Det onde fra Ypanema

mandag 11. februar

Så er det nu, jeg skal i gang med skrive på den næste bog.

Den anden bog – Lige nu har jeg det godt – kører sit eget løb. Jeg kan slå lidt på tromme for den i blog, brevkasse og blade, men den er ude af mine hænder og på vej i trykken, og derfor banker den næste bog på. Det onde fra Ypanema – banker på.

Når jeg tænker på bogen, kommer jeg til at tænke på en ligtorn. Eller en nedgroet negl. Det er kærligt ment, men for længe siden, da jeg sidst skrev på Det onde fra Ypanema, følte jeg mig tung. Og det kan komme igen. Angsten for ikke at kunne finde ud af at skrive bogen. Panikken ved tanken om at mislykkes med at løfte opgaven.

Det skal nok gå alt sammen.

Lige nu sidder jeg på Café Cortado på Nørrebros Runddel og kan kun mærke lethed og glæde over at skulle i gang igen. Det har været en langsommelig affære. Der er foreløbig gået fem år med at skrive på Det onde fra Ypanema. Og der kommer sikkert til at gå mindst et år mere, sikkert også to. Men det skal lykkes. Jeg har kæmpet hårdt og godt og endda været large at give plads til alt det andet, der også lige ville igennem, nu da jeg gav los for drømmen om at skrive en spændingsroman.

Jeg skal lave parrådgivning om en halv time, men jeg har lige tid til at sidde her og skrive og kyle to kopper cortado med mælk og et stykke æbletærte med creme fraiche i kraniet.

Det er nærmest lidt  forbudt at sidde her og skrive uden af have tid. Det er skønt, at der ikke er oceaner af tid. At jeg må stjæle mig tid til at skrive på krimien. Og jeg glæder mig til at skrive dette ind i bloggen i aften. Det bliver sikkert sent, for jeg skal også nå at gøre rent i to opgange senere på eftermiddagen. Vi har jo været væk i ti dage på skiferie, så nu trænger her til både at blive fejet og moppet af viceværten. Jeg skal nok nå det hele.

Hvis jeg lytter efter, hvad Det onde fra Ypanema siger til mig lige nu, hvad vil bogen så diktere? Jeg vil prøve at lytte og skrive, hvad der bliver sagt.

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *