Hvorfor ikke bare glad i låget?

I går fik jeg – efter et par dages ping-pong med min redaktør – hul på teksten, som skal stå på bagsiden af min bog Lige nu har jeg det godt. (Udkommer 10. april)

Først var jeg ikke tilfreds, og så var hun ikke tilfreds, redaktøren. Og så gik jeg i tænketank hen over weekenden, mens mine sønner og jeg spillede fodbold og så Hobitten og inhalerede helium fra den ballon, min yngste fik til julemarked i Tivoli. Det sidste kom vi til at lyde som Askepot-musene af. Altså musene i Disney-filmen, som syr kjolen til Askepot og imens synger:  “Kom så piger, kom så drenge …”

Nå, jeg fortaber mig.

Jeg ville bare præsentere bogens bagsidetekst. Den kommer her:

Hvorfor ikke bare være glad i låget?

Det startede med en drøm om at skrive en krimi, eller måske nærmere en thriller. Og det endte som lidt af en gyser. Over et par måneder gik jeg stadig mere i stå. Sorte tanker landede i store flokke i mit hoved: Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg er talentløs. Jeg er en dårlig forfatter. Dårlig terapeut. Dårlig far. Jeg har ingen venner. Min kæreste elsker mig ikke længere. Om lidt bryder jeg sammen og forsvinder.

 »Tag dig sammen for helvede,« sagde en stemme. »Hvor svært kan det være? Rigtige mænd tuder ikke. De er glade, selvsikre og positive. Deres kærester tænder for vildt på dem. Nu begynder du at skrive dine negative tanker ned. Du bruger et år på systematisk at notere alt. Godt som skidt. Alt skal med. Det er sådan, du helbreder dig selv!«

 Og miraklet kom snigende. Ved hver dag at sætte kuglepennen mod papiret i en kinabog. Ved at læse bøger om andres forsøg på at rejse sig i deres kriser. Ved at insistere på at ville hele mig selv. Langsomt, men sikkert lykkedes det at få alting til at lette.

En rolig, meditativ og livsbekræftende sjælsrejse gennem mørket og ind i lyset. En beretning uden hurtige fix, løsninger, tre-gode-råd eller opfordringer til altid at møde verden med et smil. Et ambitiøst ønske om at lægge arm med livet, døden og kærligheden og tanker, der ikke altid vil være så lyse og lette, som man drømmer om.

Og Martin Østergaard skriver videre på martinøstergaardblog.dk 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *