Man må gerne lave om på hinanden

Denne tekst er skrevet til programmet for teaterforestilling, Jeg elsker dig, som opføres på Folketeateret i 2013. 

Sidste år læste jeg en fantastisk bog om kærlighed. Rygtet om bogen gik i forvejen fra en veninde, min hustru lufter hund med. Jeg spurgte, om jeg kunne låne den. ”Den er lige noget for dig”, sagde min kone, mens hun læste. Jeg var en smule skeptisk, fordi jeg havde set den kun halvgode filmatisering med Julia Roberts og Javier Bardem i hovedrollerne. Jeg frygtede, at ”Spis Bed Elsk” ville være sådan en tør karamel, der smuldrer og er hvinende sød frem for at være blød, sej og fuld af god chokoladesmag. Men da bogens hovedperson begyndte at tage hul på sin skilsmisse, sit komplicerede forhold til manden og den ledsagende depression, tænke jeg ”Okay, now we´re talking”.

 Med alt dette vil jeg sådan set bare – ud over at anbefale en fantastisk bog – genfortælle en af de gode historier i bogen. Og tilgiv mig hvis jeg ikke husker korrekt, for bogen er tilbage hos hundeluftersken nu. Hovedpersonen i bogen fortæller, at hun har en psykolog-veninde, som får til opgave at hjælpe asiatiske bådflygtninge, der har oplevet tørst, sult, tyveri, vold og drab i deres kamp for at slippe væk fra et diktatur. Hun tror, at hun skal høre dem fortælle om den traumatiske flugt, men i stedet fortæller de igen og igen nogenlunde samme historie: ”Der er denne her mand, som jeg mødte undervejs, og nu ved jeg ikke, hvor han er, men tror du, at han elsker mig, når han sagde, at…”.

 I kærligheden findes en urkraft, som finder vej under selv de mest umulige omstændigheder og heler vores smerte og sår – selv den smerte og de sår, som kærligheden selv forvolder. Som en kvinde sagde til mig for mange år siden efter i tre kvarter at have raset over mandens utroskab: ”Men jeg har ikke fortalt alt, for så fik jeg et forhold til vores havemand”. Hvis kærligheden holder op med at bruge ens hoveddør, kan man gudskelov gå ud i haven og finde den.

 ”Kærlighed er mere kompliceret end atomfysik”, sagde min gamle læremester altid, og det kan jeg personligt skrive under på. Jeg har børn med to forskellige kvinder og er gift med en tredje, og når folk lidt humoristisk spørger, om en parterapeut ikke bør have lidt bedre styr på kærligheden, svarer jeg kvikt, at jeg er blevet ekstra klog af at begå alle fejlene selv.

 At være sammen i kærlighed for livet er noget de fleste drømmer om, men det er nok mere held end forstand at få det til at lykkes. Måske sker det for 1 ud af 20 par. Og bare fordi man har været sammen i 20-30 år, betyder det ikke nødvendigvis, at man har haft et bedre liv og samliv end os andre, der har måttet stykke det sammen af kortere eller længere stykker. Men jeg er sikkert bare misundelig, fordi jeg aldrig selv har fået noget til at vare i mere end 6 år.

 Hvis jeg kunne fratage mig selv og mange andre fraskilte deres dårlige samvittighed over at være blevet skilt, ville jeg gøre det straks. Der er alt for megen skyld og skam bundet op på den konto. Og man kunne med lige så megen ret hævde, at folk, der lader sig skille, er modige og kvalitetsbeviste og hellere vil leve alene end med en kærlighed, som er død. Så skål for de skilte, de har fortjent det.

 Og skål også for alle dem som har det med at bilde sig selv ind, at lykken trives bedre hos alle andre. Singlerne længes efter sammensmeltning. Kæresterne længes efter at finde sig selv igen. Småbørnsforældrene trænger bare til at sove igennem. Men tæt på de tilsyneladende lykkelige finder man ud af, at alt har sin pris. Og at man i det hele taget ikke skal sammenligne sig med andre end sig selv og det, man var, kunne og gjorde i går. Og nøjes med at arbejde på at forandre det, der kan laves om og gå uden om at bruge for megen energi på at blive frustreret over det, der ikke kan ændres lige nu – eller nogensinde.

 Og lad mig lidt ambitiøst slutte af med at prøve at tage livet af et hårdnakket dogme. Vi bliver tudet ørerne fulde af, at man ikke kan eller må lave om på hinanden. Det kan og må man efter min mening godt. Man skal bare huske at rose den anden for det, vedkommende gør. Især det vedkommende kunne være bedre til. Sig fx: ”Arj, hvor er det dejligt at tale med dig. Du er så god til lytte”. Og ja, han vil tro, at du har drukket af potten, men når man føler sig tilbagevendende rost og anerkendt, kan man ikke lade være med at lade partnerens stil, måde og metoder smitte af på en. Føler man sig derimod kritiseret og gjort forkert, bliver man endnu dårligere til det, man i forvejen ikke var god til. Så derfor: hvis din partner ikke ændrer sig til det bedre, og du derfor ikke synes, at du får den kærlighed, du fortjener, er halvdelen af skylden med stor sikkerhed din egen.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong> <span style="">