Lige nu har jeg det godt – del 19

IMG_1754

“Det er godt med en mur, man kan græde over ikke at kunne komme igennem. Man kan støtte sig til den, inden man får kræfter til at slå hul i den.”

 

Jeg skriver for tiden uddrag her i bloggen fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2017 og på vej ud af den mørke del af året, og jeg mærker stadig min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved så tit som muligt at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 19

Torsdag 16. september

De negative tanker bider sig ikke fast, og det overrasker mig stadig, at jeg kan have dem, uden at de tynger. At jeg kan betragte tankerne som noget, der piler rundt uden for min indflydelse, og at jeg ikke behøver at tage mig af dem. Ud over naturligvis at holde lidt afstand. Til morgen har jeg især kæmpet med at holde afstand til tanker om, at jeg aldrig bliver færdig med thrilleren. Jeg mødte en kvinde i går, som jeg ikke har set i tre år, og hun spurgte, hvordan det gik med min krimi. Er jeg ud over at være en snegl også en selvbedrager med et evighedsprojekt?

“Det kan for helvede ikke være meningen, at jeg skal skrive den bog, når der er så megen modstand på,” sprutter pessimisten.

“Det gør alt andet lettere og lysere, at noget er svært og tung,” svarer optimisten og fortsætter: “Det er godt med en mur, man kan græde over ikke at kunne komme igennem. Man kan støtte sig til den, inden man får kræfter til at slå hul i den.”

Fagfolk kalder det ruminationer. Tanker, man ikke kan slippe og hele tiden går og ruger over. Jeg tænker på den afstand, jeg ofte føler til Catrine. Tanken om afstand kører endeløst gennem hjernen som en bedekæde i en rynket hånd. Og det er mig selv, der skaber afstanden, for Catrine gør ikke andet end at komme mig i møde. Jo, selvføgelig trækker hun sig, når jeg bliver for meget, eller når hun har behov. Jeg prøver at bryde disse evindelige tanker om, at jeg ikke får, hvad jeg fortjener. Ofte trækker jeg mig væk fra hende for at se, om hun søger mig. Hvis det ikke sker, er det ifølge min logik en bekræftelse af, at hun er træt af mig og snart forlader mig.

“Tænk positivt om jeres kærlighed,” siger optimisten. “Hun vil dig jo gerne og elsker dig højt. Tager du ikke imod?”

“Det trænger ikke rigtigt ind,” siger pessimismen. “Der går et øjeblik, og så vil mere have mere.”

 

Fredag 17. september

Juhu, jeg skriver på thrilleren og har været i gang i en halv time. Jeg skulle bare lige herud på altanen med en kop kaffe og se på himlen og mærke solen. I går fløj tiden af sted, mens jeg flyttede rundt på kapitler i thrilleren. Det var ikke så tungt.

Jeg skal snart til Berlin med Asta, og min første tanke er, at vi styrter ned med flyet. Vil jeg skrige og protestere hele vejen ned? Vil jeg være rolig og fattet? Vil Asta overleve? Vil jeg? Vil jeg være et forvredet brandsår resten af mit liv?

Det er aften, jeg lufter hunden og ser stearinlys i vinduerne rundt omkring. Er vi romantiske nok, Catrine og jeg? Er jeg røvkedelig, når jeg ikke skal til fest på en fredag? Da jeg var ung, gik jeg forbi caféerne og tænkte, at jeg som ældre ville være mere selvstikker og turde gå ind og sætte mig, falde i snak med folk og leve livet. Nu kigger jeg ind i caféerne og tænker, at hvis jeg var yngre, ville jeg have mod til at gå ind og sætte mig, falde i snak med folk og leve livet.

Da jeg kommer tilbage til lejligheden, tænker jeg, at vi burde have mere vild, uhæmmet, rolig, varm og kærlig beep, og at vi lever som bedstefar og bedstemor og går tidligt i seng med hunden. Jeg synes, at jeg er kedelig, når jeg ikke brænder af initiativ og vild og ubændig trang til at forføre. Men hvordan kan jeg føle mig kedelig, når Catrine tidligere på aftenen har fortalt mig, at jeg er verdens dejligste kæreste?

 

 

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Lige nu har jeg det godt – del 18

Jeg skriver for tiden uddrag her i bloggen fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 18

Fredag 10. september

Jeg er i Jylland hos drengene og til badminton med Simon. Jeg sidder og skriver ved sidelinjen, mens ungdomsmusikken brager løs i hallen, og der spilles badminton på en masse baner. Jeg er småforkølet, irritret på Catrine og mest af alt træt af hele tiden at skulle forholde mig til mine følelser for hende. Jeg havde lige vænnet mig til at kunne skubbe negative tanker og følelser til side. Handler det igen om vores økonomi? Eller har kærligheden altid frustreret mig, fordi jeg har alt for høje forventninger om at kunne være lykkelig og ikke spor frustreret? Børnene leger, pjatter og er glade. Hvorfor kan jeg ikke være en glad dreng i stedet for at sidde og piske en stemning op på papiret? Jeg ser Catrine sidde i København og vente på positivt livstegn, men det er nok nærmere mig, der savner bekræftelse fra hende. Simon griner. Jeg skal da bare nyde hans glæde i stedet for at presse på for at finde min egen. Jeg bliver vred på mig selv over, at min forventning om at have det fantastisk står i vejen for at være sammen med mit barn, når vi endelig er sammen.

 

Lørdag 11. september

Tidlig morgenstund og mild kølighed. Himlen er overskyet og fuldkommen grå i jysk sommerhusområde ved østkysten. Jeg sidder på verandaen, småfugle pipper i haver og hække, og havet bruser et par hundrede meter væk. Nej, det er ikke havet, men vinden der suser i nogle træer. Som bybo er det svært ikke at høre suset fra naturen som suset af trafik fra den nærmeste vej.

Jeg er i godt humør, selv om jeg var vågen i nat og tænkte sort, og selv om dagen i går var klaustrufobisk. Jeg nyder, at drengene sover og ikke forstyrrer mit skrøbelige ego. Sort selvvurdering står på spring for at nakke mig trods det gode humør.

Lidt røg fra skorstenen slår ned, hvor jeg sidder. Jeg har tændt op i brændeovnen i sommerhuset, så der er varmt, når drengene vågner. Jeg har fået et myggestik på halsen, mens jeg har siddet her. En kirkeklokke kimer i det fjerne, mågerne flyver højt på himlen, og begge dele minder om Nørrebro. Pludselig åbner skyerne for en smule blå himmel midt i det grå, som også blandes op med rødt, fordi solen er ved at stå op ude over havet.

 

Mandag 13. september

Jeg er i dårligt humør. Alle mulige lortetanker springer på mig hele tiden, og jeg ryster dem hele tiden af. Jeg lytter til dem, men ikke for meget. Det er rart at kunne skubbe dem væk, og det placerer mig i en ny og uvant tilstand af iagttagen. Måske er det en ny bevidsthed, der vokser frem. En tilstedeværende iagttager uden dikkedarer. Min indre dommer har travlt med at mene, at det bare er tristhed og ensomhed, men det passer ikke. Det er en ny fornemmelse. Er det sådan at være på lykkepiller? Det tager toppen af uroen og gør følelsesrutsjebanen mindre skræmmende.

Jeg var i Jylland i ti dage og blev først rigtig mig selv, da drengenes mor hentede dem søndag formiddag. Jeg har dårlig samvittighed over, at jeg først følte mig fri, da de ikke længere var der. Der var jo skønne øjeblikke. Som da Rasmus fodboldhold vandt to fodboldkampe 8-0 og 10-0, og Rasmus scorede tre mål. Og da Simon og jeg løb ud i haven i silende regnvejr og spillede fodbold kun iført badebukser. Det glemmer vi aldrig.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Lige nu har jeg det godt – del 17

Jeg skriver for tiden uddrag her i bloggen fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 17

Onsdag 8. september

Ah, varme efterårssol, endelig står du op. Forrevne totter af sky hopper hurtigt hen over hustagene, mens gennemsigtige, brede penselstrøg af sky står næsten ubevægeligt højt oppe. Vindstød kaster planterne i altankasserne, persillen og mit pandehår frem og tilbage. Så er der stille nogle sekunder, og så blæser det igen. Altandørene svinger, og gardinerne blafrer inde i lejligheden.

Jeg har det godt. I går var jeg med Bernt til landskamp i Parken og ude at spise, drikke kaffe og øl fire forskellige steder på Sankt Hans Torv som optakt til kampen. Han glæder sig over, at jeg har optur. Selv er han underdrejet med kæresten og deres forsøg på at finde sammen eller forlade hinanden for alvor.

Jeg fortalte ham, hvordan mit humørniveau er hævet, fordi jeg hver dag skriver om, hvordan jeg har det, og løbende holder øje med de sorte tanker. Han fortæller en del om situationen med kæresten, og jeg er bedre, end jeg plejer, til ikke at gå for meget ind i det, men at lade ham have det, som han har det. Jeg deltager lidt, men bliver i mig selv.

Selv om jeg har det godt, kan den tunge stemning springe på mig når som helst. Jeg skal ind at kaste mig over thrilleren om lidt, og jeg tænker, at det er en kedelig og lidt sur pligt. Den tanke skal ændres, men der er lige tre-fire andre ting, jeg skal nå først. For eksempel at lægge kuglepennen fra mig og at praktisere fravær af tanker og følelser i et par mniutter.

Jeg har skrevet et svar i min brevkasse til en kvinde, som ikke længere tror, at mænd ønsker et varigt forhold til hende. Hun ved ikke, hvordan hun får håbet tilbage. Mit svar til hende kunne jeg have skrevet til mig selv.

“Du stopper det selv. Du er den eneste, der kan, selv om du frygter, at du ikke kan. Det er kun dig, der kan vende den negative formodning til noget positivt. Du er dybest set alene om at insistere på, at du kan, vil og tør. Det er rart med støtte fra venner, men det går ikke længere at lægge ansvaret uden for dig selv i et formodet tusmørke, du ikke tror, du kan kaste lys over. Ingen kan spå eller forudse deres skæbne – ud over dem, der har opgivet at flytte sig, og ikke engang de kan vide sig sikre.

Hvis du vil lykkes, skal det nok lykkes. Dag for dag at tro på heldet og mærke glæden over, at du tør tro på dig selv og dermed bliver et levende håb og en hån over for de indre stemmer, der beder dig give op over for overmagten og dine manglende evner.

Du må begynde at leve livet i stedet for at spørge, hvornår det starter. Livet har været i gang længe, og alt for mange af dine tanker omkring livet er med til at få livet til at skrumpe ind og blive til ikke-liv, ikke-leven.

Du er nødt til at tage ansvar for dit liv på en ny måde. Vedkende dig besværet, uroen, frygten og længslen. Og gøre noget ved det, du kan ændre. Og lade være med at forløfte dig på det, du ikke kan rykke rundt med. Og øve dig i at se forskel på det, du har indflydelse på, og det du må flyde udenom eller igennem for ikke at gå på grund.

Du må begynde at klamre dig til håbet og troen og lyset i stedet for at blive ved med at satse på bekymringen og de sorte forvarsler om en skæbne, der ender ilde.

Du må tro på, at livet rummer noget godt og varigt for dig hver eneste dag i stedet for at accpetere den løbende hjernevask, der hvisker dig løgne i øret om din kroniske fiasko og snarlige undergang.

Din bekymring får alle og alting til at visne og blive til aske i nærheden af dig. Du kan vælge at tro på, at du kan ædre dit liv og dine muligheder til noget bedre. eller du kan vælge at blive ved at junke dig med livsløgnen om, at alting er tabt.

Jeg synes, at du skal vælge livet. Og selv om du indimellem føler, at du er ved at dø, og at det kan stå på i flere timer eller dage ad gangen, betyder det ikke, at du ikke har valgt livet.”

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Lige nu har jeg det godt – del 16

Lige nu har jeg det godt – del 16

Jeg skriver for tiden uddrag her i bloggen fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 16

Søndag 5. september (2010)

Klokken er lidt over seks, og månen er en tynd, afklippet negl på en lyseblå himmel. Bag de fjerneste huse i baggåden er himlen gullig og vidner om, at det bliver solskin i dag. Jeg vågnede for lidt siden fuld af sorte tanker lige under overfladen, men de popper ikke op på grund af det indøvede forsvar. Jeg inviterer dem lidt tættere på ved at spørge, hvem de er. En af tankerne handler om, at jeg for en time siden vågnede alen i sengen og følte mig forladt og gik på toilettet og sagde hej til Catrine, som lå i sofaen i stuen og læste og lige havde lagt sig og ville komme tilbage i sengen “lige om lidt”. Da jeg vågnede en time senere, var hun ikke kommet tilbage. Jeg lukkede døren til stuen, så hun ikke skulle blive forstyrret af, at jeg stod op og lavede kaffe. Måske også for at skubbe hende lidt væk i skuffelse over, at hun kom i seng. Men hvorfor tager jeg det så personligt?

Det var bare én af de negative tanker. Jeg ligger i sengen og har det godt med at beredskabet fungerer, og at jeg kan slækkke lidt på det for at få en status over, hvordan listen med negative hits ser ud:

1) Min kæreste er på vej væk. 2) Min kæreste synes, jeg er kedelig. 3) Jeg synes selv, jeg er kedelig. 4 Mit hår er ved at at falde af. 5) Mine rynker ligner min afdøde farmors. 6) Jeg bliver aldrig færdig med den thriller. 7) Jeg kan kun finde ud af at skrive starten på thrilleren om og om igen. 8) Jeg kan hverken skabe spænding eller plot. 9) Jeg vil tjene penge og være berømt, fordi intet andet spiller for mig. 10) Jeg er ensom. Og ugens bobler: Jeg gemmer mig for livet, mens jeg skriver.

I forgårs var der et indlæg om ensomhed i min brevkasse på nettet, og jeg svarede, at jeg genkendte følelsen og følte mig ikke-ensom, mens jeg læste vedkommendes beskrivelse af ensomhed. Så kom et indlæg fra en bruger, som nærmeste var chokeret og vred over emnet ensomhed og skrev, at det er en frygtelig følelse, som handler om, at man er blevet udsat for svigt. Jeg blev irriteret og fik lyst til at gå i rette med personen, men gjorde det ikke og tænkte, at en anden måtte gøre det. Heldigvis var der en, som skrev, at han havde læst det første indlæg og var helt vild med beskrivelsen af ensomhed.

I går var vi i Gilleleje for at gå på stranden og for at spise frokost. Bagefter kørte vi til Heather Hill ved Rågeleje og gik en tur på stranden dér. Jeg badede, og vandet var overraskende lunt, selv om badesæsonen er slut. Jeg tog en god svømmetur frem og tilbage og var lutter smil og glæde, da jeg kom op af vandet.

På turen hjem kørte jeg for langt i en rundkørsel og måtte køre en ekstra omgang. Da jeg kom til den rigtige frakørsel, kom jeg igen til at køre for langt, og Catrine sagde: “Nu gjorde du det igen,” hvortil jeg svarede: “Det er, fordi du er med.” Catrine spurgte spydigt, og det var hendes skyld, at jeg kørte forkert, og jeg svarede, at det ikke havde noget med hende personligt at gøre. Hun holdt fast og sagde: “Det må da have noget med mig at gøre, når du siger, at det er fordi, jeg er med.” Så hævede jeg stemmen og sagde, at det ikke havde noget med hende at gøre, og hvis hun ville kende årsagen, var hun velkommen til at spørge. Det gjorde hun ikke, og jeg var forbandet over, at jeg ikke straks sagde, at det irriterer mig, at hun påtalte, at jeg kørte forkert.

Sagen er, at jeg ofte i selskab med andre forsvinder ind i mig selv. Det sker umærkeligt, og pludselig opdager jeg, at jeg føler, jeg bare er til for den anden, som hverken lytter eller ser mig og mine behov. Derefter trækker jeg mig skuffet længere væk og bliver uopmærksom på, hvor jeg for eksempel kører, fordi den anden jo ‘bestemmer’. Det har intet med Catrine at gøre, ud over at jeg ofte spiller spillet med hende og ender med at blive irritabel og offeragtig.

Så sad vi i en let anspændt stemning på resten af turen. Da vi kom hjem og skulle parkere, bankede Catrine på vinduet med fingeren og sagde: “Der!” Fordi hun fik øje på en plads. Jeg blev irriteret over at føle mig kommanderet med, og da jeg satte bilen i bakgear for at parallelparkere, kunne jeg ikke lade være at sige: “Kan du ikke banke på ruden igen, når vi er ved at være der?” Reaktionen kom straks: “Brød du dig ikke om, at jeg bankede på ruden?” Jeg løj og sagde: “Nej, det var da lige meget.”

Da vi tidligere på dagen sad udenfor i solen på en restaurant i Gilleleje og spiste frokost, hviskede Catrine: “Jeg håber aldrig, vi ender sådan,” og nikkede mod bordet bag mig, hvor der sad et par med en datter på omkring fire og et spædbarn i barnevogn. Da parret ankom, havde Catrine bemærket, at kvinden lidt kontant sagde: “Her sætter jeg mig,” i stedet for at spørge ham, om det var okay. Vi var enige om, at den hårde tone handlede om, at de var helt smadrede af at have et spædbarn, og at hun beskyttede sig selv ved at overtage styringen. Jeg synes, at Catrines banken på ruden var udtryk for præcis den samme tendens til styring.

Jeg kommer i tanke om flere negative hits: 11) Jeg savner mine børn. 12) Hvorfor er jeg ikke bedre til at holde sammen på min familie? 13) Mine børn gider mig ikke. 14) Mine børn kan bedre lidt deres mødre. 15) Jeg elsker mig selv højere end mine børn. 16) Jeg fortæller kun om mine børn for at pudse min glorie. 17) Jeg er en dårlig far. 18) Røvkedelige stodder. 19) Kan jeg ikke finde på noget bedre end at sidde og skrive? 20) Hvorfor tjener jeg ikke en masse penge, så jeg kan købe en stor bil?

Tirsdag 7. september

Morgenen minder om solopgang over en amerikansk prærie. Højt på himlen står store, stillestående skyer i mange kulører. I nat havde jeg mareridt. Catrine og jeg var ude et sted, hvor en mand skulle fortælle om et landskab. Han flirtede med hende og kiggede vildt på hendes nakke og hals. Det begyndte at regne, og jeg løb i forvejen tilbage til bilen, mens de slentrede, talte og grinede. Jeg glødede af jalousi, kom til at sætte bilen i bakgear og kørte gennem en hæk ned i en lille, nedlagt og indhegnet køkkenhave. Catrine hvinede: “Arj, Martin, det var ikke særligt maskulint.” Så sad vi der og kunne ikke komme ud uden at smadre bilens snude og undervogn ved at køre op over den høje kant. Jeg var spærret inde i raseri over den dobbelte ydmygelse – min fejl og hendes hån.

Da jeg vågnede, kom sorte tanker drivende. Jeg undersøgte dem og sendte dem væk igen. På et tidspunkt kom også en tristhed, som jeg blidt skubbede væk. Det var overraskende let. Jeg skubbede bare, og så et indre billede af en lille, gulgrå sky, der blev til en hvid.

Det er småkoldt. Solen står stradigt senere op, men jeg sidder også og trækker tiden ud, så jeg ikke skal ind at skrive på thrilleren, som hverken er spændende eller uhyggelig, men bare et skalkeskjul for at skrive om mig selv. Og denne dagbog er opstået, fordi jeg kan regne ud, at der ikke er plads til mig selv i en thriller, folk gider læse. Folk vil underholdes. Jeg vil selv underholdes. Ingen gider høre om mine personlige anfægtelser, og de aner i øvrigt ikke, hvad ‘anfægtelser’ betyder. Det er bare sådan et fisefornemt ord, jeg kan joglere med, mens folk tænker: Hvorherrebevares. Han kan ikke lide sig selv, og alligevel sidder han og blærer sig.

Da jeg var i tyverne, sagde en kæreste, at jeg var sådan en, der kunne finde på at begå selvmord. Det ramte hårdt, og det passer jo ikke, for jeg er alt for selvoptaget til ikke at ville have det hele med. Også selv om jeg skal brokke mig, til jeg kradser af. Solen kommer om lidt. Jeg glemmer helt at nyde nuet og den fantastiske himmel. Tre fly er på vingerne højt oppe. De har været tidligt oppe, dem der sidder i maskinerne. Ofte forestiller jg mig, at et fly eksploderer, mens jeg ser det. Leder jeg efter noget at spejle min indre følelse af katastrofe i?

Min trøje bliver ramt af genskin fra nogle vinduer. Solen står op, forsvinder i en sky og kommer igen. Jeg skriver et kapitel på thrilleren færdigt. Solens stråler rammer mig i hovedet. Jeg glæder mig, til strålerne kommer ned til mine kolde hænder. Kirkeklokken slår otte slag og begynder at bimle løs sammen med en anden kirke. En hveps prøver at flyve ind under et stykke stribet dug, der hænger hen over en sammenklappet stol. Hvorfor? Er der marmelade på ryglænet? Dugen? Kirkeklokken stopper, jeg nyser to gange og vifter hvepsen væk med håndryggen. Jeg har en irriterende følelse af, at Catrine skylder mig noget, og at jeg med god ret kan være både fortørnet og reserveret. Måske er det meget menneskeligt at synes, at man har noget til gode, men det står jo i vejen for det personlige ansvar for at bede om det, man savner. Og ikke mindst tage det selv.

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Lige nu har jeg det godt – del 15

Jeg skriver for tiden uddrag her i bloggen fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 15

Onsdag 1. september (2010)

Jeg sidder og kigger som en religiøs småtosset på himlen og skyerne. Her er en fantastisk, ren kølighed og blå himmel. Der sker noget helt særligt med mig under åben himmel. Hovedet bliver let, tankerne træder tilbage, og himmelrummet fylder det hele. Jeg tager mig selv i stadig oftere at skæve stjåent til skyerne. I går gjorde jeg det, da jeg cyklede ud til min mor for at skrue ben på hendes ny seng. Og igen da jeg senere luftede Herluf. Kan det sammenlignes med meditation? Måske, men jeg har aldrig mediteret. Jeg behøver ikke sidde i lotusstilling eller fokusere på vejrtrækningen for at se på himlen, men faktisk trækker jeg vejret dybere lige nu. At se på skyerne er som at se en spændende film.

Jeg lægger pennen og kigger op. Jeg er tilfreds på en dyb og rolig måde med et blidt brus af eufori.

Det generelle løft er her stadig, og det er stabilt. Jeg er meget mere glad og tilfreds store dele af dagen, og jeg har ikke så stort behov for at skrive dagborg. Mere for at nyde livet og fortsætte med thrilleren der, hvor jeg er kommet til.

Fredag 3. september

Alle vinduer i de nærliggende huse er lukket. Er det kun mig, der synes, det stadig er varmt og lige så godt kunne være sommer? Mit humør er højt som efterårshimlen. Jeg kunne vælge at mene, at det er en lidt kedelig dag, og at jeg er mellemfornøjet, men jeg hælder til at føle mig godt tilpas. Solens stråler varmer. Det er fantastisk at sidde i solen, trække vejret og være helt mig selv med lukkede øjne, tom for tanker og fyldt med nydelse, solens varme og luftens kølighed.

I dag skal jeg stramme op på to sideløbende handlinger i thrilleren. I går gik jeg i knæ med en frygt for aldrig at blive færdig med thrilleren, fordi jeg ikke er opgaven voksen. Jeg rejste mig ved at sige: “Jeg bliver ved, og jeg kan godt.” En klient fortalte mig om en ny krimi, der var skrevet så gudsjammerligt, at den var interessant. Jeg må læse den. Stephen King mener også, at man kan lære mere af at læse dårlige krimier end gode.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Uskadt midt i det smadrede

Hvordan får man arbejde, privatliv, krop og sjæl til at balancere, når barnet for tredje gang på to måneder er syg og holder dig vågen det halve af natten med hjerteskærende hoste

Har du små og lidt større børn, planlægger dit hoved sikkert lige nu dagen i morgen, dagene derefter og flere af ferierne til næste år. Har du været dejligt længe på barsel, er du muligvis ved at gå op i limningen over at savne at slippe væk hjemmefra og løbe hen på arbejde, selv om du på nogle områder ikke savner dit job. Hvis du er i arbejde, læner du dig måske til tider op af en arbejdsrelateret stress, fordi du skal have så meget fra hånden, inden din samvittighed kan rulle sig sammen og gå til ro.

Du er på mange måder vildt taknemmelig for dit liv og børnene, men synes ikke altid, du har dig selv helt med. Din kæreste ’ser’ dig ofte ikke som den, du er, men vil hellere have, du er lidt mere, som han godt kunne tænke sig. Du synes, det ville være dejligt, at han blev bedre til at sige pyt, når du en gang imellem er for streng, for du bærer jo ofte over med, at han er irriteret.

Sex har du lyst til at have lyst til, men der er bare ikke overskud. Slet ikke til at han er fornærmet over dit manglende initiativ og længe selv har undladt at tage initiativ.

For at finde balancen i dit liv og hele din sjæl er du begyndt at meditere som supplement til den yoga, du dyrker for at genfinde dig selv og din krop. Din hjerne kan bare ikke koncentrere sig om at meditere, men begynder at planlægge, så snart du ser gennem det tredje øje og prøver at tænke på ingenting.

Når du kommer hjem med yoga-måtten under armen, ligner din mand en mellemting mellem en sulten ulv og en pryglet hund, og du kommer til at tænke på, hvor lidt du tænder på pligt- og medlidenhedssex. Hvis bare stemningen i hjemmet var mere kærlig og varm, ville alt i dig blomstre bedre.

Så er der bedre energi at hente hos ham din søde kollega på jobbet, som tydeligvis nyder dit selskab og jeres samtaler. Måske savner han også noget hjemme hos sin hustru. Selv om du er tilhænger af troskab, er det skønt at mærke hjertet banke, når han driller uden at være bange for dig. Det giver faktisk lidt ro i sjælen og en luksuriøs følelse af overskud.

Jeg kender dig, for vi sidder ofte over for hinanden i min praksis. Du vil vide, om der ikke er en knap, du kan trykke på, så al den dårlige stemning hjemme letter. Og så griner du og siger, at du godt ved, at der ikke er nogen knap. Du har fat i den lange ende, men du har brug for dialog for at aktivere din slumrende viden.

Vil du have balance, må du omfavne ubalancen, foreslår jeg. Vil du slippe din stress, må du overgive dig til uroen. Vil du genfinde dig selv, må du holder op med at kæmpe mod dig selv og frustrationerne. Det her handler ikke om dig, men lige nu er det bare din tur til at gå igennem stormen. Hvis du tager uvejret personligt og bliver vred på dig selv, din kæreste eller den manglende hjælp fra oven, misser du pointen. Så er du blind for den ro, der lige nu hviler trygt i kernen på din uro. Så ser du ikke, hvor uskadt du er midt i alt det smadrede.

Og lyder det langhåret, så lad mig gøre det mere konkret: Når jeg spørge dig, hvem du har brug for at række ud efter for at få det, du savner, så kan du altid svare. Når jeg spørger dig, hvad der gør dig glad og giver energi, så begynder du tit at smile, før du svarer. Og når jeg spørger, hvordan du dæmmer op for alt det bullshit, der oversvømmer din hverdag, ser du efter få sekunder helt tørskoet ud. For du har svar. Du plejer endda at have rigtig mange gode svar. Og det overrasker dig altid.

Og dine klare svar gør det mærkbart nemmere for dig at gå igennem børnenes vuggestuepest og natlige hosteanfald. Du bliver også både mere kærlig over for din kæreste og upåvirket af hans korte lunte, nu hvor han samtidig stiger til tops på jobbet, får meget mere ansvar og er mere væk. Selv om det ikke altid føles sådan, og han langtfra altid forstår dig, så har det vigtigste for ham ALTID været at gøre dig glad!

Det er rockerhårdt at gennemleve denne lange fase i familielivet, og gudskelov for de gode og fantastiske stunder, hvor alt giver mening. Hvor du kan mærke din egen og børnenes kærlighed så stærkt i de søvnige minutter i sengen, hvor du læser den samme godnathistorie som 100 gange før og synger den samme sang, og tåren i din øjekrog triller, når du kommer til: sov tyst lille Jumbo, dit lille myr/din nuttede lille rødbede/du bad mig fortælle et eventyr/nu sover du sødt allerede.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Lige nu har jeg det godt – del 14

Jeg skriver for tiden uddrag her i bloggen fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 14

Tirsdag 31. august (2010)

Himlen er knaldende blå, og den opstigende sol er endnu ikke fri af tagryggen på huset overfor, men dens stråler farver toppen af husfacaderne i Elmegade selvlysende orange. Ah, storhed. Jeg kan sige godmorgen til Catrine uden at føle mig i underskud. Jeg stikker hovedet inden for hos Asta og siger, at klokken er kvart i syv og spørger, hvornår hun skal op.

Jeg trækker vejret dybt og kigger tilfreds ud over gården. Jeg har fat i noget stort her, selv om jeg vågnede ved sekstiden af en drøm, jeg havde haft før. Jeg er i en skoleklasse, timen er slut, jeg er ikke blevet færdig med mine opgaver og har ikke styr på, hvor og hvornår vi har næste time. Jeg er ikke helt med i samtalerne og det sociale samvær, og det gør mig stresset og frusteret.

Nå, ved nærmere eftertanke har jeg alligevel ikke fat i noget stort. Jeg spørger Catrine til en ansøgning om praktiskplads, hun har været rundt at dele ud. Hun fortæller, at hun er slået ud af den negative respons, hun har fået af mange af dem, der skulle tage imod ansøgning. Derefter fortæller hun detaljeret om et møde med socialforvaltningen med det resutalt, at jeg får for meget, men ikke kan finde ud af at sige fra. Jeg bliver irriteret. Asta er stadig muggen fra dagen forinden og tager bare morgenmad og forsvinder ind på sit værelse. “Der var jo ikke nogen,” svarer hun, da jeg spørger, hvorfor hun sidder på sit værelse og spiser. Jeg siger, at vi sidder på altanen.

Catrine taler videre om en veninde, der gerne vil have hende med ud at rejse, og siger, at det har været svært at gøre det klart for veninden, at Catrine ikke har råd, selv om veninden har fundet en gratis lejlighed. Catrine siger, at hun har lyst til at rejse med mig, når hun får råd. Jeg får på fornemmelsen, at hun kun signalerer mådehold, fordi hun ved, at jeg er ved at koge over på grund af vores skrabede økonomi. Jeg er frustreret over, at det har stået på i flere år. Jeg prøver at styre mig. Det gavner ikke, at jeg flipper. Det bedste er at støtte hende, men indimellem får jeg lyst til at sprænge alt i luften.

Catrine fortæller om en anden veninde, der har købt en større bil til deres familie, en VW Touran. Hun synes, at bilen er super. Jeg har svært ved at høre det som andet end sådan-en-skal-vi-også-have, men koncenterer mig om, at hun har lov til at drømme om noget, vi ikke har råd til. Jeg kan ikke helt styre mig og siger, at jeg har prøvet at køre i en enkelt Touran, hvor der var vildt meget motorstøj i kabinen, og forudsigeligt nok siger hun, at det synes hun ikke, at der er.

En lidt for lang samtale om penge, forbrug og fremtid, og mit humør er på nulpunktet. Hvad er det egentlig, jeg skal til formiddag? Jeg burde sidde på altanen og slappe af og slikke sol i det fantastiske vejr. Jeg siger til Catrine, at jeg har svært ved at give mig selv lov til at slappe af. Hun er sød og siger, at jeg er så arbejdsom og fortjener at nyde at sidde i solen. Jeg har en konstant følelse af, at der er noget, jeg ikke har fået gjort. Som i drømmen. Hvorfor er der altid noget, jeg bør gøre? Er det min mor, jeg skal redde? Arbejdede jeg allerede som barn på en kur, der kunne gøre hende mere glad og hel, mens hun knoklede for at at gøre mig tryg?

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Lige nu har jeg det godt – del 13

Jeg skriver for tiden uddrag her i bloggen fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 13

 

Søndag 29. august (2010)

Jeg mærker stadig den seneste tids løft, men også et mylder af små impulser, der opfordrer til at spadsere ud i negative tankebaner. Det lykkes at stoppe mig selv, så der kun opstår en let tåge af ubehag, som kort efter letter. Jeg husker ikke indholdet af de triste tanker, men ser en mørk dør, jeg vælger ikke at åbne og gå ind ad.

Hvorfor får jeg dårlig samvittighed over ikke at kigge indenfor? Må jeg ikke vende ryggen til? Føler jeg mig forpligtet til at rydde op? Jeg har jo brugt år på at rydde op i stort set alt og har for længst båret en masse ubrugeligt, personligt affald ned i rummet til storskrald. Hvorfor kan jeg ikke sætte mig selv fri?

Er det ikke bedre at droppe at flytte rundt på gamle erkendelser og i stedet komme ud i solen og nyde tilværelsen? Er det ikke bedre at se på den gave, jeg har fået – livet, der hele tiden forandrer sig til det bedre, selv når noget går galt? Bliver jeg slået i gulvet, rejser jeg mig og går videre. Tilbageslag fjerner jo ikke min ambition om at at skrive en spændende thriller, at have et kærligt forhold til Catrine og at nyde krammere og glædesfyldte øjeblikke med mine smukke, kærlige og sjove børn.

I går var børnene og jeg til fødselsdagsfest hos Bernt for at fejre hans søns elleveårs fødselsdag. Både Asta, Rasmus og Simon kom på skift for at kramme og være tæt på mig. Fantastisk.

Solen er oppe, og himlen er ubevægeligt blå med højtliggende, hvide striber. Her er så tilpas varmt, at jeg sidder i T-shirt, lange bukser og uldne skisokker. Jeg har lige været ude efter dagens anden kop kaffe, og jeg kommer til at tænke på Bernts bror, som fortalte, at konen har fundet en mand, der er femten år yngre. Jeg får straks tænkt Catrine og mig ind i historien og panikker ved tanken om, at hun finder en fyr, der er næsten tredive år yngre end mig.

“Hvor stor er sandsynligehden for det?” spørger fornuften.

“Jamen, hvad nu hvis det sker?” spørger bekymringen.

“Hvorfor bekymre sig?” spørger fornuften.

“Jeg skal nok lade være med at ødelægge dit gode humør,” siger bekymringen lidt offeragtigt, slår blikket ned og vrider hænderne.

Simon står op, kommer ud på altanen og fortæller, at han drømte, han var spærret inde i sin sovepose og ikke kunne finde lynlåsen og i stedet mavede sig over til mig, som troede, at han var en kæmpelarve og slog på ham, indtil jeg hørte hans råb fra dybet og fik ham lynet ud af soveposen.

Selv drømte jeg om nogle kvinder, der havde blod på ryggen af deres hvide skjortebluser. De vidste ikke, hvorfra blodet kom og prøvede at gnubbe det fæk med en klud og opdagede, at det var dem selv, der blødte. Da de løftede op i bluserne bagpå og prøvede at tørre blodet af ryggen, var ryggene én stor plamage af piblende råddenskab under hvid, violet og blåsort hud, der bristede, så skind og kødstykker faldt ud af ryggen. Sådan en drøm er det vist bedst at bruge til noget kreativt uden at tænke for meget over, hvad den betyder.

 

Mandag 30. august

Det er sen aften, og jeg skriver i sengen. Jeg nåede ikke ud på altanen i morges. Catrine ligger ved siden af med en krimi. Hun kom hjem fra Sverige i går aftes, og vi er i gang med at finde hinanden. Hun sagde, at der var så stor forskel på at være i ødegård og i byen, og jeg hører det straks som: “Jeg kan bedre lide at være ude på landet og bryder mig ikke specielt om byen.” Det gjorde mig irritabel, og jeg blev ved at være irritabel. Eller nej, jeg trak mig væk og koncentrerede mig om at være i mit eget space, og det var fint. Hun var i sit space, og vi talte ikke så meget, men lavede ting hver for sig.

Jeg vågnede tidligt i morges, og Catrines seng var tom. Jeg stod op og læste min thriller bagfra kapitel for kapitel. Det var en godt og oplivende oplevelse. Jeg havde på forhånd tænkt forsigtige og påpasselige tanker som for eksempel: Bare jeg ikke synes, det er noget skidt og: Bare jeg ikke føler mig tung og trist, mens jeg læser, men det udløste i stedet tanker som: Giv den gas, du er jo godt til det, skriv, skriv, skriv.

Jeg har det godt. Forrygende. Jeg havde en konflikt i går med Asta, som lagde sig på min plads i sofaen, lige før jeg selv skulle lægge mig. Hun sagde, at der ikke er faste pladser, hvilket er rigtigt, men hun sagde det på så meget ‘skrid’ i stemmen, at jeg lige et øjeblik måtte gå på toilettet og få styr på temperamentet, inden jeg kunne gå ud og bede hende flytte sig. Hun gik ind på sit værelse og kom ikke igen. Hun følte sig sikkert uretfærdigt behandlet, men sådan skal man ikke tale til mig.

Drengene kom godt til Jylland. Der opstod straks kaos, da de skulle af sted, fordi jeg hade glemt billetterne. Catrine sprang på cyklen med billetterne og mødte os på Nørreport, og så havde vi ti minutter til at nå toget på Hovedbanegården. Da vi stod i togkupéen ved drengenes plads med tre minutter til afgang, var der ingen strøm på Rasmus mobil, og vi prøvede at sætte opladeren i, men der var ikke liv i togets kontakter. I samme øjeblik åbnede Simon sin danskvand, som skummede over og strømmede ud på bordet. Han ville vide, hvad han skulle gøre, og jeg sagde, at han bare skulle feje det ned på gulvet med hænderne og hente papir på toilettet, og så måtte jeg gå ud af toget for at vinke farvel og signalerede til Rasmus, at hvis der ikke var strøm ved deres plads, kunne han prøve ved nogle af de andre i toget. Det forstod han vist ikke. Måske fordi han er for genert til at spørge. De er stadig lidt utrygge ved at køre frem og tilbage mellem Jylland og København, men den kortvarige panik i situationen fjernede uroen omkring at skulle køre alene. Tror jeg.

Jeg synes, jeg skriver for meget dagbog om alt muligt andet end aktuelle, negative tanker, så nu vil jeg lytte, om der er nogle små, blodtørstige, negative tanker på vingerne, parate til at slå ned og suge mit blod og min energi. Næh, der er kun nogle svage, negative tanker forbundet med det maleri, der hænger ved fodenden af sengen. Det er mit første maleri. Lidt forsigtigt famlende i stilen, men også en god start på en kreativ periode med mange malerier.

Jeg tror ikke, at Asta slukkede for internettet sent i går, da jeg bad hende om det. Måske som hævn over uretten tidligere på aftenen. Jeg går ud og tjekker, og hun har faktisk slukket routeren og været en sød pige. Det er mig, der er slem og fuld af mistillid.

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Lige nu har jeg det godt – del 12

Jeg skriver for tiden uddrag her i bloggen fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 12

Lørdag 28. august (2010)

Jeg sidder med strithår og uldne strømper i morgensolen og skinner. Jeg ville have skrevet ‘skriver’, men ‘skinner’ er en god fortalelse. Jeg stod op med Rasmus og spiste morgenmad. Nu spiller han Playstation. Simon er lige stået op, har fået en knuser og siger, at han vil vente med at spise. Da jeg lå i sengen og skulle sove i går aftes, havde jeg en følelse af ro, selv om Catrine er i Sverige, og hendes fravær altid skaber et uroligt beredskab i mig. Men ikke nu. Her er bare ro.

Da drengene kom i går, var jeg lidt i ubalance, fordi jeg synes, at jeg skal gøre noget særligt eller være noget særligt for dem. Jeg tænkte: Hvad med bare at være dig selv i stedet for at skulle præstere noget? Også til morgen skal jeg gøre noget specielt for drengene, og det skaber en lammelse i mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg beslutter mig for ikke at ligge under for det. Jeg vil ud på altanen og skrive og være mig selv og ikke en elektrisk legeonkel, som drives rundt af indre dæmoner.

Jeg hjælper Simon med at komme på nettet, fordi Asta har hevet netledningen ud og glemt at sætte den i igen. Han skal spille en VM-fodboldsang for mig på YouTube. Jeg synes, jeg skal være sammen med drengene hele tiden, fordi de kun er her i ganske få dage hver anden weekend. Skyldes noget af min tristhed, at de flyttede til Jylland, og at vores liv sammen blev skåret ned til et minimum?

Der er et flot fænomen på himlen, hvor der på grund af tæt dis skabes to lysende prikker og tilhørende regnbuelignende streger til højre og venstre for solen. Det ser ud, som om der er tre sole.

Der er masser at klienter i min praksis, og det er atter lykkedes at tjene tilstrækkeligt til at udbetale løn til mig selv i denne måned. I januar, februar, marts og april slog finanskrisen til, og i den værste uge var der to eller tre aftaler. Jeg fik et chok og tænkte, at det var slut med at være terapeut, og at jeg måtte sælge lejligheden og flytte i noget mindre.

Chokket lammede mig i flere måneder, og jeg spekulerede som en gal over, hvordan jeg skulle komme ud af dødvandet. På et tidspunkt skrev jeg til nogle FOF-afdelinger, hvor jeg plejer at holde foredrag og foreslog et nyt foredrag, som hed Sådan kommer du ud af krisen. Det skulle handle om, hvorrdan man undgår krise i forholdet, selv om der er krise i økonomien. ingen ville købe foredraget, og jeg måtte finde på noget andet. Til sidst satte jeg mine priser på rådgivning ned og begyndte at være virkelig aktiv i min brevkasse.

Meget langsomt kom der lidt flere klienter for hver uge. Hver gang jeg lavede en ny aftale, fortalte jeg det til Catrine, og så jublede vi begge. Arbejdsglæden kom tilbage, og jeg holdt helt op med at være irriteret på klienterne, som jeg nogle gange blev det, da der var for mange af dem. Jeg var dybt taknemmelig, hver gang der bare kom én.

I går havde jeg besøg af en kvinde i dyb krise med en massiv følelse af, at hendes liv var domineret af tab og svigt. Hun beskrev sig selv i to mails, før hun kom, og jeg mærkede et stort ønske om at hjælpe hende, men også en bekymring for, om det ville lykkes. Hun kom og var i voldsom smerte, men vi stod det igennem sammen, og da hun skulle gå, kiggede hun direkte på mig og spurge: “Får du det også selv bedre af at høre folk fortælle om deres smerte?” “Ja,” svarede jeg og fortalte, at jeg af og til føler, at det er mig, der skylder klienter noget. Jeg sagde, at hun er den første, der nogensinde har spurgt om netop det, og at folk oftere spørger: “Bliver du aldrig træt af at høre på alt folks lort?” hvilket altid føles som mangel på respekt, selv om det er venligt ment. Bagefter var jeg rørt over hendes klarsyn. Midt i sin smerte kunne hun se, at hendes smerte lindrede min.

“Tak, fordi du er her,” sagde hun og gik.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Lige nu har jeg det godt – del 11

Jeg skriver for tiden uddrag her i bloggen fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 11

Tirsdag 26. august (2010)

Jeg mærker stadig løftet, og det er endnu mere positivt i dag. Da jeg vågner klokken syv, kan jeg ikke komme hurtigt nok op for at skrive. Sent i går blev jeg begejstret over at få lyst til at skrive om alle de positive ting, der er ved min opvækst med min mor og lighederne mellem os. Jeg ringer til hende, fordi jeg har talt med JYSK om en seng, som skal sendes ud med fragtmand, men pludselig koster sengen ikke længere 2.500 kr, men 3.695 kr. Jeg spørger, om hun er frisk på at komme ind og prøveligge en seng hos JYSK, så vi ikke køber en forkert seng i dyre domme. Det vil hun gerne, men hun har svært ved at overskue, at hjemmeplejen som sædvanlig kommer og ser hende tage sin insulin om morgenen, og hun derefter skal give mig besked om, at hun nu er klar til at tage bussen. Det er ikke let at blive gammel.

Solen er lige stået op over hustagene, og den varmer. Der er ingen vind, og himlen er fuldkommen blå med en enkelt næsten usynlig stribe sky højt oppe og nogle grå skyer i det fjerne mod øst. FCK vandt over Rosenborg i går i den sidste kvalifikationskamp, så nu er de i gruppespillet i Champions League. Det bidrager til det gode humør, selv om jeg ofte føler mig en anelse isoleret på min faste plads på Nedre C blandt en masse fans, som kender hinanden og sludrer løs. Heldigvis har jeg en god sidemand, Kim, som gerne taler om løst og fast, så jeg ikke føler mig som en øde ø i menneskehavet. Jeg skal huske, at det kun er min anden sæson med fast plads, og at mange har haft deres faste pladser i mere end ti år. Jeg må være tålmodig.

Jeg vander potten med basilikum, fordi den er blevet slatten. Her er køligt og efterårsagtigt på altanen, og jeg startede i lange bukser med to par strømper og en trøje over T-shirten, men allere nu skal jeg have mere end trøjen af. Dejligt, at sommeren holder fast.

Hvad var det nu med min mor? Jeg skal skrive om det positive ved at vokse op alene med hende og mine fællestræk med hende. Jeg har følt mig meget elsket og føler mig stadig virkelig elsket og værdsat. Hun har fået mig til at føle mig som noget særligt og samtidig smittet mig med sin usikkerhed på sig selv. Hun var virkelig en steg som ung, har altid været nysgerrig, intelligent og smækfyldt med følelser. På den ene side tilbageholdende og forsigtig. På den anden side gennembrudsagtig ligefrem med en unik evne til at se det ironiske og sjove i en situation.

Min mor har altid være kreativ og anderledes. Hun tegnede, malede og interesserede sig for kunst og litteratur, men var aldrig snobbet med det. Hun havde en fin fornemmelse for, at kunst er den sårbare sjæls mulighed for at bruge sit potentiale fuldt ud. Hun var åben, fordomsfri og interesseret i at blive klogere på sig selv og andre. Hun fjernede undergardinerne fra vinduerne tyve år før alle andre, så man kunne se direkte ind i stuen i mit barndomshjem. På et tidspunkt begyndte hun endda at klippe store kunstmotiver ud af nogle Irma-kunst-plastikposer, fugtede dem med lidt vand og satte dem på ruderne. Jeg syntes, hun var pinlig, men var samtidig stolt af hende. Hun satte kunstige blomster på cykelkurven før alle andre og en hæklet og meget kulørt bøllehat på sadlen for at gøre den mere blød at sidde på.

Hun brugte stort set alle sine penge på at give mig fornemmelsen af at have lige så meget som alle de andre børn, selv om mine forældre var skilt, og min far var bagud med både børnepenge og opmærksomhed. På grund af hende store kærlighed og store tvivl på sig selv har jeg både en tro på, at jeg kan gå på vandet og en overbevisning om, at jeg aldrig kan gøre noget godt nok.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit