synger jeg med og begynder at græde, nærmest inden jeg er kommet i gang.

Det er min ambition en dag at kunne synge “The Book of Love” uden at græde, men i virkeligheden er det jo langt federe, at jeg bliver rørt og mister kontrollen over følelserne.

Jeg skriver for at huske mig selv og måske dig på, at det er vigtigt at række denne omsorgsfulde hånd til os selv og åbne for det inderste. Du har din måde at gøre det på, og jeg vil ikke pådutte dig min. Jeg vil bare sige højt, hvordan jeg har det, fordi jeg så ofte har følt mig forløst og forstået, når andre har været håbløst ærlige.

Til ære for følsomheden – den skarpeste kniv i skuffen!

(Og Rammstein er i øvrigt for fede. Hårde og bløde på samme tid)

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Sig uforbeholdent undskyld

Du vil helt klart få svært ved det. At sige undskyld uden forbehold. Du vil sige undskyld, ja. Men du vil også forsøge at forklare, hvorfor du gjorde, som du gjorde. “Undskyld, men det var også bare fordi der ikke var… bla-bla-bla”.

Og du vil have svært ved at sige uforbeholdent undskyld, fordi du rent faktisk ikke synes, at du gjorde det med vilje og derfor heller ikke behøver at beklage noget som helst. Næh, faktisk føler du dig lidt stødt på manchetterne over, at din partner kan finde på at blive ked af det og vred på dig over lige det – og meget andet. For det var jo ikke med vilje.

Nej, det var det ikke, men derfor blev hun eller han alligevel ked af det. Og det er muligt, at de er nogle fucking drama queens, som hele tiden bryder sammen i krampegråd og føler sig stødt. Men du har valgt at leve sammen med vedkommende og blive hos hende eller ham, (selv om du lige nu midt i raseriet overvejer alternativerne). Så er det også en rigtig god idé at sige “Undskyld, jeg gjorde dig ked af det”. For det var helt sikkert ikke meningen, at du ville gøre din kæreste ked af det, vel? Og selv om du føler dig angrebet, behøver du jo ikke nødvendigvis at blive sur og gå i baglås. Selv om det er svært at lade være… især fordi din kæreste rent faktisk har det med at være en drama queen – i hvert fald i perioder.

Det er simpelthen smart at sige uforbeholdent og superkort “Undskyld” og så droppe forklaringen. Og hvorfor skal/må man ikke forklare sig? Fordi det i en situation med let ophedede følelser med statsgaranti vil blive opfattet på et forsøg på at “bortforklare” dig, hvis du prøver at fortælle om bevæggrundene for det, du gjorde – eller ikke gjorde. Og så vil din partner opleve, at du i virkeligheden ikke har lyst til at undskylde eller beklage noget som helst, men tværtimod lyst til at sige “Slap dog af, hystade”.

Drop forklaringen. Hvis din kæreste er et ordentligt menneske, skal det nok komme tilbage i form af god stemning.

Og nyd din egen undskyldning og den beskyttelse, den yder. Lad den fylde mere i dig. Ikke bare på den selvglade måde, men på den afbalancerede måde. Det er ren omsorg til dig selv at give din kæreste denne omsorg. Man kan altid sige: “Jeg er rigtig ked af, at det gjorde dig ked af det”. Så har man heller ikke indrømmet, at man var ubetænksom og klodset, hvilket jo kan være lidt af en udfordring for ens egen stolthed og selvopfattelse. Især når man er under beskydning.

Og hvis kæresten så siger: “Sjovt nok kan jeg slet ikke mærke på dig, at du er ked af det”, så må du erkende, at du er oppe imod en særdeles adræt og modbydelig, emotionel ninja-kriger. Og så kan du fx sige: “Nååh, kan du ikke tage imod en uforbeholden undskyldning?”

Lad være med at gøre det hånligt. Så trapper du bare krigen op. Men sig det med alvor og tyngde. Så vil din kæreste have fået en helt ny og interessant udfordring. Nemlig at det kan være svært for drama queens at modtage det, de hele tiden går og siger, at de ikke får nok af.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Irriteret på kæresten?

Irriteret på kæresten? Så er her 3 vigtige checkpunkter, inden du kører din irritation af på kæresten og skubber vedkommende endnu længere væk.

1. Din kæreste gør sit bedste, selv når du føler dig modarbejdet og bekriget. Behandl hende eller ham som uskyldig.
2. Din kæreste føler sig mere elsket, når du roser, anerkender, undskylder og kommer med kærlighedserklæringer, end når du påpeger fejl og mangler og ønsker en afklarende samtale.
3. Din kæreste kan ikke gøre dig lykkelig alene. Få input og kærlighed fra andre mennesker – venner, veninder, kolleger, familie. Og få noget hjælp, hvis du tilbagevendende er uykkelig.

Og PS… hvis din kæreste for alvor er et irriterende a-hole, så kom ud af røret. Heller for tidligt end for sent.

 

 

(På fotoet ses Herluf og Wilma – kærester ved første blik)

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Har lyst til/ har brug for

Hørt i forbifarten:

Jeg har kendt min mand i 10 år og savner ofte, at han er vildt forelsket i mig og giver lige præcis det, jeg har lyst til. Omvendt tror jeg, at det er bedre for mig, at han kender mig og elsker mig og bare er sig selv og giver mig alt, hvad han kan. Det er nok mere det, jeg har brug for. Den sårede del af mig får mig nok ofte til at opføre mig som et barn, der er mere klar over, hvad det har lyst til, end hvad det har brug for.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Andre folks børn er skide irriterende

Andre folks børn er skide irriterende, med mindre de synes, det er sjovt at lege med mine egne englebasser.

 

Jeg ved godt, at andre mennesker har det anderledes og elsker både deres egne og andres børn. Og jeg overdriver utvivlsomt også mit eget hadske forhold til andres børn. Reelt er jeg nok i virkeligheden ret god til børn og søger også gerne børns selskab, fordi det ligesom er mere ok i min bog, at mennesker på otte år hele tiden snakker om sig selv, end at voksne på 28, 38 eller 48 stadig gør det. Hvilket de ofte gør… men det er en helt anden historie.

 

I dag skriver jeg om ”Dine, mine og vores børn”, for det er en udfordring, der især i de seneste 20 år er vokset. At vi ikke bare skal være sammen med vores egne børn, men at vi skal være sammen med andres, fordi deres forældre også er blevet skilt. Og vi vil gerne have det hele til at svinge lidt i takt.

 

Og at få det hele til at svinge i takt er – helt ærligt – stort set umuligt. Alene af den nævnte grund, at man ikke holder så meget af andres børn, som man holder af sine egne. Men igen… det kan være, det bare er mig, der har det sådan. Men jeg ser det jo også ofte i parterapien og i min rådgivning i brevkasser og privat og anonymt på mail. At der er SÅ mange følelser i klemme på kryds og tværs i forhold til børn, der ikke er ens egne.

 

På et tidspunkt var der en, der sagde til mig, at det tager 5-6 år at vokse sammen med en ny familie. Det passer meget godt til min egen erfaring. I mit eget tilfælde har jeg tre børn med to forskellige og er gift med Catrine, som jeg ikke har børn med. Og vi har de samme udfordringer som alle andre. Selvfølgelig er vi fantaaaastiske til at håndtere udfordringerne. Men det har da taget mange år at vænne sig til at være en ny familie. Og det er til stadighed en udfordring.

 

Og jeg taler med mange mænd, der synes, at deres kærester er for søde, eftergivende og hønemor-agtige over for deres både store og små børn. Og kvinder der omvendt synes, at disse mænd taler for hårdt til børnene og ikke vil erkende, at der af og til er jalousi med i spillet. Og at mændene skal øve sig i at være mere lydhøre over for barnet, der ikke er deres eget.

Og jeg taler med kvinder, som synes, at papdatteren styrer alt i familien med sit drama og sin snoen sin far rundt om fingeren og bevidste bekrigelse af hendes papmor.

Og både mænd og kvinder er ved at gå i knæ over ekser, som stadig mange år efter skilsmissen fylder alt for meget og styrer alt for meget og opdrager børnene uden tilstrækkeligt med hverken grænser eller omsorg med det resultat, at forsøget på at give omsorg til børnene i midten skaber eksplosive dramaer imellem den biologiske forælder og papforælderen, fordi man griber opgaven an på forskellige måder. Og har svært ved at give plads til forskellighederne.

 

Kort sagt… der er masser af udfordringer. Familiedramaerne kunne tidligere være mere skjulte, fordi de foregik indenfor hjemmets fire vægge og handlede om, at min mor elsker min storebror mere end mig og min lillebror, men det bliver aldrig sagt højt. I dag er der ikke så meget at miste, fordi man ikke er direkte i familie, og krigen foregår ofte mere åbent på godt og ondt.

 

Nå, men der var faktisk en, som spurgte mig, om jeg kunne svare på følgende spørgsmål indenfor emnet:

 

Hvilke forventninger kan man egentlig have til en ny kæreste, når det handler om børn?
Umiddelbart synes jeg, at man kan have alle de forventninger, man har lyst til. Men at det er MEGET vigtigt med forventninger, at man løbende justerer dem. Og vel at mærke nedjusterer dem. For noget af det allermest dræbende i forhold er, at man bilder sig ind, at kæresten efter endt forelskelse stadig vil imødekomme alle ens forventninger. Det kommer bare ikke til at ske.

Er det okay som kæreste uden børn ikke at have en voldsom interesse i kærestens børn?
Ja, det er vel okay og meget ærligt, hvis man får en sådan udmelding fra en kæreste, men så kan det jo også være, at forholdet bliver meget kort. Altså at det aldrig hæver sig fra at være sådan et sex-sjov-og-ballade-forhold, og at man derfor dropper kæresten, når vedkommende ikke vil være kæreste for alvor. For det kræver jo et vist engagement i børnene. Men hvis man har en forventning om, at kæresten er voldsomt interesseret i ens børn, så bliver man hurtigt skuffet. Den slags overdreven interesse, som er for god til at være sand, handler vist mest om at score partneren ved at ramme hende eller ham, hvor han eller hun er mest blød… på børnene.
Er det rimelig, at en kæreste, der har fået børn, ikke ønsker at få børn med en ny – barnløs – kæreste?

Ja, det kan jeg ikke se noget forkert i. Men selvfølgelig vil det være snyd, hvis han eller hun i starten taler meget om at få børn for at imødekomme et behov hos partneren for derefter igen at trække sin udmelding tilbage. Men jeg synes da, at det er rimeligt nok, hvis man har fået nogle børn, at man ikke ligefrem er vild med tanken om flere. Omvendt ville det – igen – være ondskabsfuldt at blive kæreste med en kvinde, der får brystspændinger, hver gang hun ser en barnevogn, hvis man ikke vil have børn med hende.

Hvordan tackler man som kæreste uden børn følelsen af jalousi overfor den eks, som kæresten gerne ville have børn med – og måske også overfor barnet/børnene som er en konstant reminder om fortiden?
Ja, det vil jeg nok sige, at man vil gøre med skiftende held. Jalousi er en besværlig herre. Det er da klart, at hvis man gerne selv vil have børn og ikke rigtig kan blive enig med kæresten om det, så vil man fokusere meget på, hvad det er ved eksen, der fik ham/hende til at ville have børn med vedkommende frem for en selv. Det er jo en vanvittig logik at sætte tingene sådan op, men hjertet er jo netop både dumt og klogt på samme tid. Og det er da også meget naturligt at være jaloux på børnene af samme årsag. Det kaldes at være retrospekt jaloux. Kvinder er det oftest på mandens eks og børnene som beskrevet ovenfor, mens manden har den samme jalousi, fordi kvinden rent faktisk seksuelt har været sammen med andre mænd end ham. Han ville helst, at hun havde været jomfru, da de mødtes. En seksuelt meget erfaren en af slagsen vel at mærke.
Ja, beskriv gerne i det hele taget problematikkerne i de såkaldt sammenbragte familier som efterhånden er ret almindelige.

 

Jeps, jeg har nævnt noget om dette ovenfor, men vil gerne slutte af med at fortælle om en af de ting, der har været en stor udfordring for mig selv gennem årene som deleforælder. For mig har det ganske ofte været svært at være den, som alle er relateret til, mens deres relationer indbyrdes ikke nødvendigvis er af samme karakter. Jeg har mange gange haft sådan en fornemmelse af, at jeg skulle holde lidt igen over for mine børn for ikke at forfordele min kæreste, nu hustru, mens jeg også skulle huske at lave noget med børnene for ikke at sidde for meget og voksensnakke, når drengene nu endelig var her og ville spille fodbold. Eller når min teenagedatter havde brug for en rummelig far, der ikke flippede over, at han 117 gange skulle minde hende om at bære glas, kopper, tallerkner, æbleskrog og andre madrester fra stenalderen ud fra hendes værelse.

Jeg har nogle gange haft på fornemmelsen, at jeg skulle være der for alle andre og ikke rigtig havde plads til mig selv. Men igen… der påhviler jo også en et personligt ansvar for at råbe op og beskrive den problematik, man sidder med. Der findes ingen ofre… kun mangel på gode idéer og input.

 

Skriv gerne med dine erfaringer på området. Skriv gerne spørgsmål til mig. Eller til hinanden.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Angst for intimitet

Vi kender det alle sammen. Nogle gange kan det være ubehageligt at få andre mennesker helt op i ansigtet – både fysisk og følelsesmæssigt. Især hvis man ikke kender dem så godt eller ikke føler sig så tryg ved dem.
Men mange mennesker har det endnu sværere med at være tæt på den, de elsker allermest. De har problemer med intimitet. Ofte viser problemet sig ikke det første stykke tid, man er sammen, men dukker op efterhånden, som man kommer tættere på hinanden.
Måske har man tidligere i sit liv været udsat for at blive svigtet. Det kan være en tidligere kæreste, der har såret en dybt. Det kan være venner. Det kan være mobning i skolen. Det kan være ens forældre, der ikke helt har været de forældre, man godt kunne have tænkt sig.
Nogle gange kan man være så præget af de savn, man har levet med, at man er helt allergisk over for at opleve lykke. Man er simpelthen så uvant med glæde, fred og ro og ren kærlighed, at man bliver nødt til at skabe lidt drama og kaos for at slippe for at tage imod den store, varme kærlighed, man har så svært ved at tro på. Man skaber uro for at undgå intimitet.
Hvis man gang på gang har fået pillet sine drømme og forhåbninger i småstykker, kan man have svært ved at turde tro på noget som helst. Helt omvendt kan man begynde at presse, kritisere og svigte den, man elsker for at teste vedkommendes kærlighed. Ud fra mottoet: Du elsker mig jo allligevel ikke, og om lidt går du fra mig.
Værst af alt kan det være at opleve, at man ønsker at række hænderne ud og modtage den gode, varme kærlighed, men at man igen og igen i sidste øjeblik vender ryggen til af angst for at blive svigtet. Man vil kærligheden og den anden med sit hoved, men hele ens system siger ”Neeeej”.
Hvordan kommer man videre?
Det første skridt videre og længere ind i den uvante intimitet er at være opmærksom på, at man har et problem. Og at det vil blive ved med at følge en resten af livet. Det forsvinder ikke bare. Der vil altid være en rest tilbage. Også fordi angsten på et tidligt tidspunkt har tjent det meget vigtige formål at beskytte en mod yderligere skuffelser. Angsten har fået personen til at trække sig og redde livet. Man lukker af, isolerer sig og mistænker andre det værste for at redde sig selv.
Senere i livet og sammen med en kærlig person er det bare ikke nogen god idé at blive ved med at vende sig væk fra åbenheden, varmen og intimiteten. Ved hjælp af fornuften må man tvinge sig selv til at turde tro på andre mennesker. At turde tro på at 9 ud af 10 vil dig det godt. Men at man naturligvis også er nødt til at være opmærksom på, at jo tættere på man inviterer andre, jo større sandsynlighed er der for, at de kommer til at træde en over tæerne, fornærme, skade og såre en. Især fordi man jo er en del mere nærtagende end mange andre mennesker.
Og så er det jo altid en god idé at tale med nogen om ens fortid. At få sorteret lidt i det og få en andens indtryk og input. Det letter som regel.
Når to personer med mange svigt i baggagen og angst for intimitet møder hinanden, kan der opstå stor sammensmeltning, fordi man har stor forståelse for, hvor såret den anden kan føle sig. Men selv om man føler meget med hinanden, og måske netop fordi man tror, at den anden kender en ned i mindste detalje, så har man det ofte også med at blive meget vrede på hinanden, når der opstår misforståelser. Og det gør der jo. Ingen mennesker er guder. Ingen er ufejlbarlige. Vi begår alle fejl. Og nogle gange vil vi forskellige ting og kommer til at stå i vejen for hinanden.
Men det er klart, at er man sammen med et menneske, der har angst for intimitet, så skal man bruge en del tid på at få filtret trådene i en misforståelse ud. Man skal være tålmodig og god til at lytte på en, der fortæller om noget, man har svært ved at forstå eller sætte sig ind i. Og hvis begge har problemer med intimitet, så kan man skræmme hinanden endnu mere. Og derfor er det vigtigt at acceptere, at det ofte er svært at være i forholdet, men at man ikke skal bruge så meget energi på det, der går galt som på at gå tilbage igen, igen og igen og prøve at tale om tingene. Eller bare lade være med at tale om det, man alligevel ikke kan finde frem til enighed omkring.
Det er vigtigt at få noget hjælp udefra til at få sorteret lidt i, hvad der handler om svigt fra ens fortid, og hvad der er svigt fra det forhold, man står lige midt i. Det kan være rigtig svært at skelne. Selv for folk som er rimeligt skarpe.
Og man skal frem for alt afstå fra at synes, at det er kærestens skyld. Det er aldrig kærestens skyld. Ikke mere end det er ens egen skyld i hvert fald. I er begge uskyldige. Det er bare den slags shit, der opstår, når man elsker for alvor. Og for alvor bliver bange.
Angst er ikke altid skidt. Den er med til at holde dig skarp og opmærksom både på dine egne og partnerens behov. Så sørg for at behandle din angst med respekt. Den har beskyttet dig i mange år og har svært ved at give slip på dig. Hav tålmodighed med den. Det er svært at se, at ens barn bliver voksent og kan selv og flytter hjemmefra.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Hvordan føler jeg mig værdifuld?

En kvinde spurgte, om jeg kunne besvare fem vigtige spørgsmål. Jeg svarede, at jeg fornemmede en stor længsel i hendes spørgsmål og bad hende uddybe ved at fortælle mere om sin situation. Der kom ikke nogen uddybning, og sådan er det jo ofte med livet. Man får ikke altid det, man beder om. Jeg vil mægtig gerne besvare spørgsmålene alligevel. Her kommer det første.

Hvordan styrker jeg følelsen af at være værdifuld?

Det lugter jo lidt af, at man ikke føler sig særlig meget værd, når man spørger på den måde. Og det kender jeg alt for godt. Jeg er frygteligt hård ved mig selv ganske ofte. Og så er der heldigvis lange perioder, hvor jeg ikke er det. Og så er jeg måske på grund af min udfordring ekstremt godt til at se andres kvaliteter på den gode måde og gøre dem opmærksomme på det på den drillende og konfronterende måde, så de har svært ved at lade være med at tage imod komplimentet. Måske er det derfor, jeg er terapeut. Jeg er dælme god til at ”se” og støtte andres vaklende selvværd.

Nå, nu skal det ikke handle for meget om mig, men om, hvordan man styrker følelsen af at være værdifuld. Det gør man ved at leve i overensstemmelse med sine behov. At eksperimentere med at gøre det, man har lyst til. Og her må jeg indrømme, at de sidste par sætninger er noget, jeg skriver, fordi det er noget, jeg engang har lært. Og at det gjorde indtryk på mig, dengang jeg hørte det første gang. Og det giver stadig mening. Men af og til kan jeg dælme godt selv have svært ved at leve i overensstemmelse med mine behov. Ja, overhovedet mærke, hvad der er mine behov. Men så meget desto vigtigere at mærke efter, hvad man savner og gerne vil have. Og sige det højt eller leve det ud.

Hvordan kommer jeg igennem de hede sommernætter uden en at dele dem med?

Her er svaret ligetil. Det gør du ikke. Du ligger og vender og drejer dig og storsveder og har muligvis også en enkelt søvnløs nat eller to, fordi du får taget for meget sol, fordi du tænker, at nu skal du satme også se lækker ud. Det er for kedeligt i det lange løb uden en at være sammen med. Det er fint at tage sig et par år alene for at komme sig, men man kan også komme til at gå for meget i frø og komme for meget ud af vanen med sex. Så sørg for at få fyret op under et eller andet skår. Så kan det være, at det ikke lige bliver ham – eller hende – men så holder du dig varm og i form og vant med at vurdere, hvad der er godt og skidt… derude.

Hvordan bliver jeg bedre til at rumme ambivalens?

Se så… nu bliver det en smule for kryptisk for mig. Jeg får en fornemmelse af, at spørgeren mener noget ganske bestemt og personligt med ”ambivalens”. Derfor læser jeg resten af spørgsmålene og får en fornemmelse af, at spørgsmålene måske skulle have stået i omvendt rækkefølge med det sidste først. Jeg får en fornemmelse af en kvinde, der har datet en mand, som hun er blevet rigtig glad for, mens han undervejs har fundet ud af, at han kun formår at tilbyde venskab og ikke kan love mere end det. Og at spørgeren nu må leve med at vente og vurdere, om hun kan finde ud af at være venner med ham, når hun nu mest af alt ønsker, at de skal fortsætte som kærester lige nu og her. Det er muligvis det, spørgsmålet om ambivalens går på. Hvordan lever man bedre med, at man er splittet lige ned igennem kroppen mellem det, man drømmer om og det, der står til rådighed. Svaret er, at det kan man ikke så længe. Altså leve med ambivalensen og uvisheden om, hvorvidt man er købt eller solgt. Det sætter sig med rekordtid på selvfølelsen, og så er vi tilbage ved spørgsmål 1, som handlede om, hvordan man føler sig værdifuld. Det gør man i hvert fald ikke, hvis man ikke ved, om man er inde i varmen eller ude i kulden. Det æder dig op.

Hvordan omgås jeg det modsatte køn kun på vennebasis?

Det er ikke nogen kunst at omgås det modsatte køn på vennebasis. Det sker hver dag på de fleste arbejdspladser. Men det er straks sværere at omgås en person af det modsatte køn KUN som ven, hvis man hellere vil være kæreste med vedkommende. Det kan man ikke i længden. Og jeg anbefaler, at man opløser venskabet og fortæller personen, at det kan man desværre ikke, fordi det er for smertefuldt.

Hvordan holder jeg pause fra dating uden at blive desperat (hænger måske sammen med spørgsmål 1)?

Hvis det hænger sammen med spørgsmål nummer et, så får jeg den lille fantasi, at du måske har en tendens til at føle dig værdifuld igennem at date. Eller gennem kontakt med en mand. Jeg forstår godt det med, at man kan have ventet for længe og derfor har brug for at indlede et forhold for at kunne næres af lidt god sex og symbiose og masser af gode samtaler. Man kan gå og blive for støvet og underlig. Men omvendt kan man også have for travlt med at fokusere på at blive forløst af en kæreste. Og derfor kan man blive overoptaget af, hvem der er den rigtige og blive rigtig-rigtig-riiiigtig træt af at date. Eller rigtig afhængig af dating uden egentlig at blive mere glad, rolig eller afklaret.

Måske er det rigtige svar, at man ikke helt slipper for at blive desperat, når man i forvejen har en tendens til at være lidt drama-agtig. Om ikke andet inde i sig selv. At holde pause fra noget, man har dyrket lidt for meget, har det ofte med at medføre lidt abstinenser som afskeden med mange andre former for misbrug.

Og så har jeg lyst til at gå tilbage til spørgsmål nummer et om det med selvværdet. Jeg er sikker på, at man føler sig mere værdifuld, når man begynder at gøre noget mere af det, man har lyst til. Det er ikke sikkert, at det hele bliver til gode oplevelser, bare fordi man har lyst. Men generelt er vejen til større selvværd bygget på gode oplevelser. Mange små, gode oplevelser. Fx at man prøver noget, man ikke har prøvet tidligere. Det nye, man prøver, behøver ikke at resultere i en succes, for succesen er allerede hjemme, i det øjeblik man bryder grænsen og gør noget, man ikke har gjort før.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Jeg mediterer

Det der med at meditere kommer hurtigt til at lyde som noget religiøst. Som en eller anden religion, man bekender sig til. Men jeg er ikke religiøs. Ikke det mindste. Heller ikke med at meditere. Det er bare en af de ting, jeg har prøvet, der er blevet hængende.
Jeg sidder som regel tidligt om morgenen, når ingen andre er stået op. Enten i karnappen på mit kontor med frit udsyn til himlen, som jeg alligevel ikke ser, fordi jeg har lukkede øjne. Med åbne vinduer, så jeg kan høre fulderikkerne på Nørrebrogade på vej hjem fra byen og mærke den friske luft. Eller også går jeg op på loftet, åbner et ovenlysvindue op til tage, kravler op af en hønsestige og sidder på taget med benene så meget korslagt, man nu kan uden at vride knæene af led.
Ja, og så lukker jeg øjnene, trækker vejret dybt et par gange, slapper af i hele kroppen og prøver at mærke efter, om der er nogle steder, jeg spænder. Slapper også af der. Og så prøver jeg bare at koncentrere mig om indåndinger og udåndinger og et såkaldt fokuspunkt lige midt i panden i det, nogle kalder ”det tredje øje”.
Og så prøver jeg at lade være med at tænke på alt muligt andet. Jeg prøver at lade være med at bekymre mig og synes skidt om mig selv og være hård ved mig selv, når jeg sidder og kommer i tanke om alle de situationer, jeg har været i, siden jeg sidst sad og mediterede. Jeg prøver at lade være med at være efter mig selv eller sidde og dagdrømme og lade tankerne vandre eller planlægge vigtige ting eller få gode idéer til dit og dat og alt muligt. Jeg prøver at skubbe tankerne helt stille og roligt væk, når de sætter sig fast på mig som en tæge, der forsøger at suge mit blod.
Ind imellem… nej, faktisk ganske ofte får jeg en helt salig følelse af, at dette er mit sted. Dette er mig. Her er der plads til mig. Her er der ikke plads til andet. Og det er godt. For der er normalt plads til utroligt meget og mange inde i mig.
Det er en utrolig fryd, at der er et sted i mig, jeg kan kontakte gennem meditationen, er en uudtømmelig ro og fred. Jeg kan meditere og være på dette sted i 5 minutter, 10 minutter eller en halv time. Og jeg kan være på nakken af mig selv, fordi jeg ikke får gjort det hver dag eller synes, at jeg burde gøre det mere langvarigt. Men det korte af det lange er, at dette sted findes, og denne viden beroliger mig meget.
Det er som sagt ikke religiøst. Stedet er ikke et ophøjet sted. Det er ikke et sted, hvor det kun er beskåret de hellige få at blive lukket ind. Hvem som helst kan gå derind. Og nogle kan have stor glæde af det.
Det eneste religiøse, der er over meditationen er, at jeg gerne tilbeder den opdagelse, jeg har gjort. At jeg i mig har et potentiale, som ligger snublende tæt på det liv, jeg har levet. Og at jeg er taknemmelig for den gave, det er at have opdaget dette sted.

Langt fra altid kan jeg kontakte stedet. Nogle gange larmer tanker og følelser i mig, så jeg ikke kan tænke på andet end det, mit sind pisker mig med. Nogle gange finder jeg hverken nåden eller tilgivelsen eller sjælefreden i mig selv, selv om jeg bliver siddende og mediterer, og alt udefra ser ud, som det skal.
Men stedet er der, også når jeg ikke bliver lukket ind. At vide det er ofte nok.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Farvel til far

For ti år siden gik jeg på et kursus, hvor en kvindelig kursusdeltager på godt 50 fortalte om, hvordan hun døjede med, at hendes forældre var så gamle, at de var blevet senile og skulle på plejehjem, og at det krævede en del arbejde af hende.

Jeg kan huske, at det gjorde indtryk på mig, og jeg havde lyst til at fortrænge tanken om, at mine dengang velfungerende forældre skulle blive så senile, at de ikke længere kunne klare sig, men at jeg skulle tage mig af dem og sørge for at sende dem videre i systemet. Jeg ville ikke have, at de skulle blive svage og dø.

Nu 10 år senere er det min egen tur.

I de seneste uger har jeg været i gang med at pakke min fars lejlighed ned, fordi han røg på hospitalet med hjerteflimmer og måtte have indopereret en pacemaker… efter først at have overvejet, om han hellere ville undvære og risikere at kradse af. Bagefter blev han flyttet til en midlertidigt plads på et plejehjem, hvor han nu har fået en permanent plads.

Det er fandme trist med sådan en menneskeliv. Vores forhold har aldrig være det bedste. Da mine forældre blev skilt, fik han travlt med at leve det søde liv med damer og 70er og 80er disko, og jeg vidste aldrig helt, hvornår jeg så ham næste gang. Da jeg blev voksen skrev jeg en kronik “Den ny mand i huset” i Politiken om den 9-årige drengs manglende forhold til sin far, og det blev starten på mine personlige skriverier.

Lige i dag har min storebror hyret en mand, der afhenter dødsboer, til at rydde lejligheden efter min far. Det ser ikke godt ud i lejligheden. I de seneste år har han forsøgt at drikke og ryge sig ihjel. Det lykkedes ikke helt, men for helvede hvor kan sådan noget tobaksrøg ødelægge alt med en stank som jeg ved ikke hvad.

Det er vemodigt med alt det, der kunne have været, men aldrig rigtig blev til noget. På forunderlig vis prøver jeg at lægge samvittigheden i at få ryddet ordentligt op efter den gamle og på den måde give mig selv den kærlighed, som det aldrig helt lykkedes ham at videreformidle. Han ringede oftest til mig, når han skulle fortælle, at han og kæresten skulle på endnu et sea cruise og ville være væk i 14 dage. I den seneste tid har jeg kigget på nogle af billederne fra deres ture. De ser glade ud, som de står der sammen med cruise-kaptajnen eller sidder ved det eksotiske morgenmadsbord, står med hånden på skulderen af indfødte handlere på stranden eller med guldkæde og bronzebrun hud i lyseblåt caraibisk havvand.

Nu ligger han som en langhåret og langskægget fugleunge og kan ikke komme ud af sengen på plejehjemmet. Og dagen i dag skal bruges til at rense hans tv med sprit og køre det over til plejehjemmet, så han kan se på andet end himlen og træet uden for vinduet. Det skal renses godt det tv, for jeg gider ikke besøge ham i den der fucking nikotin-værtshuslugt for fremtiden.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit