Lige nu har jeg det godt

om at vende negative tanker til positive
 

Forfatter og praktiserende psykoterapeut med speciale i parterapi, Martin Østergaard, skriver på en bog om at vende negative tanker til positive. Bogen tager i dagbogsform udgangspunkt i den succesrige kamp med at kaste lys over forfatterens egne mørke sider. ”Jeg elsker at læse bøger med hjælp til selvhjælp, og jeg elsker endnu mere, når eksperterne går til bekendelse og fortæller, at det også nogle gange er en kamp for dem at hjælpe sig selv.” Martin Østergaard har i de seneste 15 år rådgivet par og enkeltpersoner i spørgsmål om kærlighed, samliv, familieliv og arbejdsliv. Han er forfatter til 7 bøger, senest ”Flere veje til mandens hjerte”, Lindhardt og Ringhof, 2008. Følgende er et uddrag fra den kommende bog, der har arbejdstitlen ”Lige nu har jeg det godt – om at vende negative tanker til positive”.
 
Jeg vågner klokken 6.30 og tænker på i går aftes, hvor jeg var ude og spise med en god ven. Var jeg ikke bare trist, tavs og dårligt selskab? Og var jeg ikke også trist forleden sammen med en anden god ven? Mine to bedste venner. De har begge langt flere penge end mig. Betyder det så, at jeg er en slags fiasko i sammenligning? Ja, sådan føles det lige nu, hvor jeg vågner med dårlig samvittighed over mit humør i går. Men noget i mig gør oprør: ”Gu, er jeg ej en fiasko. Jeg er bedre end dem.”
 Hold da op, så er jeg pludselig bedre end dem. Vredt optaget af at komme foran på point. Hvor kom det fra? Måske er skamros nødvendig for at komme ovenpå. Måske det bare er naturlig aggression og ambition, som jeg har det med at holde tilbage. Ja, hvorfor i alverden har jeg det med at vurdere mig selv lavere end dem? Det er jo vanvid.
 Puha, jeg er taknemmelig for, at jeg har besluttet mig for at skrive om alle de her lorte-tanker, der vælter rundt i hovedet. For de fortjener da virkelig at blive sagt højt og vist frem. Tænk at jeg er deres fange. Tænk at jeg gider.
 Jeg er lidt bekymret for, hvordan mine omgivelser vil reagere på al den ærlighed om, hvad der sker i mig. Nu fx mine to venner. Hvordan vil de tage det? De vil sikkert grine og sige, at de selv er smækfyldt med negative tanker, og at de sagtens kan finde på et par ting eller tre at misunde mig. Og så vil de sikkert give mig helt ret i, at de er mere værd end mig, ha-ha.
 Nu er jeg lysvågen og ligger i sengen og skriver. I går aftes spurgte min ven til mit humør. Jeg sagde, at jeg ofte vågner op med en trist og blå tone, men at det lykkes mig med ret enkle midler at vifte tonen væk.
 Og hvordan gør jeg så det? Jeg siger til mig selv: ”Det er muligt, at jeg har det skidt, men jeg kan få det til at gå væk”. Og når jeg siger: ”Gå væk!” et par gange, trækker det blå sig væk.
 Det lyder jo lidt syret. Som at tale til en hund. Og nogle gange kommer den blå hund hurtigt tilbage, men så siger jeg bare, at den skal gå igen.
 Lige nu er de negative tanker og den tunge følelse væk. Det er rart, skønt. Jeg er ikke ellevild, men mindre kan også gøre det. At være fri for at føle mig tynget er en lettelse.
 Solen skinner fra en blå himmel. Vi er i starten af august, og efter en turbovarm sommer er der kommet nogle dage med kølighed. Ah, fred i sjælen. Jeg trækker vejret dybt og ånder ud. Sidder og kigger på udsigten fra min seng. Solen falder ind af den åbne altandør og rammer væggen og maleriet, der hænger der. Det er mit første maleri fra sidste efterår.
 Jeg begyndte at male, fordi jeg havde en heftig blokering i forbindelse med et skriveprojekt. Bang, så kom der 10 malerier springende ud af mine hænder, og vores ellers hvidvæggede bolig blev på rekordtid fyldt med store lærreder. Abstrakte malerier med lys, mørke, himmel, skyer, regn, røg og flammer.
 I starten malede jeg forsigtigt små kruseduller af farve med tynde pensler. Så tog fanden ved mig, og jeg sjaskede løs med store pensler, våde svampe og til sidst også hænderne. Et af malerierne hænger over bedstemor-sofaen inde i stuen og har en buldrende kerne af gul ild midt i de omgivende, tætte, kvælende, sortbrune røgskyer. To af hinanden uafhængige personer har lagt hovedet på skrå og sagt, at billedet minder om kampen for at komme ud af en depression. Det blev jeg småsur over. Mest fordi de havde ret.
 Jeg kæmpede for at slippe for at være trist. Jeg kæmper stadig. Jeg ville ikke stå ved det. For jeg har sgu da altid været i godt humør. Men jeg har også altid prøvet at lægge afstand til, at jeg har en tendens til lidt ”Bergman´s nordic blues”, som Joni Mitchell engang kaldte det i en sang.
 Jeg vil være glad. Jeg vil ikke være trist. Jeg vil ikke være som min mor, der i et helt liv har været fanget af triste og negative tanker om sig selv og sine evner. Det er en af mine tilbagevendende, negative tanker. Min angst for at blive ligesom hende. Selv om hun faktisk også er sådan en glad og utroligt kreativ person, når man skraber lidt i det sørgmodige.
 Forleden var min bror og jeg ude at besøge hende. Jeg havde taget en hjemmelavet ovnret med –  rosmarin- og lime-marineret kylling og kartofler. Og vi nød den gode mad sammen alle tre. Min mor er blevet 78 og er ikke længere så skarp i sit køkken, og det generer hende. Men hun elsker at få besøg. Bagefter spurgte min bror, om jeg stadig kan blive led ved hende, og jeg måtte konstatere, at min irritation er lettet, efterhånden som hun er blevet ældre og har sluppet sin omsorgsfulde belejring af mig. Jeg har sikkert også rykket mig. Hun har sluppet mig og jeg hende.
 Jeg er stået op og har sat mig ud på altanen i solen og misser med øjnene mod det hvide papir. Her er ingen triste tanker. Holder de sig væk, fordi de ved, jeg skriver om dem? Sniger de sig ind på mig, når jeg er uopmærksom?
 Solen er varm og dejlig. Gennem et åbent vindue kan jeg høre en, der er i bad. Nogle håndværkere snakker nede i gården. De er ved at starte en lift. Den sidste af de måger, der plejer at overnatte i gården, letter og skriger sit mågeskrig, og jeg kan bag mine lukkede øjenlåg se et billede af min barndoms åbne losseplads og en gummiged med løftet grab forfulgt af en sky af skrigende måger.
 Jeg flyder ud i at skrive nogle poetiske naturbeskrivelser, som jeg sletter igen, fordi jeg tager mig selv i at sidde og blive stolt af, hvor velformuleret og smukt, jeg kan skrive, og at jeg i virkeligheden bare vil blære mig for læseren i stedet for at holde fokus på projektet med at vende negative tanker til positive.
 Ups, det går op for mig, at jeg er helt vildt hård ved mig selv. Jeg har åbenbart ikke lov til at skeje lidt ud i naturbeskrivelse og glæde over mig selv. Så skal jeg have med pisken. Så bliver jeg straffet med negative tanker om mig selv og mine motiver. De sprang på mig uden varsel. De negative tanker. Jeg sad helt stille med bare tæer ved siden af altanens krydderurter og blev overfaldet af selvkritik.
 Læste et brudstykke af et Nelson Mandela citat forleden. Noget med at vi er guddommelige, og at vi skal udleve vores guddommelige natur. Det gav mening. Ikke noget med at dukke sig. Guddommelig. Intet mindre. Jeg må læse en af hans bøger. Hans historie om tiden i fængslet. Jeg vil også skrive mig ud af mit fængsel ud i den guddommelige mening med mit liv.
 
 
Martin Østergaard er praktiserende psykoterapeut med rådgivning i København og har gratis brevkasse på martinøstergaard.dk. Dette uddrag blev første gang bragt 2010 på websitetlevlykkeligt.dk 
Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong> <span style="">