Hvordan bliver vi bedre til at tale sammen?

Når par kommer i krise, siger de ofte: ”Vi har problemer med kommunikationen”. Med det mener de, at de alt for ofte kommer op at skændes og får sagt nogle ikke særlig pæne ting til hinanden, og at der bagefter er lige så ødelæggende lange, pinefulde perioder med tavshed og kulde.
 
Hvorfor får man problemer med kommunikationen? Og hvad gør man for at løse problemet?
 
Lad os opfinde et kærestepar – Sanne og Per. Igennem nogle år er de kommet lidt på afstand af hinanden. Især efter at de har fået børn. Især efter barn nummer 2 gik der totalt traditionelt kønsrollemønster i samlivet. Sanne tager sig af børnene, og Per arbejder fuld tid og lidt til på sit job, hvor han har fået større ansvar, mere indflydelse og højere løn.
 Lige nu hvor børnene er små, kan det ikke være så meget anderledes. Men Sanne havde ikke regnet med, at hun skulle have hovedansvaret for privatliv og familieliv. Hun havde regnet med samarbejde fra Per og ikke med at føle sig totalt alene. Sanne havde ikke regnet med, at Per ville være så træt og afvisende, når hun lagde op til at tale om f.eks. familiens planer for de næste par uger.
 Sanne er vred over, at Per ikke ”prioriterer familien højere”. At han er kommet stadig senere hjem i de seneste 3 år. At han ”hellere vil arbejde end at sørge for sin kæreste”.
 Per forstår ikke en brik. Han hører igen og igen, at han ikke samarbejder. Men han tager opvasken, når hun har lavet mad. Han tager sig af børnene. Og han roser Sanne for at være utroligt god til at få alt til at klappe.
 Når Per siger sådan, er Sanne ved at gå ud af sit gode skind. ”Du forstår ikke en skid af, hvad jeg taler om”, siger hun frustreret. Og han svarer hårdt: ”Hvad er det, jeg ikke forstår?”
 
En situation mange kan genkende. Men hvad gør man?
 Man indrømmer sine egne fejl i stedet for at fokusere på den andens, som man plejer. Sanne indrømmer, at hun kvajer sig ved at hæve stemmen og gå til angreb på Per, når hun føler sig svigtet og misforstået. Per indrømmer, at han kvajer sig ved at undlade at fortælle Sanne, at han føler sig angrebet og mister lysten til samtale. Sanne indrømmer, at hun bør komme med mere konkrete bud på, hvad hun mener med ordet ”samarbejde”. Per indrømmer, at han mere konstruktivt bør spørge Sanne: ”Hvad er det, du savner?”
 
Sanne og Per tager en samtale, der er mere rolig og varm. Her opdager Per noget, han aldrig har vidst før. Nemlig at han forsvinder ud af samtalen, ud af øjenkontakten og ind i sine egne tanker, når han og Sanne diskuterer. 
 Sanne føler sig alene, når det sker, fordi hun tror, at han er væk. Hvad hun ikke ved er, at han søger ind i sig selv for at koncentrere sig bedre og være til stede. Han er ikke så hurtig i en dialog, og derfor trækker han sig lidt. Sanne har hidtil oplevet det som flugt væk fra hende, men nu er hun mere mildt stemt, fordi hun forstår, hvorfor Per kigger væk.
 
Sanne er lettet, men stadig frustreret: ”Jeg kunne bare godt tænke mig, at vi for en gangs skyld kunne tage en diskussion, hvor man bliver pissevred og eksploderer og siger en masse lort. Jeg har jo for helvede taget mig af hele familien i flere år. Og jeg går og tænker en masse spændende tanker og har drømme og planer, jeg ikke får sagt højt. Jeg er ved at gå amok.”
 Per og Sanne er som de fleste par – men selvfølgelig ikke alle. I de fleste forhold bliver manden utroligt frustreret over at skulle høre på en masse brok og beklagelser om kvindens liv og hans mangel på deltagelse. Han føler sig personligt ansvarlig for kvindens ulykke.  
 Sådan ser kvinden det slet ikke. Hun er slet ikke ulykkelig, hvis hun lejlighedsvis kan lukke dampen ud, uden at han lukker sig inde og tager det personligt. Men det gør han. Han bliver stadig mere såret, vred og slidt og ser med stadig mere mildt blik på firmaets ny elev, som kigger på ham med store, mørke dådyrøjne og roser og anerkender ham for hans faglige kvalifikationer såvel som  hans kvaliteter som menneske – hans humor og varme.
 
Hvad skal man gøre for at undgå, at ens kæreste falder for denne fristelse?
 Man kan fortælle sin samlever, at man ikke savner, at han skifter flere bleer, pærer eller tømmer og fylder opvaskemaskinen oftere. Jo, det er da rart med den form for samarbejde. Men i virkeligheden har du mere brug for, at han hver dag kommer hjem og spørger: ”Hvordan har du det?” eller ”Hvordan går det?”. Og at han så sidder ned i 15 minutter, slår ørerne ud og tager imod både skidt og kanel uden at sige så meget ud over ”uhadada” og ”holdaop” og ”nej, hvor sjovt”.
 
Sig til det til ham allerede nu. Du kan læse følgende op for ham: ”Skat, der står her, at det er nemt for dig at gøre mig lykkelig og få mig til at smile. Og så står der, at du vil spørge: ”Nå, hvordan gør jeg det?” Og så skal jeg sige til dig: ”Du skal bare spørge mig ”Hvordan har du det?”, og når du gør det, så vil jeg begynde at smile, og det er allerede en god start. Og hvis samtalen går i stå, skal du bare sige det samme igen: ”Hvordan har du det?””
 
Martin Østergaard er født i 1962 og far til tre. Han er uddannet journalist og praktiserende psykoterapeut med speciale i parterapi, familieterapi og coaching. Han har praksis i København, brevkasse på www.martinøstergaard.dk og er en flittig foredragsholder med f.eks. foredraget ”Den lille forskel”. Han har udgivet syv bøger om samliv, forældre og børn. Blandt andre bestselleren ”Vejen til mandens hjerte”.
 
Denne artikel har været bragt i Nettos blad Kiwi (Nu Lime)
Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong> <span style="">