Lige nu har jeg det godt – del 13

Jeg skriver for tiden uddrag her i bloggen fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 13

 

Søndag 29. august (2010)

Jeg mærker stadig den seneste tids løft, men også et mylder af små impulser, der opfordrer til at spadsere ud i negative tankebaner. Det lykkes at stoppe mig selv, så der kun opstår en let tåge af ubehag, som kort efter letter. Jeg husker ikke indholdet af de triste tanker, men ser en mørk dør, jeg vælger ikke at åbne og gå ind ad.

Hvorfor får jeg dårlig samvittighed over ikke at kigge indenfor? Må jeg ikke vende ryggen til? Føler jeg mig forpligtet til at rydde op? Jeg har jo brugt år på at rydde op i stort set alt og har for længst båret en masse ubrugeligt, personligt affald ned i rummet til storskrald. Hvorfor kan jeg ikke sætte mig selv fri?

Er det ikke bedre at droppe at flytte rundt på gamle erkendelser og i stedet komme ud i solen og nyde tilværelsen? Er det ikke bedre at se på den gave, jeg har fået – livet, der hele tiden forandrer sig til det bedre, selv når noget går galt? Bliver jeg slået i gulvet, rejser jeg mig og går videre. Tilbageslag fjerner jo ikke min ambition om at at skrive en spændende thriller, at have et kærligt forhold til Catrine og at nyde krammere og glædesfyldte øjeblikke med mine smukke, kærlige og sjove børn.

I går var børnene og jeg til fødselsdagsfest hos Bernt for at fejre hans søns elleveårs fødselsdag. Både Asta, Rasmus og Simon kom på skift for at kramme og være tæt på mig. Fantastisk.

Solen er oppe, og himlen er ubevægeligt blå med højtliggende, hvide striber. Her er så tilpas varmt, at jeg sidder i T-shirt, lange bukser og uldne skisokker. Jeg har lige været ude efter dagens anden kop kaffe, og jeg kommer til at tænke på Bernts bror, som fortalte, at konen har fundet en mand, der er femten år yngre. Jeg får straks tænkt Catrine og mig ind i historien og panikker ved tanken om, at hun finder en fyr, der er næsten tredive år yngre end mig.

“Hvor stor er sandsynligehden for det?” spørger fornuften.

“Jamen, hvad nu hvis det sker?” spørger bekymringen.

“Hvorfor bekymre sig?” spørger fornuften.

“Jeg skal nok lade være med at ødelægge dit gode humør,” siger bekymringen lidt offeragtigt, slår blikket ned og vrider hænderne.

Simon står op, kommer ud på altanen og fortæller, at han drømte, han var spærret inde i sin sovepose og ikke kunne finde lynlåsen og i stedet mavede sig over til mig, som troede, at han var en kæmpelarve og slog på ham, indtil jeg hørte hans råb fra dybet og fik ham lynet ud af soveposen.

Selv drømte jeg om nogle kvinder, der havde blod på ryggen af deres hvide skjortebluser. De vidste ikke, hvorfra blodet kom og prøvede at gnubbe det fæk med en klud og opdagede, at det var dem selv, der blødte. Da de løftede op i bluserne bagpå og prøvede at tørre blodet af ryggen, var ryggene én stor plamage af piblende råddenskab under hvid, violet og blåsort hud, der bristede, så skind og kødstykker faldt ud af ryggen. Sådan en drøm er det vist bedst at bruge til noget kreativt uden at tænke for meget over, hvad den betyder.

 

Mandag 30. august

Det er sen aften, og jeg skriver i sengen. Jeg nåede ikke ud på altanen i morges. Catrine ligger ved siden af med en krimi. Hun kom hjem fra Sverige i går aftes, og vi er i gang med at finde hinanden. Hun sagde, at der var så stor forskel på at være i ødegård og i byen, og jeg hører det straks som: “Jeg kan bedre lide at være ude på landet og bryder mig ikke specielt om byen.” Det gjorde mig irritabel, og jeg blev ved at være irritabel. Eller nej, jeg trak mig væk og koncentrerede mig om at være i mit eget space, og det var fint. Hun var i sit space, og vi talte ikke så meget, men lavede ting hver for sig.

Jeg vågnede tidligt i morges, og Catrines seng var tom. Jeg stod op og læste min thriller bagfra kapitel for kapitel. Det var en godt og oplivende oplevelse. Jeg havde på forhånd tænkt forsigtige og påpasselige tanker som for eksempel: Bare jeg ikke synes, det er noget skidt og: Bare jeg ikke føler mig tung og trist, mens jeg læser, men det udløste i stedet tanker som: Giv den gas, du er jo godt til det, skriv, skriv, skriv.

Jeg har det godt. Forrygende. Jeg havde en konflikt i går med Asta, som lagde sig på min plads i sofaen, lige før jeg selv skulle lægge mig. Hun sagde, at der ikke er faste pladser, hvilket er rigtigt, men hun sagde det på så meget ‘skrid’ i stemmen, at jeg lige et øjeblik måtte gå på toilettet og få styr på temperamentet, inden jeg kunne gå ud og bede hende flytte sig. Hun gik ind på sit værelse og kom ikke igen. Hun følte sig sikkert uretfærdigt behandlet, men sådan skal man ikke tale til mig.

Drengene kom godt til Jylland. Der opstod straks kaos, da de skulle af sted, fordi jeg hade glemt billetterne. Catrine sprang på cyklen med billetterne og mødte os på Nørreport, og så havde vi ti minutter til at nå toget på Hovedbanegården. Da vi stod i togkupéen ved drengenes plads med tre minutter til afgang, var der ingen strøm på Rasmus mobil, og vi prøvede at sætte opladeren i, men der var ikke liv i togets kontakter. I samme øjeblik åbnede Simon sin danskvand, som skummede over og strømmede ud på bordet. Han ville vide, hvad han skulle gøre, og jeg sagde, at han bare skulle feje det ned på gulvet med hænderne og hente papir på toilettet, og så måtte jeg gå ud af toget for at vinke farvel og signalerede til Rasmus, at hvis der ikke var strøm ved deres plads, kunne han prøve ved nogle af de andre i toget. Det forstod han vist ikke. Måske fordi han er for genert til at spørge. De er stadig lidt utrygge ved at køre frem og tilbage mellem Jylland og København, men den kortvarige panik i situationen fjernede uroen omkring at skulle køre alene. Tror jeg.

Jeg synes, jeg skriver for meget dagbog om alt muligt andet end aktuelle, negative tanker, så nu vil jeg lytte, om der er nogle små, blodtørstige, negative tanker på vingerne, parate til at slå ned og suge mit blod og min energi. Næh, der er kun nogle svage, negative tanker forbundet med det maleri, der hænger ved fodenden af sengen. Det er mit første maleri. Lidt forsigtigt famlende i stilen, men også en god start på en kreativ periode med mange malerier.

Jeg tror ikke, at Asta slukkede for internettet sent i går, da jeg bad hende om det. Måske som hævn over uretten tidligere på aftenen. Jeg går ud og tjekker, og hun har faktisk slukket routeren og været en sød pige. Det er mig, der er slem og fuld af mistillid.

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Lige nu har jeg det godt – del 12

Jeg skriver for tiden uddrag her i bloggen fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 12

Lørdag 28. august (2010)

Jeg sidder med strithår og uldne strømper i morgensolen og skinner. Jeg ville have skrevet ‘skriver’, men ‘skinner’ er en god fortalelse. Jeg stod op med Rasmus og spiste morgenmad. Nu spiller han Playstation. Simon er lige stået op, har fået en knuser og siger, at han vil vente med at spise. Da jeg lå i sengen og skulle sove i går aftes, havde jeg en følelse af ro, selv om Catrine er i Sverige, og hendes fravær altid skaber et uroligt beredskab i mig. Men ikke nu. Her er bare ro.

Da drengene kom i går, var jeg lidt i ubalance, fordi jeg synes, at jeg skal gøre noget særligt eller være noget særligt for dem. Jeg tænkte: Hvad med bare at være dig selv i stedet for at skulle præstere noget? Også til morgen skal jeg gøre noget specielt for drengene, og det skaber en lammelse i mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg beslutter mig for ikke at ligge under for det. Jeg vil ud på altanen og skrive og være mig selv og ikke en elektrisk legeonkel, som drives rundt af indre dæmoner.

Jeg hjælper Simon med at komme på nettet, fordi Asta har hevet netledningen ud og glemt at sætte den i igen. Han skal spille en VM-fodboldsang for mig på YouTube. Jeg synes, jeg skal være sammen med drengene hele tiden, fordi de kun er her i ganske få dage hver anden weekend. Skyldes noget af min tristhed, at de flyttede til Jylland, og at vores liv sammen blev skåret ned til et minimum?

Der er et flot fænomen på himlen, hvor der på grund af tæt dis skabes to lysende prikker og tilhørende regnbuelignende streger til højre og venstre for solen. Det ser ud, som om der er tre sole.

Der er masser at klienter i min praksis, og det er atter lykkedes at tjene tilstrækkeligt til at udbetale løn til mig selv i denne måned. I januar, februar, marts og april slog finanskrisen til, og i den værste uge var der to eller tre aftaler. Jeg fik et chok og tænkte, at det var slut med at være terapeut, og at jeg måtte sælge lejligheden og flytte i noget mindre.

Chokket lammede mig i flere måneder, og jeg spekulerede som en gal over, hvordan jeg skulle komme ud af dødvandet. På et tidspunkt skrev jeg til nogle FOF-afdelinger, hvor jeg plejer at holde foredrag og foreslog et nyt foredrag, som hed Sådan kommer du ud af krisen. Det skulle handle om, hvorrdan man undgår krise i forholdet, selv om der er krise i økonomien. ingen ville købe foredraget, og jeg måtte finde på noget andet. Til sidst satte jeg mine priser på rådgivning ned og begyndte at være virkelig aktiv i min brevkasse.

Meget langsomt kom der lidt flere klienter for hver uge. Hver gang jeg lavede en ny aftale, fortalte jeg det til Catrine, og så jublede vi begge. Arbejdsglæden kom tilbage, og jeg holdt helt op med at være irriteret på klienterne, som jeg nogle gange blev det, da der var for mange af dem. Jeg var dybt taknemmelig, hver gang der bare kom én.

I går havde jeg besøg af en kvinde i dyb krise med en massiv følelse af, at hendes liv var domineret af tab og svigt. Hun beskrev sig selv i to mails, før hun kom, og jeg mærkede et stort ønske om at hjælpe hende, men også en bekymring for, om det ville lykkes. Hun kom og var i voldsom smerte, men vi stod det igennem sammen, og da hun skulle gå, kiggede hun direkte på mig og spurge: “Får du det også selv bedre af at høre folk fortælle om deres smerte?” “Ja,” svarede jeg og fortalte, at jeg af og til føler, at det er mig, der skylder klienter noget. Jeg sagde, at hun er den første, der nogensinde har spurgt om netop det, og at folk oftere spørger: “Bliver du aldrig træt af at høre på alt folks lort?” hvilket altid føles som mangel på respekt, selv om det er venligt ment. Bagefter var jeg rørt over hendes klarsyn. Midt i sin smerte kunne hun se, at hendes smerte lindrede min.

“Tak, fordi du er her,” sagde hun og gik.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Lige nu har jeg det godt – del 11

Jeg skriver for tiden uddrag her i bloggen fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 11

Tirsdag 26. august (2010)

Jeg mærker stadig løftet, og det er endnu mere positivt i dag. Da jeg vågner klokken syv, kan jeg ikke komme hurtigt nok op for at skrive. Sent i går blev jeg begejstret over at få lyst til at skrive om alle de positive ting, der er ved min opvækst med min mor og lighederne mellem os. Jeg ringer til hende, fordi jeg har talt med JYSK om en seng, som skal sendes ud med fragtmand, men pludselig koster sengen ikke længere 2.500 kr, men 3.695 kr. Jeg spørger, om hun er frisk på at komme ind og prøveligge en seng hos JYSK, så vi ikke køber en forkert seng i dyre domme. Det vil hun gerne, men hun har svært ved at overskue, at hjemmeplejen som sædvanlig kommer og ser hende tage sin insulin om morgenen, og hun derefter skal give mig besked om, at hun nu er klar til at tage bussen. Det er ikke let at blive gammel.

Solen er lige stået op over hustagene, og den varmer. Der er ingen vind, og himlen er fuldkommen blå med en enkelt næsten usynlig stribe sky højt oppe og nogle grå skyer i det fjerne mod øst. FCK vandt over Rosenborg i går i den sidste kvalifikationskamp, så nu er de i gruppespillet i Champions League. Det bidrager til det gode humør, selv om jeg ofte føler mig en anelse isoleret på min faste plads på Nedre C blandt en masse fans, som kender hinanden og sludrer løs. Heldigvis har jeg en god sidemand, Kim, som gerne taler om løst og fast, så jeg ikke føler mig som en øde ø i menneskehavet. Jeg skal huske, at det kun er min anden sæson med fast plads, og at mange har haft deres faste pladser i mere end ti år. Jeg må være tålmodig.

Jeg vander potten med basilikum, fordi den er blevet slatten. Her er køligt og efterårsagtigt på altanen, og jeg startede i lange bukser med to par strømper og en trøje over T-shirten, men allere nu skal jeg have mere end trøjen af. Dejligt, at sommeren holder fast.

Hvad var det nu med min mor? Jeg skal skrive om det positive ved at vokse op alene med hende og mine fællestræk med hende. Jeg har følt mig meget elsket og føler mig stadig virkelig elsket og værdsat. Hun har fået mig til at føle mig som noget særligt og samtidig smittet mig med sin usikkerhed på sig selv. Hun var virkelig en steg som ung, har altid været nysgerrig, intelligent og smækfyldt med følelser. På den ene side tilbageholdende og forsigtig. På den anden side gennembrudsagtig ligefrem med en unik evne til at se det ironiske og sjove i en situation.

Min mor har altid være kreativ og anderledes. Hun tegnede, malede og interesserede sig for kunst og litteratur, men var aldrig snobbet med det. Hun havde en fin fornemmelse for, at kunst er den sårbare sjæls mulighed for at bruge sit potentiale fuldt ud. Hun var åben, fordomsfri og interesseret i at blive klogere på sig selv og andre. Hun fjernede undergardinerne fra vinduerne tyve år før alle andre, så man kunne se direkte ind i stuen i mit barndomshjem. På et tidspunkt begyndte hun endda at klippe store kunstmotiver ud af nogle Irma-kunst-plastikposer, fugtede dem med lidt vand og satte dem på ruderne. Jeg syntes, hun var pinlig, men var samtidig stolt af hende. Hun satte kunstige blomster på cykelkurven før alle andre og en hæklet og meget kulørt bøllehat på sadlen for at gøre den mere blød at sidde på.

Hun brugte stort set alle sine penge på at give mig fornemmelsen af at have lige så meget som alle de andre børn, selv om mine forældre var skilt, og min far var bagud med både børnepenge og opmærksomhed. På grund af hende store kærlighed og store tvivl på sig selv har jeg både en tro på, at jeg kan gå på vandet og en overbevisning om, at jeg aldrig kan gøre noget godt nok.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Lige nu har jeg det godt – del 10

Hver dag (næsten) skriver jeg her i bloggen lidt fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 10

 

Tirsdag 24. august

Jeg vågner klokken syv. Stemningen er let, jeg er i bedre humør, og det er skønt. Hele niveauet har hævet sig, og jeg tror, at skriveriet og den øgede fokus på mine tanker er årsagen. I dag må jeg få skrevet på den thriller og bagefter skal jeg købe en seng til min mor.

 

Onsdag 25. august

Endnu en morgen hvor det er mig og ikke de negative tanker, der styrer. Det blæser, og dørene i lejligheden knirker og smækker i gennemtrækken. På himlen ræser store, lysegrå skyer afsted mod solen i øst som ilt på vej mod et brændende inferno, der sluger alt for at eksistere. Jeg har kun haft én negativ tanke til morgen. Da jeg trådte ud på altanen med kaffe, ostemad og tre ark papir, så jeg blomsterne i den ene altankasse strutte, mens blomsterne i den anden lå ned. Jeg tænkte, at den levende altankasse var Catrine og den halvdøde mig.

Er det corny at sidde på altanen og skrive i gråvejr, regn og blæst? Kigger naboerne på mig med misundelse? Føler de glæde over at se mig i mit univers af fred, ro og eftertanke? Hvorfor er jeg så optaget af, hvad andre tænker? Her er dejligt. Det trak i mig for at komme herud, allerede da jeg vågnede. Jeg får dårlig samvittighed over ikke at lave morgenmad til Catrine, men jeg overvinder det og gør, som jeg har mest lyst til. Tro mod mig selv i stedet for flink. Selv om det er overskyet, er der bevægelse i de grå skyer, og jeg kan skimte den blå himmel og nogle højereliggende og mere stillestående skyer. Jeg fryser om tæerne, går ind og laver en kop kaffe og tager et par ekstra strømper på under de uldne. Naboen kommer ud og sætter sig på sin altan, og jeg ser hende først, da jeg rejser mig for at gå ind i køkkenet. Jeg håber ikke, hun tror, jeg går ind, fordi hun kom ud. Igen er det utrolig vigtig for mig, hvad andre tænker.

Herluf sidder ved siden af og kigger ned i gården. Min vagthund passer på. Der er ikke mere plads på det tredje ark papirs anden side, og jeg gider ikke hente mere. Der er heller ikke flere negative tanker. Det skulle da lige være en meget svag ærgelse over, at der ikke er noget at ærgre mig over. Skydækket åbner sig, så man kan se himlen og de højereliggende skyer. Et langvarigt vindstød suser efterårsagtigt gennem rønnebærtræerne, og en havebænk vælter bagud på fliserne med et smæld.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Lige nu har jeg det godt – del 9

Hver dag (næsten) skriver jeg her i bloggen lidt fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 9

Søndag 22. august

Klokken er syv, og jeg sidder på altanen efter at have spist morgenmad. Her er stille og overskyet. Jeg er hverken glad eller ked af det, men svagt bekymret for at blive ked af det eller trist. I går aftes gik Catrine i seng klokken ti og spurgte, om hun var kedelig, når hun allerede gik i seng. Jeg sagde: ‘Nej,’ og mente det, og hun spurgte, hvad jeg tænkte. Jeg sagde, at det var en hemmelighed, men, hvad jeg tænkte, var, at jeg er bange for, at hun går tidligt i seng, fordi jeg er kedelig.

Mens jeg spiste morgenmad, tænkte jeg, at jeg muligvis oplever det triste mere tydeligt, fordi jeg elsker Catrine så højt, at det i højere grad udfordrer mit selvværd. Jo større kærlighed, jo mere hul igennem til at mærke præcis, hvor lavt selvværdet er.

Det er ikke mange år siden, jeg havde travlt med at blive voksen og opnå alle de fordele, jeg var sikker på, det ville omfatte. At blive voksen var en slags lottogevinst, der ville få alt til at falde på plads. Men alt falder ikke på plads. Der kommer måske lidt mere ro og afklaring, men også en angst for, at det hele er forbi, inden det for alvor er startet.

Temperaturen og vinden ændrer sig lige nu til det køligere, og der kommer et par dråber på altanens gelænder. Jeg prøver at komme i tanke om noget, jeg tænkte tidligere på morgenen om, at jeg er hård ved mig selv og de to bøger, jeg skriver på. Jeg burde tilbede bøgerne og min kamp med stoffet. Jeg burde være stolt. Nu vælter regnen ned, og naboerne kommer ud i trusser og underbukser for at redde hynderne i altanmøblerne ind. Jeg tager blomsterkasserne af og sætter dem i læ, inden de bliver oversvømmede.

Klokken halv ti begynder jeg at bekymre mig om, hvorvidt læseren af denne bog vil komme til at savne et udviklingsforløb, en komposition med en dramatisk kurve, der topper lige der, hvor jeg for altid slipper mine negative tanker og starter mit ny liv som en lykkelig mand. Jeg ved godt, at det ikke skal bekymre mig. Læseren finder det, læseren kommer efter. Eller noget helt andet og uforudset. læserens projekt er et andet end mit. Bogen er læserens bil, og det afgørende er ikke bilen, men hvor man vil hen, og hvad der sker undervejs. Jeg håber, at det bliver et skelsættende og populært køretøj, en Fiat 500, en Citroën DS, en VW Golf.

Er det kedeligt at læse om mental gåen i ring og et års morgenrutine med at skrive og tænke? Hvem ved? Måske vil netop gentagelsen være en åbenbaring for mange. Måske har andre også et liv, der går i rundkreds uden spændingskurve som en Holywood-film.

 

Mandag 23. august

Dugen på altanbordet er ny og skyr vandet, så nattens regn ligger i store, hvælvede dråber og ligner kviksølv. Jeg kan ikke sætte kaffekoppen, uden at den bliver våd, og jeg vil ikke tømme dugen for vand ud over kanten på altanen eller ned på gulvet, for det vil larme og bryde stilheden. Luften er kølig, og tynde bånd af næsten ubevægelige skyer ligger højt på en klar, blå himmel. Mod øst er der langstrakte, blågrå skyer med omrids af lyserødt og orange fra den lave sol. Skraldemænd torner let med containerne på Fælledvej. Jeg trækker vejret dybt.

Catrines seng er tom, da jeg vågner klokken seks, og det sætter som sædvanlig tnaker om afstand og brud i gang. Hun har ikke kunnet sove og har lagt sig ind i stuen for at læse og sove videre, og jeg vælger ikke at brodere videre på min uro, men i stedet tage det som en påmindelse om ikke at tage hende for givet.

I går sagde hun, at hun var løbet tør for penge i denne måend. Jeg fik dårlig samvittighed over ikke at tilbyde at rette op på det, men det er tidligere endt med, at jeg selv fik underskud, og lige nu sparer jeg op til at tage Asta med til Berlin om et par måneder. Jeg får dårlig samvittighed over at prioritere egne behov.

I aftens konstaterede Catrine, at vi ikke havde været meget sammen i går. Jeg sagde: “Dejligt,” i et forsøg på at være drilsk og ovenpå i situationen, men det kom til at lyde fjendsk. Catrine valgte at overhøre det og forsatte med at fortælle, at hun havde savnet mig. Vi kyssede og krammede. Jeg skal være bedre til at gå mine egne veje og ikke rende rundt i røven på hende.

I går læste jeg lidt i Slip bekymringerne, der indtil nu har været saglig og videnskabelig. Budskabet er: “Tænk poisitvt i stedet for negativt, for undersøgelser viser, at det har gavnlig effekt.” Men så kommer et afsnit, hvor man nærmest bliver truet med at blive syg og dø, hvis man ikke straks kaster sig ud i mindful meditation og tænker positivt. Det er helt forfriskende, at bogen et kort øjeblik bliver småreligiøst manipulerende. Det giver mig en tryg fornemmelse af, at de mennesker, der ønsker at hjælpe mig, i deres forsøg på at række ud er lige så smældende småtossede som mig. At forfatteren ufrivilligt afslører sig selv, er lige så helbredende for mig som hendes råd om, hvad jeg skal gøre.

Nu kravler solen over taget overfor, og himlen er blevet endnu mere blå. Et svagt vemod over afstanden til Catrine sidder i mig, men er der nogen afstand? Og har vi i virkeligheden ikke et et forhold, der er godt ud over det sævanlige? Er afstanden ikke bare noget inde i mig?

Min genbo kommer ud på sin altan og læser. Jeg har lånt ham min ny Stephen King-bog, og han har lånt mig en pose af sine Stephen King-bøger. Folk er ved at vågne, og dagen er ikke længere min alene. Jeg elsker at stå tidligt op og bilde mig ind, at verden er min.

Jeg går i stå. Jeg har skrevet roen frem. Det er ret fedt. Jeg kniber øjnene sammen mod solen. Lysende pletter danser på papiret.

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Har du og din partner lyst til at medvirke i et tv-program?

Er gnisten forsvundet? Hakker I på hinanden over småting? Har I lyst til at udfordre jer selv og udvikle kærligheden? Kunne I tænke jer at få ordentlig kontakt og nærhed med hinanden? Få lirket det løs, der sidder i klemme? Og se mere lyst på fremtiden?
TV3 søger deltagere til et nyt tv-program, hvor du kan få hjælp til at redde dit parforhold af to af Danmarks dygtigste parterapeuter (Jeg, Martin Østergaard, er denene af dem). Skriv til jonas.schmidt@warnerbros.com for at høre mere.

fullsizeoutput_267

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Lige nu har jeg det godt – del 8

Hver dag (næsten) skriver jeg her i bloggen lidt fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 8

Fredag 20. august

Himlen er lyseblå med endnu mere gennemsigtige, hvide skyer end i går. Der er en gylden farve i det fjerne bag husene, hvor solen er ved at stå op. Jeg hader, når folk taler om, at de ikke vil kunne bo i København. Forleden fortalte Catrine, at vores nabo efter sin ferie i sommerhus følte sig låst inde på Nørrebro. Jeg frygter, at Catrine selv føler sig låst inde. Det er rigtigt, at byen kan være enormt grim, når man lige kommer hjem fra ferie. Og det er noget lort, at husene skygger for både solopgang og solnedgang, men jeg elsker København.

Jeg vågner klokken halv seks, og de sorte tanker buldrer løs fuldkommen upåvirket af den ny opmærksomhed, de nyder her i dagbogen. Måske har de vænnet sig til rampelyset og begynder at give den gas, nu hvor de kan se frem til et større publikum.

“Foreløbig…,” siger de sorte tanker.

“Foreløbig er det kun dig og os, skrivermunk. Men snart får vi en stor fanskare, og så kan du fucke din blyant og dine kinabøger. Så kører vi vores egen blog og kalder os ANT, Automatic Negative Thoughts, og så rapper vi om din hvide røv.”

Jeg står op og går på toilettet for at slippe for at blive pisset mere på. Catrine smiler til mig, da jeg lægger mig igen, og jeg smiler til hende. Jeg føler, jeg er falsk over for hende, fordi jeg ikke fortæller om min sorg. Jeg håber, hun rækker hånden ud og rører mig og holder fast i mig, som hun gjorde engang. Men det bliver ved smilet. Og det gælder også mig selv. Jeg rækker heller ikke ud. Jeg mærker mit smils overfladiske træk og slip. Bagved ligger sorgens store bjerg. jeg åbner øjnene på klem et par gange eller tre for at se, om hun bliver ved at se på mig, men hun er væk. Jeg tænker på i går, da vi var ude at gå med hunden. Der var ingen forbindelse, og vi var i to verdener. I går aftes kastede hun sig over hunden og nussede den. Hvorfor ikke mig? Jeg forestiller mig, at jeg siger det med hunden til hende, men regner med, at hun endnu en gang vil føle sig bebrejdet. Jeg burde bede om den omsorg, jeg savner, men kan ikke, når jeg savner den allermest.

I aften kommer Catrines veninde og venindens kæreste. De er søde, og vi bør helt klart se flere mennesker sammen, men jeg forestiller mig også de to veninder sludre løs, mens deres to mænd føler sig lidt akavede. Hvorfor har jeg det sådan? Sidst var det rigtig hyggeligt uden forbehold, så hvorfor denne forudindtagethed? Jeg isolerer mig, og det ønsker jeg ikke.

Jeg ryger tilbage i tiden til mit barndomshjem, hvor jeg boede alene med min mor i Esbjerg, mens resten af familien boede i København. Var jeg ensom? Var jeg vred? Min mor sagde ofte, at hun havde dårlig samvittighed over, at jeg ikke kun være tættere på resten af familien. Jeg sagde, at det ikke betød noget.

Jeg får en druknende fornemmelse af at være for tung at leve sammen med. Når Catrine skriver ‘for evigt’ i en kærlig sms, bliver jeg bekymret for, om hun bruger for mange kræfter på at bekræfte mig. Jeg har været i forhold, hvor det var mig, der var sød og tålmodigt over for vrede, lavt selvværd og angst for at miste. Til sidst løb jeg tør for kræfter. Catrine er gudskelov mere tålmodig, end jeg nogensinde har været, og måske er jeg faktisk meget god til at tage imod hendes bekræftelse.

Det er ikke længere så pissesjovt og humørspredende at skrive dagbog. Ah, det var en dejlig linje at skrive. Det gav luft og glæde til sjælen. Jeg er flov over at gentage mig selv og mine sorte tanker, men det er vel meningen. At vise de sorte kræfters ekstreme styrke, som man tålmodigt må kæmpe forfra med hver dag som en anden Sisyfos, der bliver ved at trille stenen op på bjergets top bare for at se den trille ned igen. Jeg er flov over gentagelsen, over at det pinlige ikke bare går væk, og over at skulle skrive om noget, jeg lige nu ikke synes er særligt underholdende.

Irritationen over irritationen kommer mig til undsætning. Noget dybt i mig protesterer vildt over at være taget til fange og siger: “Gu er jeg ej fange af tristheden. Jeg er i armygrøn kampuniform og sprænger det dårlige humør i luften og viser verden, at jeg findes herinde og selv kan komme ud. Under uniformen er jeg iklædt John Travoltas hvide jakkesæt fra Saturday Night Fever, og jeg danser som en fyrig tyrefægter med det sorte dyr.”

Det er for meget forlangt, at jeg vil have Catrine til at give mig følelsen af at være i live. Jeg må bruge andre mennesker. Måske er det lige dette, der driver mange mænd i armene på en anden kvinde, fordi vi arbejder for meget, har for få venner og hænger for meget på kæresten. Hvis kæresten har lige så travlt med alt muligt, kommer vi til at hænge med skuffen. Andre mænd kan ikke hjælpe os, for vi betragter dem mere som konkurrenter end venner og redningsmænd. Måske er vi mænd designet til bedst at kunne mærke os selv, når vi har sex, og derfor er vi i større risiko for at være utro.

Megen kreativ skaberkraft udspinger sikkert af kampen mod underskud og tvivl på egne kvaliteter. Musikere, forfattere, malere. Jeg henter en kop kaffe mere. Catrine sover. Jeg ser på hende med større mildhed. At skrive gør mig godt, og jeg har mindre ondt af, at hun skal trækkes med mig.

Et tema bliver ved at dukke op. Det handler om at blive ældre. Jeg er ved at skrive ‘gammel’. Jeg har ikke lyst til nævne min alder, otteogfyrre, fordi den lyder helt forkert i mine ører. Otteogtyve er mere passende, selv om jeg har langt mere styr på mit shit end dengang. Synes jeg da. Bernt spurgte til det med alderen forleden, fordi jeg selv har nævnt det tidligere. Lige da han spurgte, sagde jeg, at jeg ikke tænker negative tanker om min alder, men det passer ikke. Tankerne fylder rent faktisk en del i perioder.

Lige nu har jeg mest lyst til bare at sidde og være til stede. Solen begynder at blænde, og roen indfinder sig. Jeg trækker vejret fri. En ung kvinde kommer ud fra bunden af en bagtrappe, haster gennem gården og forsvinder ud af porten. Livet går sin gang som i sangen The girl from Ipanema goes walking, and the world goes aaah. En jævnaldrende kvinde kommer gående den anden vej med sine hunde. Den jævnaldrende kvinde forbinder jeg ikke på samme måde som den unge kvinde med håb og glæde, og det gør mig flov. Måske vil halvgamle mænd gerne have yngre kvinder for at kunne holde fast i håbet og glæden, slippe væk fra sig selv og være unge igen, men med en større grad af styr på tingene. Nu er solen næsten fri af taget, og den varmer, ahh. Catrine bladrer i sin bog inde i sengen, og jeg kan mærke min kærlighed til hende.

Jeg tager brillerne af, lukker øjnene, vender ansigtet mod varmen, lader hænderne glide gennem morgenhåret, reder det tilbage og gnubber ansigtet. En stolthed over mit mod til at kæmpe med tilværelsens mørke møllevinger vælder op i mig. Jeg bliver en smule forlegen over at sidde og blive selvfed. Nu er solen helt fri af taget, men dækket af en tyk sky, så varmen forsvinder.

Jeg tænker på Asta og drengene. At de er glæde og lys for mig. Måske lidt banalt og forudsigeligt, at man glæder sig over livet gennem ens børn, men ikke desto mindre sandt. Og da vi ikke er sammen hele tiden, er der også længsel og glæde ved forventningen om snart at skulle ses igen. Så nu varmer solen igen. Jeg vender ansigtet op mod lyset og nyder tilværelsen. Naboens altan giver sig med et knæk i varmen. Jeg retter på et neglebånd. Jeg har dårlig samvigtighed over at være så meget ovre i Catrine og hvad, hun egentlig måtte føle, tænke, tro eller ikke føle, tænke og tro. Hvad laver jeg dér? Jeg hører til i mig selv.

Jeg har bogen Slip bekymringerne liggende opslået ved siden af toilettet. Jeg bider mærke i et citat: “Lavt selvværd er som at køre gennem tilværelsen med trukket håndbremse.” Så sandt. Og det mystiske ved lavt selvværd er, at man ofte er den eneste, der ikke synes, at man er noget særligt værd. Min mor har for eksempel altid undervurderet sig selv, selv om hun altid har været helt vildt kreativ og tegnet og skrevet løs og været en glad og levende kulørbombe i selskab med andre.

Jeg bliver atter fanget af dårlig samvittighed over ikke at føle samme glæde og energi ved at skrive på thrilleren. Hvorfor kan jeg ikke vende skriveprocessen til noget positivt ligesom i denne dagbog, der eksploderer derudaf som en steppebrand? Er tyngden omkring thrilleren bare noget, jeg bilder mig ind? Jeg vil finde letheden frem. Måske kommer tynden af, at det er første gang, jeg skriver en spændingsroman og derfor brækker mig af angst for, at den ikke bliver spædende og original. Det skal nok gå. Bare giv den gas.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Lige nu har jeg det godt – del 7

Hver dag (næsten) skriver jeg her i bloggen lidt fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 7

Torsdag 19. august (2010)

Vågnede med et sæt og havde drømt,  at jeg stod med en seddel fra Catrines pung. På sedlen stod navnet på en mand og et eller andet om noget hi-fi, jeg i drømmen forestillede mig, at han havde underholdt med for at score hendes opmærksomehd. Hans navn var Kent Nikolajsen som ham, der har været studievært på Sporten og Rene ord for pengene, men han lignede socialdemokraten Dan Jørgensen. Jeg ved ikke, hvorfor netop de to personer dukkede op, men Dan Jørgensen var også gæst den dag, jeg var med i Aftenshowet.

Jeg sidder på altanen med kaffe og en hjemmebagt bolle med ost. Himlen er meget blå med langstrakte, gennemsigtige skyer. Et fly ligger i ti kilometers højde med en soloplyst kondensstribe efter sig. Her er stille. Kun skaderne skratter af og til lidt i rønnebærtræerne, og så er der lyden fra de to ventilatorer på taget, der de seneste ti år uafbrudt dag og nat har suget fugt ud af vores køkkener og badeværelser.

Da jeg smurte ostebollen, mærkede jeg et indre raseri. Hvorfra? Har det altid været der? Min bror sagde på et tidspunkt, at jeg var meget vred, da mine forældre blev skilt. Jeg var ni år og husker intet. Om det stadig er samme vrede, ved jeg ikke, men den er der og retter sig mod Catrine, stakkels kvinde.

Klokken halv seks vågnede vi begge og gik på toilettet på skift. Catrine spurgte, om det var okay, at hun læste i sengen. Jeg svarede: “Ja,” og hun spurgte: “Eller kan du ikke sove, hvis jeg læser?” Jeg kom til lidt irriteret at sige: “Det ved jeg sgu ikke,” og så sagde hun: “Jamen, så går jeg ind i stuen.” Det gjorde hun, og bagefter kunne jeg ikke sove.

Det er ved at blive efterårskøligt. Sent i går sad jeg i T-shirt på Sankt Hans Torv og drak en øl, efter at Bernt og jeg havde været i biffen. Jeg fortalte ham om min idé med i et år at skrive de negative tanker ned for at kunne vende dem til noget positivt. Han ville høre om de negative tanker. Jeg fortalte ham om noget af det, jeg allerede har skrevet, og fortalte, at han også er med i bogen. Han syntes, det var sjovt og sagde: “Det er lige dit emne”. Av, den sved. Jeg så mig selv som sådan en, der render rundt og er tynget af tilværelsen. Det gider jeg ikke. Men jeg kan jo lige så godt se det som en ros, at jeg har blik for det svære og prøver at løfte det.

Hvor kom jeg fra? Jeg gik i sort, da Catrine gik ind i stuen. Jeg lå og var bekymret over, at jeg ikke længere holder så mange foredrag. Men jeg gør jo heller ikke noget for at få nogen. “Det er ellers nogle gode penge,” har både Catrine og Bernt sagt uafhængigt af hinanden de seneste dage. Jeg hader at skulle sælge mig selv og finde på nye titler til mine foredrag hele tiden. Jeg vil hellere skrive på denne bog og thrilleren. Er jeg forkælet? Er jeg lidt udbrændt? Træt af at høre mig selv holde foredrag? Nej, kom nu. Jeg er jo klogere på dette med kvinder og mænd, end jeg nogensinde har været og har udviklet min stil og inddrager publikum rigtig meget undervejs. Og stornyder det. Hvorfor tøver jeg nu?

Jeg synes, at jeg er lidt uskarp i tanken i dag og ved ikke rigtig, hvor jeg skal hen med det, jeg skriver. Det er måske et meget godt tegn og i hvert fald rart at mærke, at det negative har trukket sig lidt væk.

Catrine ryster dynerne og stikker hovedet ud af altandøren for at se, om dynerne kan hænge ud over kanten på altanen, men konstaterer, at det er for vådt efter regnen. Så var der også det med vreden. Hvad er jeg vred over? Over at føle mig svag? Jeg kigger på himlen, trækker vejret og renser sindet. Jeg er ved godt mod og har ikke lyst til at forfølge sagen.

Catrine tænder for tv i køkkenet. Jeg spiser ikke morgenmad med hende, som jeg plejer. De fjorten dage alene har sendt mig ind i en rutine med at spise på altanen, når jeg står op. Tidligere husker jeg nogle dage, hvor jeg blev irriteret over, at vores fælles morgenmåltid tog så lang tid. Det var dejligt, men jeg savnede bare at tage en skål med A38 og ymerdrys eller en bolle med smør og ost og komme videre. Måske er jeg ikke så social, men har brug for at være alene, før jeg får lyst til at være sammen med andre. Måske er mit skriveri min munkecelle. Måske har jeg brug for ro nogle timer hver dag hensunket i andagt, bøn og fred for mine nærmeste. Storbymunken på altanen med happy-sweateren og morgenhåret.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Lige nu har jeg det godt – del 6

Hver dag (næsten) skriver jeg her i bloggen lidt fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 6

Tirsdag 17. august (2010)

Jeg har tilbragt weekenden med drengene og en masse børn og forældre fra deres skole. Vi byggede bivuak af granrafter og presenninger, lavede mad over bål og overnattede halvtreds meter fra havet på den jyske østkyst. Det var dejligt, og der var ikke tid til at have negative tanker. Jo, da jeg vågnede klokken halv tre om natten mellem en snorkende far og et højrøstet selskab ved bålet uden for teltet. Jeg stod op og satte mig ud til bålet. Folk grinede højlydt, da jeg jeg fortalte om kampsnorkeren, og så fik jeg en øl og grinede med i en times tid, før jeg kunne sove igen.

Jeg har lige været på tønden. På vej derud mødte jeg Catrine og kyssede og krammede hende godmorgen, dejligt. Jeg får lidt paranoia omkring, hvorvidt hun tror, jeg vil have beep hele tiden. Det vil jeg gerne, men det er mindst lige så godt at kysse og kramme i femogtyve sekunder. Er jeg bange for at få et afslag? Kan jeg ikke droppe alle de tanker om, hvor hun er henne og bare spørge, om hun har lyst, når jeg har lyst? Behøver det at være mere indviklet?

Ved femtiden gik jeg i gang med nogle negative tanker, det lykkedes at vifte væk. Hvad handlede de om? Noget med, at hun ikke har så meget lyst til mig, som hun havde engang. Men jeg er helt klart også mindre selvsikker end dengang, så måske handler det mere om min egen lyst. Det bedste er at vågne og have helt vildt meget lyst og bare kaste mig ud i det i stedet for det der øh-bøh-skal-skal-ikke-række-ud.

Et andet favorittema er min følelse af afstand mellem os. Er vores sms-beskeder ikke mere kærlige, når hun er i Nordjylland, og jeg er i København? Er det hele ikke mere indviklet og sårbart, når vi er tæt på hinanden? Jeg går ofte rundt og føler, at vi er lidt adskilt. Men skal vi absolut være tæt? Kan jeg overhovedet klare at være tæt? Og hvorfor føler hun sig ikke det mindste adskilt fra mig?

Regnen vælter ned, så det er umuligt at sidde på altanen. Catrine sover også, og jeg vil ikke vække hende ved at vade frem og tilbage med morgenmad, kaffe og papir. Jeg kører lidt i negativt spin og fantaserer om, at hun ikke rigtig gider stå op og være sammen med Asta og mig, og at jeg må acceptere dette vilkår, selv om jeg er ved at tygge min arm i stykker op til albuen i sorg og raseri over ikke at kunne klinke bare noget af den familiefølelse, jeg selv har baldret ved at blive skilt. Jeg siger til mig selv, at det nok skal gå, fordi der ganske ofte er god stemning, og fordi Catrine holder meget af Asta.

Onsdag 18. august

Jeg vågner klokken seks, og det gør Catrine også. Har straks en følelse af at blive afvist og af, at hun ikke har lyst til mig og i det hele taget holder afstand. Jeg synes, hun er fjern og et andet sted henne, men det man siger, er man jo ofte selv. Nej, jeg har lyst til hende, men jeg mener at mærke en ulyst hos hende og holder mig derfor tilbage og mister lysten selv. Men måske foregår det hele kun i mit hoved.

Jeg vender ryggen til, tager puden over hovedet og prøver at falde i søvn, elendig til mode over at være nødt til at tage afstand. Hvis hun rent faktisk er afvisende, kan det så være en reaktion på lang tids tristhed hos mig? Eller startede det med, at hun afviste mig, og så blev jeg trist? Jeg har jo følt mig afvist i tidligere forhold, og når jeg sagde det højt, avlede det så ikke bare mere afvisning?

Nu står hun op, og jeg sætter mig ud på altanen. Uroen forsvinder med det samme, og roen siver ind i mig. Ah, salig fryd at sidde her selv om her er køligt, og himlen er overskyet og grå. Nogle skraldemænd triller affaldscontainere frem og tilbage i den anden ende af gården, og det lyder som fjern torden.

Jeg kunne ikke falde i søvn under hovedpuden og gik i bad for at komme ud af mine ulykkelige tanker. Jeg var vred. “Kan du ikke sove længere?” spørger hun. “Nej”, svarede jeg så kortfattet, jeg kunne uden at blive kølig. “Det tror jeg heller ikke, jeg kan”, sagde hun, og jeg fik øjeblikkeligt dårlig samvittighed over, at jeg går her vred og fornærmet i mit indre univers og knuses af raseri og indre dialog, som hun kun stifter bekendtskab med via en lidt kantet og fåmælt attitude og et forsøg på at lade som ingenting. Fuck mig. Jeg øver mig i ikke at sige noget om min tilstand, når jeg har det sådan. Der er for stor risiko for, at mine tanker og følelser bliver til angreb og bebrejdelser.

Jeg står i badet og koger og tænker, at jeg føler mig tættere på, når hun er i Nordjylland. Men hvordan skal hun opfatte sådan en udmelding som andet end et skud mod hjertet? Jeg går ind og lægger mig hos hende, efter at have tørret mig. Hun læser og siger: “Nej, så skal jeg lige ud at børste tænder,” og jeg reagerer lidt defensivt aggressivt ved at sige: “Skal du børste tænder, fordi jeg ligger her?” og hun svarer: “Nej, ikke fordi du ligger her,” og jeg skynder mig at glatte ud og sige: “Gå du bare ud og børst tænder.” Og så ligger jeg der og mærker angsten fo at blive usikker, så det hele bliver akavet. Og hun kommer ind og lægger sig, og jeg går komplet død over, at hun ikke vender sig mod mig. Jeg bliver helt igennem ked af det og føler mig mislykket og ynkelig, fordi jeg ikke har styrken og overskuddet til at hæve mig op på albuen og være forfører. Fordi jeg ikke formår at hæve mig over situationen. Måske skal jeg forlade min skrivepost her på altanen og gå ind til hende i soveværelset og prøve en gang til. Ja, det gør jeg.

Hurra, så lykkedes det, dejligt, fantastisk. Og i dette øjeblik ser jeg solen gennem skyerne. Før var der kun én stor sky. Nu er der mange, og de er ret sammenhængende, men solen trænger igennem derude lavt på augusthimlen som en bleg måne. Min kaffe nåede at blive kold, men den smager godt alligevel.

Solen er næsten igennem, og kuglepennen kaster skygge på papiret for første gang i dag. Catrine kommer ud og kysser mig. Hun skal ud at løbe. Så er solen væk igen bag stort set sammenhængende, grå skyer. Men jeg har min kulørte, stribede Tommy Hilfiger-striktrøje på i brun, blå, lysegul, blå, gul, blå, orange, blå, pink, blå, pink, blå, pink, lyseblå, blå, lyserød, brun, gul, orange, brun, blå, grøn, lysegrøn, pink, orange, brun, lysegul, pink, blå, pink, blå, pik, lyseblå og så videre. Så jeg er glad. Især da jeg efter at have skrevet dagens tekst fra kinabogen ind i Word kan se, at jeg har glemt at skrive ‘n’ i ‘pink’, så der står ‘blå pik’.

Jeg burde få mig et fast arbejde som andre mænd i stedet for at sidde her på altanen og skrive på et stykke papir i korte bukser, uldne grå sokker, skægstubbe, morgenhår og happystrik. Men det er jo mit arbejde at sidde her og høre kirkeklokkerne ringe dagen ind og se på de drivende skyer.

En klient mødte mig i byen og sagde, at hun havde tænkt: Der står en mand, som hviler i sig selv, da hun så mig stå og vente på et gadehjørne. Jeg takkede og følte mig smigret. Jeg har før hørt, at jeg udstråler ro, og lige nu, hvor jeg kigger på skyernes flugt, kan jeg mærke roen, men ellers er jo ofte urolig og kæmper for at opretholde roen. Jeg er glad for at udstråle ro. Jeg vil gerne den ro.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Lige nu har jeg det godt – del 5

Hver dag (næsten) skriver jeg her i bloggen lidt fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 5

Onsdag 11. august (2010)

Fuck, det har været en lortenat. Jeg fik sagt noget i går om, at vi da lige skulle en tur mere ind under dynen og putte, men Catrine stod med et ene ben i bruseren, og selv og vi var enige om, at det ikke skulle være lige nu, følte jeg mig alligevel afvist. Kunne hun ikke bare have slukket vandet og være kommet? Resten af aftenen havde jeg det fysisk skidt at at være i nærheden af hende, men orkede ikke at sige noget. Det er jo latterligt ikke at sige noget, når jeg en hel aften brænder op i helvede, men jeg orkede bare ikke at være besværlig – og blev det så alligevel.

Herluf lister ind i vores soveværelse, efter vi er gået i seng. Jeg vækkes af lyden af hans kløer på plankegulvet og går ind i stuen for at læse og stege i mit eget fedt. Da jeg senere går i seng igen, rejser Catrine sig og går ind i stuen. Senere på morgenen har hun været herinde på mit kontor for at spørge, om jeg slet ikke har sovet hele natten. Hun spørger på en sød måde, og jeg svarer høfligt, men alligevel står hun derhenne i døren fire meter væk. Tidligere ville hun være kommet hen for at kysse mig, og selv om jeg hader at være nøjeregnende, så dør jeg over den forskel.

Måske startede dette mønster mellem os allerede tidligt. 1) Jeg føler, at hun trækker sig, 2) jeg bliver muggen og udstråler bebrejdelse, og 3) hun trækker sig yderligere. Jeg får en hæslig følelse af, at forholdet er døende, og at det primært er min følelse af at blive afvist, der dræber det.

Jeg googlede ‘negative tanker’, og straks kom der et link til DepNet.dk, hvilket får mig til at svede. Jeg hader, at det skal være en depression, men de omtalte symptomer passer på mig. Jeg kigger på hjemmesiden et stykke tid og er bange for, at Catrine skal komme ind ad døren og sige: “Aha, det er jo det, jeg hele tiden har sagt.” Jeg hader tanken om, at en fortravlet psykiater med tykke briller og underlige tics efter et halvt års ventetid skal give mig en diagnose efter en samtale og anbefale nogle blå piller.

Nå, men det positive er, at jeg får lyst til at skrive en liste over positive egenskaber ved mig selv. Og at jeg på biblioteket reserverer to bøger om at vende negative tanker til noget bedre.

Fredag 13. august

Jeg skrev ikke i går, fordi jeg var i strålende humør. Fra morgenstunden foreslog jeg Catrine at køre til Amager Strand og morgenbade. Solen skinnede, det var havblik, vi svømmede ud til en rød bøje langt ud, jeg rørte ved den, og vi svømmede tilbage. På svømmeturen blev vandet meget mørkt og sikkert også dybt, og jeg fik indre billeder af at blive slugt af en kæmpehaj, men sagde ikke noget. Så længe Catrine var ved siden af, kunne jeg skubbe angsten væk. Jeg var helt sikkert ikke svømmet så langt ud alene, men havde fået the creeps på halvvejen og var vendt om.

Jeg er oppe allerede halv seks, fordi Asta skal gå catwalk til et modeshow. Vi er begge søvnige og groggy, men det er skønt at være sammen med min datter alene for en gangs skyld. Jeg er stolt af min kloge, smukke datter, og senere på dagen kigger vi på de optagelser, der er lavet fra modeshowet.

Dejlig dag. Der er sorte tanker, men de fylder ikke meget, og jeg glemmer dem hurtigt. Jeg er i så godt humør, at det må være en efterreaktion på forskrækkelsen over at være på nettet og se, at jeg har alle den deprimeredes symptomer. Jeg skriver med vilje ikke depression, fordi det lyder mere normalt at være deprimeret end at have en depression.

Jeg har lidt rejsefeber, fordi jeg skal til Jylland og ligge i bivuak. Da jeg første gang tænker på det, og tankerne bliver triste, ligger jeg i sengen og synes, at det er frygtelig ærgerligt, at Catrine ikke vågner, ruller over til mig og insisterer på beep. I stedet kigger jeg på det hvide gardin foran den åbne altandør og tænker, at tankerne skal gå væk, hvorefter de opløses og forsvinder. Jeg vil ikke sætte mig ud på altanen og skrive, fordi det vækker Catrine, og det får et par af de sorte tanker til at vende tilbage og sige, at jeg er en kylling, der hellere vil tækkes andre end at gøre, som jeg har lyst.

I stedet sætter jeg mig i køkkenet og skriver med åbent vindue til lyden af skræppende morgenmåger i gården. Det er måske bedre end at sidde på altanen, for det er koldt efter en helt nats regn. Mens jeg laver den første kop kaffe, ser jeg fra køkkenvinduet en kvinde i naboejendommen brænde røgelse af og bevæge hænderne, som om hun vasker sin krop og sit ansigt i røgen. Jeg glor fascineret og tænker med glæde, at jeg ikke er den eneste galning, der står tidligt op og gennemfører renselsesritualer for at komme i balance. Bagefter lægger hun to træfigurer på et bord og giver også dem en røgvask.

Jeg er tom indeni, og det er dejligt. Jeg har hentet den ene bog, Tankens kraft, på biblioteket. Jeg kommer med taknemmelighed til at tænke på Eckhardt Tolles bog, Nuets kraft. Den må jeg læse igen eller måske købe. Jeg bruger ofte Tolles betragtninger om, at der bag enhver smertefuld tilstand eller tanke er en anden bevidsthed, som er ens sande jeg. Og at dette sande jeg er fuldkommen upåvirket og uberørt af smerten og drager omsorg for det sårede og smerteramte. Bagved er der altid et uudslukkeligt lys.

Mågerne er stille nu, og det er jeg også. Ordene kommer langsomt. Skyerne driver fra højre mod venstre i et let flor, der oplyses af solen. Længere oppe på himlen er der åbent og blåt. Et jag af bekymring og forventning går gennem kroppen. Er det den forestående tur til Jylland? Jeg tror det.

Jeg kigger på himlen og skyernes bevægelse, og det giver et gib af glæde i kroppen og en følelse af samhørighed, som fjerner bekymringen. Hvordan kan det være, at det virker helende på mig at kigge på skyer? Er det ligesom at sidde på en en bænk og se på mennesker? Jeg glemmer mig selv og er mig selv.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit